Browsed by
Tag: idé

Det søde bloggerliv

Det søde bloggerliv

Allright, jeg har allerede nævnt det et par gange, men nu gør jeg det lige igen: Jeg er vild med at blogge! Jeg har altid elsket at skrive og udfolde mine tanker og idéer på skrift. Det er virkelig som om, jeg tænker ekstra godt (okay, så ekstra meget da!), imens jeg skriver.

Når først min hånd griber om pennen (og nej, jeg bruger jo egentlig ikke pen, men det lyder bare lidt smukkere end ”når mine fingre rammer tastaturet”), vokser mine tankestrømme sig kæmpestore, og jeg føler sommetider, at jeg kunne skrive en hel roman (hvilket jeg naturligvis også er begyndt på flere gange).

Allerede efter at have blogget en uges tid, undrede jeg mig over, at jeg ikke for længe siden havde oprettet altogingenting.dk. For som jeg var inde på i dette indlæg, så popper idéerne konstant frem i mit hoved, og min brainstorm-liste er efterhånden rimelig lang! Desuden bliver jeg vildt glad af at skrive – og endnu mere glad for alle de søde ord og kommentarer, jeg får af mange af jer. For når man som jeg elsker at skrive, og nogen så fortæller én, at de føler sig underholdt af det man skriver, så er det jo en ren win-win situation!

Jeg er dog ret overbevist om, at jeg allerede har erhvervet mig en mindre arbejdsskade! Jeg kan efterhånden afbryde næsten enhver situation, fordi jeg lige pludselig får en idé til et indlæg, som simpelthen bare noteres i samme sekund. Det lærte jeg efter en aften, hvor jeg lå i min seng og fik to knaldgode idéer, lige inden jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede op morgenen efter, var der kun én idé tilbage. Den anden var pist væk. Og den er ikke dukket op siden!

Grundet bloggen lider jeg dermed af en alternativ form for narkolepsi. I stedet for at falde i søvn midt i en aktivitet, falder jeg derimod i staver og kommer ikke til mig selv igen, før jeg lige har noteret tanken på min telefon! Kan man mon søge en form for statsstøtte eller forhøjet SU? Det tager trods alt lidt ekstra tid at kæmpe sig igennem pensum eller gå en tur i Føtex, når man konstant skal stoppe op og tage notater..