Tag Archives: lakrids

Flashback til juli og august 2014

… Bedre sent end aldrig – ikke?

Lad os starte med juli 2014. Hvad mon jeg gik og grublede over dengang?

Jeg noterede 9 tegn på, at man ikke er helt voksen endnu (og nej, det er jeg stadig ikke).

saftevand

Jeg brokkede mig over folks latterligt dårlige manerer i biografen.

Jeg skrev en liste over ting, som folk generelt burde stoppe med. Den liste er faktisk stadig ganske up-to-date.

I blev allernådigst indviet i anekdoten om dengang, min veninde glemte min fødselsdag. Altså imens vi var ude for at spise brunch for at fejre det (troede jeg).

Dét er sgu da sødt!

I fik også et helt eksklusivt indblik i min tankestrøm under en løbetur (Hvad? Om jeg nogensinde gennemførte det skide løbeprogram? Tjaaaah. Nej).

Og så var det jo, at jeg fik idéen om at omskrive nogle af de gode, gamle ordsprog til en mere moderne ordklang. Fik jeg egentlig nogensinde fortsat? Ellers er det da ved at være tid.

 

Og lad os så springe direkte videre til august måned 2014.

Jeg fik et mindre flip over, at der var skyr og lakrids OVERALT (og jeg var vist ikke alene).

lakrids

… Dagen efter så jeg Go’ Appetit, hvor de gudhjælpemig skulle lave en aftensmadret med både skyr og lakrids.

kylling i lakrids

Jeg filosoferede også lidt over det der smarte trick, hvor man gemmer chokoladen væk for ikke at spise mere af den (som om!).

Hvornår er man en rigtig blogger? Tja, et godt fingerpeg er i hvert fald disse 10 tegn.

August 2014 var også måneden, hvor hele seancen med Kähler-vasen udspillede sig. Det brokkede jeg mig naturligvis også over.

 

(Det var vist lige på målstregen, at jeg nåede at skrive dette indlæg. Det er jo snart tid til septemberudgaven).

Are you fucking kidding me?! MERE skyr og lakrids!

Da jeg kom hjem i eftermiddag, smed jeg mig på sofaen (oh yes!) og fyrede op for tv’et. Det viste sig, at der var Go’ Appetit på TV 2. Et program, som jeg holder meget af at flyde ud til, alt imens jeg suger til mig af madlavningstips samt inspiration og appetit til aftensmaden.

MEN i dag blev jeg dog en anelse skuffet. I går skrev jeg et indlæg om, at skyr og lakrids ifølge mig er blevet hypet lidt ALT for meget. Det viser sig dog, at de i Go’ Appetit slet ikke har fået nok af de to madvarer endnu. Det første syn, der møder mig, da jeg zapper over på programmet, er dette:

kylling i lakrids

Dagens ret er simpelthen Kylling i Lakrids. Jeg grinede og blev samtidig irriteret (HVOR meget opmærksomhed skal vi lige fortsætte med at give lakridsen?), og jeg fløj straks op af sofaen for at nå at knipse et billede af tv-skærmen. Derefter satte jeg mig igen og tænkte på, hvor ironisk det er, at de netop skulle lave dén ret dagen efter mit ”jeg-hader-hypen-omkring-skyr-og-lakrids”-indlæg.

Galskaben stoppede dog ikke der. Der gik ikke længe, før dette billede dukkede op:

skyr med lakrids

Seriøst?! Der skal simpelthen BÅDE bruges lakrids OG skyr i denne famøse ret. Man skulle jo næsten tro, at de havde læst mit indlæg i går, og derefter tænkt: vi må da kunne lave en ret, der indeholder begge dele.

Og ikke nok med det, nej. De to yderst populære madvarer skulle blandes sammen. Altså skulle der laves en form for lakridsskyr! Præcis som jeg i går undrede mig over, at der endnu ikke eksisterer på markedet. Se mig, jeg er trendsætter…

Og for at det ikke skal være løgn, så havde kokken også lavet en hjemmelavet lakridsmælk, som de stod og drak under madlavningen! LAKRIDSMÆLK?! Præcis som jeg i gårsdagens indlæg forudså som en fast del af Nettos sortiment inden for et par måneder.

Hvad fuck sker der? Jeg har ikke flere ord!

Skyr mig her og lakrids mig der

Skyr, skyr, skyr!

Skyr, skyr, skyr!

Vi skal tale om noget. For hvad i alverden sker der for madmoden lige for tiden? Man kan jo efterhånden ikke se sig om eller logge på Instagram uden at der er skyr alle vegne. Og ting med lakridssmag. Det er ALLE steder! Ren skyr, skyr med bær, is lavet af skyr, kager bagt med skyr, lakridsmandler, lakridsis og lakridspulver på alt. Det undrer mig seriøst, at der ikke er kommet lakridsskyr på markedet endnu? Dét ville da hitte for vildt!

Og nu er det altså ikke for at træde nogen over tæerne (det er det nu aldrig her på domænet). Men jeg bliver sgu så træt af at se på og spise det samme igen og igen.

Forstå mig ret; jeg kan godt lide skyr. Jeg forstår bare helt seriøst ikke den store hype omkring produktet? Ja, jubii en slags creme fraiche/yoghurt med lavt fedtindhold og masser af protein.  Det er da cool nok, men skal vi nu ikke være ærlige overfor hinanden? SÅ godt smager det jo trods alt heller ikke. Det er bare cool at spise, det er in, og det er fuldt ud i overensstemmelse med den sundhedsbølge, der er skyllet ind over Danmark.

Skyr er altså et helt acceptabelt måltid at smide på de sociale medier. Jeg har endda ofte set folk beskrive deres retter med skyr, næsten som var det en opskrift: Her er en portion skyr med blåbær, jordbær og mørk chokolade. Det er da lidt sjovt, for man kan jo ligesom sagtens se på billedet, hvad der er i skålen! Det ville svare lidt til, at jeg lagde et billede op af min rugbrødsmad og skrev: Her får jeg lige en skive rugbrød med leverpostej og to skiver agurk.

Nå, men så har vi jo også lakridsen, som er gået hen og blevet en yderst populær herre. Det er bare blevet topmoderne at smide lakrids i alt. Te, is, øl, kager, brød und so weiter. En medstuderende fortalte endda for nogle måneder siden, at hun i sit lokale supermarked havde set lakridschips! Og i weekenden faldt jeg over denne i Føtex:

Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg fik øje på denne fætter!

Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg fik øje på denne fætter!

Seriøst, lakridsost?! Ej men hvad fanden sker der lige? Jeg vil vædde med, at der inden for et par måneder sælges både lakridsmælk, lakridssodavand og lakridsleverpostej i Netto. Og selvfølgelig lakridsskyr…