Browsed by
Tag: hyldest

Spænding i hverdagen

Spænding i hverdagen

Kender I det, at man befinder sig i en periode, hvor tingene foregår sådan nærmest robotagtigt? Sove/træne/arbejde/spise og forfra-ish. Sådan et par uger har jeg haft på det sidste. Det virker umiddelbart sådan rimelig kedeligt, men heldigvis er mit liv ikke helt uden spænding i sådan en periode alligevel.

… Vi skal jo trods alt stadig have noget at spise. Hvilket betyder, at vi skal handle ind. Hvilket oftest foregår i Netto. Og DÉT skaber altså spænding i hverdagen! Det sætter jeg pris på, og derfor vil jeg bruge dette indlæg på at hylde Netto. Gode gamle, rodede Netto.

For man ved bare aldrig, hvilket syn, der møder én, når man træder ind i Netto, vel?
Er der mon nogle varer tilbage?
Ligger der et smadret glas rødbeder og flyder på hele gulvet?
Er vareopfylder-gutten i gang med at spærre halvdelen af frysedisken og nægter at flytte sig, så man kan komme til?
Er der kø helt ned til flaskeautomaten bagerst i butikken, men stadig kun én kasse åben?
You will never know!

Indretningen er sådan rimelig hulter til bulter. Og Netto kan jo på en dårlig dag have udsolgt af helt basale ting som mælk eller rugbrød. Se selv, hvordan rugbrødshylden engang så ud i min Netto:

 tom netto

Okay, udsolgt er jo faktisk løgn. Men det er fandme tæt på!

Man skal heller ikke altid aldrig regne med, at medarbejderne er i snakkehumør. Faktisk skal man helst ikke stille dem spørgsmål. Og hvis man gør, så svarer de kort og kontant. Og måske lyver de. Jeg har hørt personer i Netto-uniform sige ting som ”Nej, vi har ikke Mornaysauce”. Wrong again!

Hvis man nu finder en hel hylde fyldt med for gamle varer, så er det altså god stil lige at sige det, synes I ikke? Det synes den medarbejder, jeg fik fat i, tilsyneladende ikke. Hun virkede helt fornærmet, og sådan lidt ”jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det”-agtig.

Og misforstå mig nu ikke. Jeg ELSKER Netto! Og jeg er med på, at Netto netop kan sælge deres varer lidt billigere, fordi servicen ikke skal være i top og hele den sang der. Men det er sgu da lidt sjovt. Det kan jo være en oplevelse i sig selv at gå i Netto. Der sker bare ting, som man ikke oplever i Føtex. Og det giver ofte et godt grin, en god historie eller et godt blogindlæg. And we like that!

 

Psst.. Du kan læse ting, jeg har overhørt i Netto her og her.

En hyldest til efteråret

En hyldest til efteråret

Da jeg for nu over et halvt år siden (shit!) startede bloggen, så jeg en masse indlæg med titlen ”En hyldest til …” for mit indre øje. Det glemte jeg åbenbart hurtigt igen, for det er indtil videre kun blevet til en hyldest til Dronning Margrethe. Men NU kommer der en hyldest til det kære efterår!

For helt ærligt så er efteråret jo en fantastisk størrelse. Selvom man altid bliver lidt smådeprimeret, når det kommer snigende ind på én. Indrømmet; det er sgu lidt hårdt at pakke sommerkjolerne og stråhatten ind bagerst i skabet. Man bliver lidt sentimental.  stearinlys

Det varer dog ikke længe, før man kommer på andre tanker. Efteråret er nemlig en helt speciel og skøn periode. ”Ej Line, det mener du ikke. Hvad fedt er der ved regn, blæst, mørke, bleg hud og alt det andet?”. Det skal jeg såmænd fortælle jer!

Efterår er simpelthen indbegrebet af hygge. Mørket, kulden, regnen og blæsten indbyder jo bare til hygge. Det kan da godt være lidt svært at komme op om morgenen (okay, pissesvært), fordi det er mørkt og koldt. MEN så er det til gengæld tilsvarende skide hyggeligt og lækkert at kravle under dynen og putte om aften, når man går i seng. Win!

Det kan også godt være, at det er røvirriterende at blive gennemblødt af regn, mens man kæmper sig afsted i modvind på vej hjem fra arbejde (det skete for mig i går). MEN så er det jo bare af med det våde tøj og på med noget tørt. Det topper man naturligvis med hyggesokker (hjemmestrikkede naturligvis), stearinlys og et tæppe. Argh! Og pludselig var det jo 100 % det værd, at man blev drivvåd og kold på vej hjem – ikke?!

Måske er det også lidt halvsurt at tænke på, at vi kun går kortere dage og endnu mere mørke i møde. Men nej. For det betyder jo, at julen nærmer sig! Behøver jeg uddybe? Julen er fan-fucking-tastisk. ALT ved jul. Hvis nogen er lidt tungnemme, ja så kan jeg afsløre, at jeg er en julefreak af format og jeg GLÆDER MIG (hvis det var mig, der havde forfattet Peter Pan-historien, så var Ønskeøen blevet sådan et sted, hvor det altid var jul).

Efterår indbyder til at drikke te eller spise skoldhed suppe, alt imens man sidder i stearinlysets fine skær og lytter til regnen, der pisker mod ruden (det skete også for mig i går – efter føromtalte cykeltur). Eller man kan hoppe i uldfrakken og halstørklædet, tage kæresten eller veninden under armen og spadsere en tur i det friske vejr. Bare gå rundt og kigge på de flotte orange blade, der pludselig fylder i gadebilledet, indtil ens kinder er knaldrøde og næsen er begyndt at løbe.

Hvad tænker I om efterår?