Endnu en tanke om køkultur
Jeg er kommet i tanker om endnu en irriterende situation, der kan opstå i forbindelse med, at man står i kø. Denne gang er det ikke i Netto, det finder sted, men derimod hos fx Paradis Is en varm sommerdag eller på McDonald’s i de sene nattetimer. For er der mon noget værre, end når man står i en evigt lang kø (måske har man endda overvejet at give op flere gange), og det endelig snart er ens tur, men så ved personen foran én gudhjælpemig ikke, hvad han/hun skal bestille? Det er en af de få situationer, der rent faktisk kan sætte mig pis i kog.
Jeg får en lille smule lyst til at hive dem lidt i skjortekraven eller hestehalen. Bare for at pisse dem lidt af også. Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre? Jeg forstår virkelig ikke, hvad den slags mennesker lige har brugt de sidste 10 minutter af deres liv på?! Jeg mener bare; man kan vel for pokker ikke sådan lige glemme, hvor man er/hvad man laver (eller at man lige om lidt skal afgive sin bestilling!). Det er jo ikke ligefrem, fordi det er superhyggeligt, at stå der på McDonald’s klokken 4.30 og tilsyneladende være med til at stikke verdensrekorden i lange køer – så brug da for filan tiden på at tage en beslutning.
Hvorfor findes der endnu ikke en regel om, at når den slags situationer opstår, så er det bare om bag i køen igen. Ingen kære mor her! Spred budskabet, mine damer og herrer. Og tro mig! Så snart den regel træder i kraft, bliver køerne rundt omkring i landet meget kortere. Fordi folk i stedet for står i en kæmpe rundkreds rundt om den nu lille kø, alt imens de forsøger at bestemme sig for, hvad de dog skal have.
En anden dag kan vi så tage diskussionen om, hvordan i alverden det kan være en så stor beslutning for folk, om de skal have en Big Mac eller en McFeast, eller om de skal vælge kuglen med jordbærsmag eller den med hindbær. I. Just. Don’t. Get. It.