Browsed by
Tag: kalenderlys

Endnu en uge #22

Endnu en uge #22

1) Dette blev ugen, hvor jeg smagte min første onsdagssnegl – ja, sådan en kæmpe stor en fyldt med brunsviger-snask og alt muligt guf. Jeg spiste naturligvis kun et stykke af en, men jeg var i himlen!

2) Jeg faldt over dette skilt i Netto:

godt toiletpapir

Genial markedsføring! Jeg købte det naturligvis. Og det er godt.

3) På min te opdagede jeg dette lille citat forleden dag:

fredsted

Hvad er det for noget at skrive, Fredsted? Det lyder måske en anelse poetisk, men det holder jo ikke i byretten.

4) I fredags var jeg til julefrokost igen. Og jeg glemte naturligvis IGEN at købe tømmermændsmad til i går. Da jeg kom hjem midt om natten, erfarede jeg dog heldigvis, at min kæreste havde været så betænksom at købe både ostepops og danskvand til mig. Hurra!

5) … På trods af ostepops og danskvand var min krop dog helt vildt slatten i går. Og overfølsom. Efter en kyllingeburger med cola (on the side, forstås) fra det lokale pizzeria gik det dog en anelse bedre.

6) Jeg tog derfor i Bilka med en veninde i går aftes. Efter to timer (!) derinde kom vi ud til en spejlglat parkeringsplads og en bil fyldt med is på ruderne. Så VED man bare, at man har været i Bilka lidt for længe.

7) For nogle måneder siden fik min mor endelig en iPhone. Og hun er meget glad for den. Så glad, at jeg fik denne sms fra hende forleden morgen:

sms fra mor

8) Apropos sms’er fra min mor, så er der nogen, der har større kalenderlysproblemer end jeg har. I går sendte hun nemlig dette billede:

mors kalenderlys

9) I denne uge faldt jeg over to artikler på Ekstra Bladet, som handlede om hhv. Fie Laursen og Chili Klaus. Folk gik AMOK i kommentarfeltet med kommentarer a la ”Hun/hun er jo overhovedet ikke kendt”, ”Lad nu være med at give ham/hende mere opmærksomhed” osv. Øh… Punkt 1: I kender dem jo tilsyneladende. Punkt 2: I giver dem jo opmærksomhed lige nu?

10) I dag er det den 3. søndag i advent. Jeg har altså lidt travlt, hvis jeg skal nå alt på min decemberliste!

Kalenderlysets forbandelse

Kalenderlysets forbandelse

Hvordan kan noget så hyggeligt og afslappende som et stearinlys forårsage en slags stressfølelse i kroppen? Det er ganske simpelt. Det kan det, hvis der er tal på, og man kun må brænde ét tal ned hver dag!kalenderlys

Når man tænder det, er det skide hyggeligt til at begynde med. Men det går hurtigt over. For så skal man holde øje. Man skal hverken brænde det for lidt eller for meget ned. Så selvom man forsøger at koncentrere sig om aftensmaden, eksamensopgaven eller fjernsynet, har man stadig et halvt øje på det skide lys (eller går jeg mon for meget op i det?).

I det hele taget skal man huske at tænde det. Hver dag. Man skulle jo nødigt komme bagud. Det skal også tændes på det rette tidspunkt. Har man investeret i en ordentlig kleppert af et kalenderlys, skal det tændes i god tid, så det kan nå at brænde et tal, før man skal i seng/på arbejde/i Netto/noget andet. Og har man pludselig ikke været hjemme i et par dage, gælder det om at indhente det forsømte!

Forrige år købte jeg et kæmpestort og tykt kalenderlys. Jeg tænkte ”Det skal sgu kunne være tændt i mere end en halv time”. Dumt tænkt. Vi tændte det så ofte vi kunne – men sådan et lys med en diameter på 8 centimeter skal jo være tændt længe for at begynde at brænde ned. Da vi nåede juleaften, var vi ifølge kalenderlyset stadig ved den 7. december (jeg overvejede et kort øjeblik at gemme det til året efter). Lad dig aldrig friste til at købe sådan et!

Sidste år købte jeg så et lille, tyndt lys. Det gik heller ikke. Det brændte for langt ned, når man kom til at fordybe sig for meget i noget andet. Argh! I år er jeg gået midtervejen og har købt et mellemstort lys. Det går okay og har indtil videre hverken medført hjertebanken eller irritation.

I havde nok ikke lige regnet med julebrok fra min side, vel? Det gælder om at overraske sit publikum. Hvad med jer? Er I lige så autoritetstro over for jeres kalenderlys, eller er I sådan nogle rebeller, der er ligeglade med at brænde for meget eller lidt?