Tag Archives: irritation

Flere irriterende typer i et supermarked

”Jeg skal læse varedeklarationen på alt, og jeg flytter mig ikke imens”-typen = Hvor har jeg stået på række to ved mælkekøleren alt for mange gange, fordi personen foran bruger 300 år på at vælge produkt og ikke har øje for, at der i mellemtiden har dannet sig en mindre kø af andre mælketørstige kunder bagved.

”Mit barn må gerne løbe op og ned ad gangene”-typen = Undskyld alle mødre. Generelt elsker jeg børn, men er det ikke netop sådan noget, jeg har ret til at irritere mig over (bare en lille smule) indtil jeg selv får børn?

”Jeg har travlt med at pakke mine poser, så jeg betaler lige senere, selvom der er 10 i kø”-typen = Muligvis én af de allerværste typer. Det virker simpelthen SÅ provokerende overfor alle os andre, der står og venter.

”Guuuud, jeg skal da betale for varerne og derfor grave min pung frem fra bunden af min weekendtaske, og ja, det kommer bag på mig, selvom jeg lige har stået i kø i 5 minutter”-typen = Denne type minder lidt om den ovenstående. Nogen mennesker vælger simpelthen at bruge deres tid i køen på at stå og glo på, at kasseekspedienten bipper samtlige varer ind og først efter sætningen ”Så bliver det 372 og en halv”, snøvler de sig sammen til at finde den skide pung frem. Argh. Hverdagsirritation når det er bedst værst!

”Alle poserne faldt på gulvet, da jeg tog min, men jeg lader da bare som ingenting”-typen = Dette sker ALT for tit i Netto. Tænk at voksne mennesker kan finde på den slags! Jeg bliver helt flov på deres vegne, når sådan noget sker. Jeg siger ikke noget til det, men jeg samler dem som regel gerne op for folk. Og så håber jeg på, at de bliver lidt flove – og selv samler op næste gang…

 

Psst… Du kan læse om flere irriterende typer i supermarkedet her. Og i bussen her!

Så ti dog stille og luk munden, når du tygger popcorn

I går aftes var min kæreste og jeg i biografen. Det var skide hyggeligt, filmen var kanon god og spændende, og bland-selv-slikket sad lige i skabet. Ja, jeg sidder faktisk i skrivende stund og spiser de hjembragte rester. Så i udgangspunktet var det en dejlig og succesfuld aften!

MEN (warning: nu kommer irritationsmomenterne væltende) der var dog selvfølgelig liiiige nogle af de andre biografgængere, der ikke kunne finde ud af at opføre sig pænt, normalt og ordenligt.

En lille detalje var, at jeg så flere mennesker tage skoene af og smide fødderne op på sædet foran. Altså ikke mens der sad nogen lige foran, men det gjorde der på sædet ved siden af. Er det bare mig, eller er det dårlig stil? Altså her i sommervarmen (og især lige nu mens en række lækre hedebølger udspiller sig i Danmark) ville jeg da seriøst være ked af at få stukket 10 styks sommersure tæer lige op i hovedet i to timer!

Ikke nok med sure tæer. For det er da trods alt til at leve med. Tre gange under filmen spredte der sig en FÆL, FÆL, FÆL lugt af prut! Helt seriøst, jeg lyver ikke. Hvad fanden sker der? Alle tre gange var lugten meget slem, og jeg kæmpede for at holde vejret. Føj for filan, hvad har folk gang i? Jeg spekulerede seriøst på, om nogen havde genkendt mig (HA! som om) og besluttet sig for at forære mig et oplagt emne at blogge om. Fy for pyffer! Så lad os da lige én gang for alle blive enige om dette: man prutter saftsuseme ikke i biografen. Vel?!

Nå, men det største problem var egentlig, at jeg selvfølgelig kom til at sidde ved siden af to veninder, som ikke kunne holde deres mund. De snakkede og snakkede. Jeg brugte faktisk de første 15 minutter af filmen på at bekymre mig om, hvornår de mon ville holde mund, og hvornår jeg kunne tillade mig at sige noget til dem. Og hvad skulle jeg sige? Bare tysse? Eller skulle jeg undskyldende bede dem om at tie stille?

De kommenterede på filmen i et hviskende men stadig røvirriterende toneleje. Den ene veninde sad også lige et par gange og opfriskede handlingen fra film nummer 1 (vi så nummer 2). Men det kunne de da godt lige have gjort, før filmen startede? Det værste er, at når man først er begyndt at fokusere på den evige summen af hvisken fra højre, så er det umuligt at holde op igen.

Gudskelov gik det lidt i sig selv, efterhånden som filmen kom rigtigt i gang, og det hele blev vildt spændende. Så jeg slap for at irritere mig mere over det. Og de nåede at holde mund, før jeg fik mandet mig op og tysset. Så resten af filmen skulle jeg blot leve med, at hende, der sad lige ved siden af mig, smaskede HELT VILDT, når hun spiste popcorn… Dét kunne jeg dog ikke tillade mig at kommentere på.

Så endelig kunne jeg læne mig tilbage og nyde filmen. At jeg så var virkelig tæt på at give mig til at hyle over en abefilm, er jo en helt anden historie…