Tag Archives: ligegyldig info

”Følte sig pragtfuldt til mode”

Så er det endnu engang tid til at lukke lidt facebook-galde ud. I dag skal det handle om de folk, der som supplement til en statusopdatering/billede/video/link skriver ”føler sig lykkelig”, ”føler sig underholdt”, ”føler sig vred” og så fucking videre.

På forhånd undskyld til de folk, jeg træder over tæerne i dette indlæg. Men jeg MÅ simpelthen dele min frustration over denne latterligt overflødige funktion på facebook.

Hvorfor er det nogensinde relevant at tilføje, hvilket humør man er i, grundet det man nu end vælger at dele på facebook? Burde det ikke ligesom allerede ligge implicit i dét, man skriver?

Hvis man nu fx deler den klassiske ”Juhuuu, jeg er gravid, og vi skal være forældre til marts, og vi glæder os helt vildt sindssygt meget, og det bliver fantastisk at blive en lille familie”. Så er det da 100 % overflødigt lige at tilføje med grå skrift, at man altså føler sig lykkelig/glad/ovenpå?

Omvendt hvis man deler et billede af en p-bøde eller skriver, at man lige er blevet fyret fra sit job (ha, som om nogen nogensinde har skrevet det) – lur mig om folk så ikke godt kan regne ud, at man nok føler sig sur/vred/ked/andre følelser i den ende af skalaen.

Det er nærmest som om, at de der følelsesforklaringer er en videreudvikling af smiley’en. Først begyndte vi at bruge smileys konstant for ligesom at understrege, hvordan det skrevne skulle læses og forstås. Nu er det åbenbart ikke tilstrækkeligt længere, og derfor giver facebook os mulighed for lige selv at tilføje en fortolkning af vores opdateringer. HVIS der nu sad nogen derude, som var i tvivl om, hvordan fx de to ovenstående eksempler skulle tolkes. En parkeringsbøde? Gad vide om Lone er glad for den eller sur over den?

Nå, det var nok brok for denne gang. Kan I så have en helt fantastisk fredag aften alle sammen!

… Hvis man vil læse om andre irriterende facebook-tendenser, kan man kigge her og her.