Browsed by
Tag: guide

18 gode råd hvis du gerne vil være modeblogger

18 gode råd hvis du gerne vil være modeblogger

  1. Øv dig i de klassiske poseringer på Outfit of the day-billeder – især ”jeg-står-bare-lige-her-og-kigger-ned-i-jorden”-billeder og ”jeg-er-ved-at-dø-af-grin”-billeder.
  2. Lær at kalde dem for OOTD-billeder.
  3. Lav altid sneakpeak-billeder, når du har været på shopping. Du ved, sådan et billede hvor du bare lige viser en lillebitte del af dine nye sko, så dine læsere kan gå helt spændte og glæde sig til at se dem!
  4. Husk at du altid kan give vejret/årstiden skylden for manglende billeder. Solen går jo alt for hurtigt ned her om vinteren, og så kan man ikke få gode billeder.
  5. Collager er et meget vigtigt element! Du skal ganske simpelt bare opstille otte vinterjakker eller otte nytårskjoler og lave links til det hele. Du må gerne lave flere collager om ugen.
  6. Ønskelister er en helt særlig form for collage. Find 10 ting på Asos, som du ønsker dig, og sæt links ind. Slut prut.
  7. Sneaks: Adidas
    Sneaks: Adidas

    Ordet ”items” er meget vigtigt.

  8. Under OOTD-billeder er det vigtigt, at du altid skriver på engelsk. Det hedder selvfølgelig ikke ”tørklæde” og ”sko”, men derimod ”scarf” og ”sneaks”.
  9. Generelt er det et must med engelske overskrifter, selvom din blog er på dansk. ”Black is back” og ”Cozy Sunday” er gode eksempler.
  10. Man kan SAGTENS have solbriller på midt i december.
  11. Husk at lave en ”follow me on Bloglovin’”-boks efter hvert indlæg.
  12. Tip til et nemt indlæg: læg et billede op af en pose eller en æske fra en butik med teksten: ”Ups! Kan I mon gætte, hvad jeg har købt?”.
  13. Det er vigtigt at lukke folk ind bag facaden, og derfor skal du ikke kun vise tøj men også dit hjem og det mad du spiser. Især når spiser ude!
  14. Af samme grund kan du med fordel kalde dig for livsstilsblogger frem for modeblogger!
  15. Når du tager billeder af din mad, så husk (selvfølgelig!) at servere på Royal Copenhagen mega mussel. Og gerne med en kubusstage eller en Kaj Bojesen-abe placeret diskret i baggrunden.
  16. En crazy hat klæder ALLE modebloggere, så fyr den bare af.
  17. Skriv ALTID, hvor du har købt dit tøj henne. Selv hvis du smider et billede på Instagram, hvor man bare kan se fem centimeter af dit ærme – ellers vil du få 100 ”hvor er din flotte bluse fra?”-kommentarer.
  18. Øv dig i at stå midt ude på vejen og posere, mens din veninde/kæreste ligger nede på asfalten og knipser det perfekte billede af dig/dine sko/din taske.

Pssst: Vil du hellere være fitnessblogger? Find min guide her!

