Browsed by
Tag: hashtags

Endnu en uge #42

Endnu en uge #42

1) Forleden dag faldt jeg over den sødeste stavefejl på Facebook (og jeg er ellers ikke vild med stavefejl!). En person skulle skrive presenning men havde i stedet skrevet “prinshenning”. Det er jo næsten nuttet.

2) Hvad i alverden sker der for hele dyrekort-problematikken? Nu må det stoppe. Og ja, jeg smed altså selv lidt brænde på bålet på instagram i går. Måske skriver jeg også et indlæg om det. For jeg kan altså ikke tage det seriøst.

3) Kender I det, hvor man savner noget sovs til sine grillmåltider om sommeren? Fortvivl ej, for se nu her:

bearnaise

En kold bearnaise som tilbehør til grillmad. Nu har jeg aldrig. Hvad skal man lige pludselig med almindelig dressing?

4) Så var det sørme St. Bededag i fredags. Og det er noget jeg kan li’! Forlænget weekend, som man ovenikøbet skal fejre med hvidt brød med smør. What’s not to like?

hveder

5) Bonusinfo: da jeg var lille, troede jeg at hveder hed beder. Det hed jo St. Bededag, så derfor var det ganske logisk for mig, at man spiste beder med smør.

6) I går faldt jeg over denne billedetekst på Instagram:

hashtags

Og der var faktisk endnu flere, de kunne bare ikke være med i billedet. Jamen sådan man kan da også skaffe likes og følgere!

7) Apropos instagram, så har jeg startet en ny leg derinde! Den går ud på at vise sine mindst likede billeder frem – folk gør altid det omvendte, og det giver jo ingen mening. Hop meget gerne ind og vær med (@altogingentingdk).

8) I går holdt jeg mit første specialemøde med min specialemakker – hvor voksen har man lov at være?

9) Eller… Altså specialemøde er måske så meget sagt. Okay, vi var på bar og drak øl og sniksnakkede om alt muligt andet. Og så var der lige ca. 10 minutters specialesnak. Men lidt har vel også ret, ikke?

10) Så er der vist ikke andet tilbage at sige end at ønske jer alle en ganske formidabel søndag aften med kage eller gulerødder eller hvad I nu hver især foretrækker.

#LIKEFORLIKE

#LIKEFORLIKE

Er jeg den eneste i hele Instagram-verdenen, der vitterligt ikke forstår #likeforlike-hashtagget? For helt ærligt; hvad vil man opnå med det? Altså jeg forstår godt den praktiske funktion med hashtagget. Eller jeg går i hvert fald ud fra, at det betyder: Hvis du liker mit billede, så liker jeg dit. But why?

I skrivende stund er #likeforlike brugt ikke mindre end 94.492.505 gange på Instagram. Det er jo helt sindssygt. Hvad er det lige, man får ud af, at fremmede mennesker liker ens billede blot for at få et like igen? Er det for at virke populær/cool/sej/interessant? Og er det i så fald virkelig en fed følelse at få mange likes på sit billede, når man godt ved, at det jo ikke er ”ægte” likes?

… Og HVIS man endelig tror, at man bliver populær/cool/sej/interessant blandt vennerne, hvis man får mange likes, bliver det så alligevel ikke lidt ødelagt, når alle kan se, at man bruger #likeforlike-hashtagget? Eller hvad?

Der er forhåbentligt ikke mennesker, der virkelig dømmer folk på, hvor mange likes, deres billeder får på Instagram? For helt ærligt så er jeg da komplet ligeglad med, hvor mange der liker mine venners billeder. Jeg kan da ikke lide dem mere eller mindre alt efter, hvor mange, der liker deres billeder.

Det hele stopper desværre ikke engang her. Der findes nemlig også #followforfollow, #lfl, #l4l, #f4f og så videre. Det er jo helt vildt! En verden af hashtags for ”falske” likes. Jeg synes næsten, det er lidt sørgeligt… Men altså hvis nogen kan fortælle mig den dybere mening med, at privatpersoner bytter likes med hinanden, så fortæl mig det meget gerne. Jeg fatter det nemlig slet ikke…

Jeg overvejer faktisk at lave en slags Alt og Ingenting-testpost på Instagram og benytte #likeforlike for ligesom at undersøge, hvordan det virker, hvor mange likes man får, hvor hurtigt osv. En slags research om man vil!

Irriterende Facebook-tendenser #2

Irriterende Facebook-tendenser #2

(Du kan læse den første del af listen her).

  1. De klassiske kærlighedserklæringer mellem overmegahyperkodylforelskede kærestepar: Åh, hvor jeg elsker dig skattermussegøj <3 – jeg elsker også dig skat <3 – jamen jeg elsker dig mest skat <3 – nej det gør jeg <3 – hvor er du bare dejlig <3 – jamen du er dejligst, basta <3. Det er bestemt ikke for at sige, at man ikke må vise sin kærlighed på facebook, for det er man selvfølgelig mere end velkommen til. Jeg undrer mig bare oftest over, hvorfor man ikke lige siger det face-to-face i stedet for? Eller ringer op? Eller måske sender en sms? Men jeg er måske bare gammeldags…
  2. #Folk #der #laver #hashtags #ud #af #alle #ord.
  3. Personer, der laver 5+ statusopdateringer i løbet af én fodboldkamp. Slap nu lige fuldstændigt af, der er nok en del andre, som også selv ser kampen. Så du behøver ikke livestreame – ellers mange tak for den søde tanke.
  4. Er der nogen der vil med i biografen/ud at spise/lave noget andet i aften? Undskyld mig, men hvad er nu det for en åben invitation? Er det for meget forlangt, at man helst gerne vil spørges personligt? Hvis du ikke engang gider tage din telefon og ringe/skrive direkte til mig, så bliver det et nej tak herfra.
  5. De der klamme og irriterende billeder, hvor man skal tagge en ven, der ligner ham her den ikke-særligt-pæne mand/en der kunne spise alt det her ulækre mad/en der ville kysse hende her på 200 kg. Stop det så. Nu. Tak.