Min debut med et gevær
Så blev det lørdag, og weekenden ramte os. Ah, er livet ikke herligt? Min lørdag blev brugt på noget, jeg aldrig før har prøvet. Vi skød nemlig lerduer. Seriøst, ja, mig med et gevær! Jeg var helt spændt og næsten lidt nervøs, for jeg havde jo hørt så meget om det ”ryk” det giver, når man skyder. Ja, jeg var næsten forberedt på at blive blæst helt bagover. Det skulle dog vise sig, at det slet ikke var så slemt.
Men for lige at udstille mig selv som en rigtig blondine på Amalie-måden (ærlighed og selvironi er jo trods alt ret vigtige byggesten her på bloggen), så så lerduerne altså lidt anderledes ud, end jeg sådan lige umiddelbart havde forestillet mig. For JA, jeg troede sgu da, at de lignede duer. Det gjorde de så ikke, skulle jeg hilse at sige. De er mest af alt tallerkenformede. Men okay, det skulle naturligvis ikke afholde mig fra at skyde efter dem.
Da instruktøren havde givet sine instruktioner, var vi klar til, at første mand skulle skyde. Jeg holdt mig lidt i baggrunden først, for jeg skulle altså lige lure de andres tricks. Da det endelig blev min tur, brugte jeg de første 4-5 skud på at koncentrere mig allermest om at stå i den rigtige position og holde korrekt på geværet. Så dér havde jeg altså åbenbart ikke lige overskud til at sigte samtidigt… Og så blev jeg sgu helt skuffet over ikke at ramme. Det ser SÅ nemt ud! Men det var det ikke.
Efter nogle flere forsøg sad den der heldigvis. BUM, jeg ramte. Og BUM, jeg ramte igen. Hurra hurra, så lykkedes det alligevel, og jeg råbte og jublede højt af glæde (selvom man nu ikke måtte blive alt for begejstret, for man skulle jo stadig koncentrere sig om at holde geværet i den rigtige retning og alt det der).
Nå, men alt i alt var det rigtig fedt og bestemt anbefalelsesværdigt. Nu har jeg så den første lørdag aften i 100 år uden planer. Forstået på den måde, at det faktisk hele tiden har været min plan ikke at lave nogen aftaler. Og hvor føles det rart! Jeg har slæbt dynen med ind på sofaen og agter ikke at rejse mig lige foreløbigt. Hvorfor er det lige, at man ikke gør det noget oftere?