Browsed by
Tag: håndklæder

Noget om hvad charterferier gør ved folk

Noget om hvad charterferier gør ved folk

Som bekendt kom jeg jo hjem fra Tyrkiet for et par uger siden. Jeg var på en uges ferie med min kæreste. I ved, sådan en helt klassisk charterferie, hvor man bor på hotel med pool og bar og all inclusive og slapper totalt af. Og hvor man bliver dejlig solbrændt – og en anelse grillet.

I dag skal vi jeg dog snakke om den allermest nederen ting, man altid skal deale med på sådan en tur.

grand pasa

Kan I gætte, hvad det er?

Ganske rigtigt! Det drejer sig om “håndklæder-på-liggestole-ved-pool”-problematikken.

Åh, jeg bliver helt irriteret af at tænke på det. Hvad fanden sker der for alle de mennesker, der skynder sig ud fra deres hotelværelser klokken bræk om morgenen for derefter at løbe om kap ned til poolen og reservere liggestole til hele familien ved hjælp af håndklæder?

STOP. DET. NU. Jeg beder. Det er så trættende. Hvis man vil optage en liggestol, må man sgu da lægge sig i den?!

Jeg lagde mærke til hver eneste dag dernede, at selvom ALLE liggestole var reserverede hele dagen, så var ikke der ikke engang mennesker på en tredjedel af dem. Bevares, man skal selvfølgelig have lov at hoppe i poolen eller i baren eller den slags. Men ellers så fjern dog det håndklæde.

Der var eksempelvis en dag, hvor min kæreste og jeg lå ved siden af tre tomme men reserverede liggestole fra klokken 10 om morgenen – først efter klokken 14 kom håndklædernes ejermænd. Hvad fanden er det for noget pis? Så skulle de liggestole bare stå tomme hele dagen, bare for at I havde et sted at smide jeres dovne korpus midt på eftermiddagen? Alt imens der rendte folk rundt, som ikke kunne finde en ledig liggestol og derfor måtte undvære. Meget fair, det kan jeg godt se.

Sådan noget kan altså bringe mit pis seriøst i kog.

Jeg gad godt lave en verdensomspændende kampagne imod hele konceptet. Lad os starte på en frisk! Så man ikke længere kan reservere de skide liggestole med et latterligt håndklæde. Hvis alle i stedet frigav stolen, når de forlod poolen for at spise frokost/gå tur i byen/sove middagslur/pille næse i lobbyen, ville der sikkert være et helt naturligt flow og udskiftning i stolene, og dermed kunne alle være tilfredse. Og slappe lidt mere af! 3-2-1 nu.

En anden dag kan vi jeg så snakke om, hvad hele all inclusive-konceptet gør ved folk. Fy for den lede …

 

Hvad er det nu, jeg ønsker mig?

Hvad er det nu, jeg ønsker mig?

Inden længe er det min fødselsdag. Det er om 12 dage for at være helt præcis. Det betyder, at folk efterhånden begynder at spørge efter en ønskeliste. Og hvis der er noget, jeg er dårlig til, så er det altså at skrive ønskelister (… og at stå op om morgenen, at tage mig sammen til at vaske tøj og mange andre ting, som vi ikke skal komme ind på her).

For det første kommer det bag på mig hvert evigt eneste år til både jul og fødselsdag, at jeg jo ligesom skal have fikset en ønskeliste. Guuuud ja, jeg har både pyntet op til jul, bagt julekager, lavet konfekt og hørt julemusik i flere uger. Men jeg har da helt glemt at fikse en ønskeliste!

Er jeg den eneste, der altid glemmer det? Jeg har endda oprettet et dokument på min computer ved navn ”ønskeliste”, så jeg kan opdatere den løbende, hver gang jeg kommer i tanker om noget, jeg godt kunne tænke mig. Den har jeg så åbenbart bare lige glemt at ajourføre. Jeg har nemlig lige åbnet ønskelisten, og flere af tingene fik jeg til jul!

Nu ville nogen måske vove at påstå, at hvis jeg ikke engang kan forfatte en skide ønskeliste, så er det nok fordi, jeg ikke mangler noget. Det er imidlertid ikke tilfældet. Resten af året går jeg nemlig og kigger ind ad butiksvinduer og sukker efter alle de flotte/fine/uundværlige ting, som jeg virkelig gerne vil eje, men som jeg ikke lige har råd til at købe. Når jeg shopper, står jeg og laver plus/minus-lister i hovedet, fordi jeg ikke har råd til at købe alle de 3 trøjer, jeg lige har prøvet, men i stedet må jeg vælge én fra. Ergo er der masser af ting derude, som jeg virkelig ønsker mig! Jeg har bare en evne til at glemme det hele lige op til fødselsdag og jul.

Sommetider bliver jeg faktisk også lidt ”nærig” med min ønskeliste – kender I det? Forstået på den måde, at jeg måske mangler et eller andet praktisk og måske kedeligt såsom grydelapper eller håndklæder. Så kan jeg tage mig selv i at tænke: Ej, gider jeg virkelig spilde mine gaver på HÅNDKLÆDER?! Hvilket egentlig er den dummeste tanke, for jeg gider da SLET ikke selv gå ud at købe den slags…

Hvordan har I det med ønskelister? Fif til gode ønsker modtages med kyshånd i kommentarfeltet!