Browsed by
Tag: konfirmation

Endnu en uge #43

Endnu en uge #43

Comments 2 kommentarer

1) Min mor kom til at ringe til mig via facetime forleden dag. Hun forstod dog ikke helt konceptet, så hun holdt telefonen op til øret, mens vi snakkede. Jeg kunne altså sidde og glo på en sort skærm med et lille billede af mig selv. Smart!

2) Så var der sørme skybrud og tordenskylle i tirsdags, hva’? Det kan ikke være gået nogens næse forbi, om man så var isoleret i sin seng med influenza og nedrullede gardiner (takket være sociale medier, that is).

skybrud

3) Kan I huske, da jeg brokkede mig over skyr og lakridsbølgen? I går opdagede jeg, at de omtalte lakridschips nu også var havnet i min lokale Netto. Slap. Nu. Af!

lakridschips

4) I denne uge afholdte jeg mit andet specialemøde med min makker. Denne gang foregik det ikke på bar med øl, men derimod i sofa med te. Store fremskridt vil jeg mene.

5) Mine ultimative yndlingsbukser er lige afgået ved døden. Jeg købte strakt et par nye – mit 3. par i alt. De har tilsyneladende ændret lidt i opskriften denne gang! I går stod jeg i hvert fald pludselig med kulsorte ben (og røv!) efter at have haft bukserne på i et par timer. Tak for lort. Det kunne I da godt lige have skrevet en note om.

6) Huskede I at sætte lys i vinduerne mandag aften? Det gjorde jeg. Jeg vidste dog ikke, at der nu også var en regel om, at der skal et billede postes på Instagram eller Facebook. Gjaldt den også sidste år?

4. maj

7) Jeg har været til konfirmation i dag. En dag fyldt med god (og meget!) mad, familiehygge, vin/øl/cola ad libitum, festsange der rimer, taler og teenagere med røde kinder. What’s not to like?

8) Den kommende uge har kun tre rigtige arbejdsdage – i hvert fald for mit vedkommende. Det er altså lige til at holde til!

9) I den kommende weekend skal jeg til København. Det bliver ét stort ”jyde på afveje”-show. Så kære Københavnere, hvis I ser en forvirret, lyshåret jyde stå midt på en eller anden metrostation og se helt opgivende ud, så hjælp mig lige, ikke?

Minder fra konfirmationsalderen

Minder fra konfirmationsalderen

Comments 0 kommentarer

Weekenden har stået i konfirmationens tegn herhjemme, idet vi har været til hele to konfirmationer på én weekend. Det har været super hyggeligt, og puha hvor bliver man altså MÆT efter sådan et par dage. Det er jo helt vildt, så meget man kan nå at indtage på sådan en festdag!

Nå, men det satte naturligvis en masse tanker i gang i hovedet på mig. Straks begyndte min hjerne at grave massevis af minder fra min egen konfirmation frem. Hvilket nu er over 12 år siden (oh shit!). For det første havde konfirmationsmoden udviklet sig gevaldigt i en mere festlig retning med strutskørter og høje stiletter (jeg tror, jeg havde en 3-centimeters hæl på til min konfirmation, og det synes jeg da selv var cool nok).

For det andet så konfirmanderne slet ikke så voksne ud, som jeg følte mig dengang. Med tryk på følte naturligvis. Jeg gik meget op i, at jeg nu ”trådte ind i de voksnes rækker”. Og blev yderst fornærmet, når mine forældre mindede mig om, at man jo ikke sådan bare lige blev voksen fra den ene dag til den anden – og at det var der jo bestemt heller ingen grund til. Nyd nu det sidste af din barndom, sagde de. Det ville jeg ikke høre tale om. For nu var jeg altså næsten voksen, og det var meget mere sejt! Og så var der dælme ingen, der skulle fortælle mig, at det ikke var noget, man skulle have travlt med.

Og nu er jeg lige pludselig selv blevet sådan en type, der (ligesom alle andre) står og siger til konfirmanderne, at de skal huske at nyde ungdommen og blablabla, inden voksenlivet venter. For det er jo så skide rigtigt. Man har et laaaangt voksent liv foran sig, så hvorfor dog tage hul på det allerede som 13-årig? Nej, der bør man altså lige nyde sine sidste år som ”barn” og lade forældrene klare voksenpligterne.

Rådet herfra lyder derfor som følger: Slå endelig hul på knæene en ekstra gang og spild ikke dine sparsomme lommepenge (eller lønnen fra avisruten) på et dyrt glattejern eller mærkevaretøj. Det har du resten af livet til! Men det er nok de færreste 13-årige (piger i hvert fald), der er til at tale til fornuft. Hvis jeg ringer til den 13-årige mig, tror jeg også bare hun griner.

Åh Gud, hvor jeg lyder som en på 85… Hvad mener I – har jeg en pointe? Eller kan jeg lige så godt tage slumretæppet og en pose Werther’s under armen og smutte til banko?