20 gode råd hvis du gerne vil være fitnessblogger

20 gode råd hvis du gerne vil være fitnessblogger

  1. Brug vendinger som ”i dag skal overkroppen have tæsk”.
  2. Tag din veninde/kæreste/mor med på løbetur, så de kan fotografere dig (alternativt kan du stoppe op og tage selfies undervejs). løbesko
  3. Køb en foamroller. Det er det nye!
  4. Husk at bære mærket Kari Traa – gerne fra top til tå.
  5. Post gerne to billeder af din aftens-/morgenmad på Instagram – et totalbillede og et close-up.
  6. Tag altid billeder i spejlet, når du er i fitnesscentret!
  7. Du kalder dig naturligvis ”sundhedsblogger” og ikke fitnessblogger. Sorry, my bad!
  8. Spis altid din salat på en Royal Copenhagen-tallerken, hvis billedet skal på Instagram eller bloggen (det gælder faktisk ikke kun fitnessbloggere men bloggere generelt).
  9. Få en sponsor. Helst Energilageret eller Bodylab (ellers får du aldrig råd til alt det proteinpulver, Questbars og andet kosttilskud, du får brug for).
  10. Brug hashtags som #fitfamdk, #dullermedmuller, #eatclean og #fitliving.
  11. Husk endelig at fotografere dit fitness-ur (eller hvad det hedder?) efter endt træning, så vi andre kan se, hvor langt du har løbet, eller hvor mange kalorier du har forbrændt.
  12. Gluten er en bitch.
  13. Beskriv gerne dine opskrifter med ordene ”sundt, nemt og pisse lækkert”.
  14. Bliv venner med andre fitnessbloggere, så I kan anbefale hinanden på skift.
  15. Vis dine læsere, at du også ”bare er et menneske” = vis din slikskål!
  16. Det er en klar fordel at være hot (seriøst, de er flotte mange af fitnesspigerne!).
  17. Øv dig i den klassiske foto-posering foran spejlet, hvor du lige drejer overkroppen lidt, så din talje forbliver slank, mens din overkrop ser stor og stærk ud!
  18. Husk at ordet ”slankekur” er bandlyst. Det hedder livsstilsændring for pokker.
  19. Få dig en personlig træner. Undskyld – coach. Og en kostplan. Eller bliv selv kostvejleder.
  20. Lær at elske dadler og grønkål, hvis du ikke gør det i forvejen.

… og inden der nu bryder en shitstorm ud i kommentarfeltet, så husk lige at jeg er svært glad for sarkasme og overdrivelser (og jeg læser faktisk flere fitnessblogs med velbehag)!

De mest geniale voksenjulekalendere

De mest geniale voksenjulekalendere

Eftersom jeg jo i sandhed ER julekalendernes ukronede dronning, er det da kun på sin plads, at jeg hjælper jer lidt ind i universet. Jeg elsker virkelig julekalendere og ser dem gerne hele året. Både dem for børn og voksne. Og ja, folk har da givet mig mange mærkelige blikke og kommentarer med på vejen, men jeg er lige så ligeglad som Medina. Julekalender ER hyggelige! Basta bum.

På mandag er det jo som bekendt den 1. december (og jeg har endnu ikke fået købt mig et kalenderlys. Yikes! Det ligner absolut ikke julemor her). Det betyder, at det nu er fuldt ud lovligt at gå julekalender-amok. Derfor har jeg udarbejdet denne lille fine guide til jer. En guide med de allerbedste voksenjulekalendere! Der skulle gerne være lidt for enhver smag. Sort humor, gamle minder OG (sort of) julestemning. Hvad mere kan man ønske sig?

Here we go (og så kan jeg da lige tilføje, at dette indlæg bliver skrevet imens jeg sidder på en stol foran mit komfur og værner om risengrøden):

 

Juletestamentet

juletestamentetDenne morsomme julekalender rullede over skærmen for første gang i 1995. Den handler om tre brødre og deres koner (eller den ene har taget en prostitueret med, men lad nu det ligge), der skal tilbringe hele december måned sammen i en uhyggelig og mystisk jagthytte for at få deres fars arv udbetalt den 24. december.

Brødrene hader hinanden, men ingen må forlade hytten. Julekalenderen bugner af mystik, spænding, kærlighed, had, utroskab, hemmeligheder, graviditetstests, sovemiddel og meget mere. Og hvad sker der med de skjulte gange, og hvorfor opfører tjeneren sig SÅ underligt?

SE DEN. Den er altså sjov. Du vil blandt andet møde Sidse Babett-Knudsen, Paprika Steen, Timm Vladimir og Lars Brygmann.

 

The Julekalender

the julekalender

Denne julekalender er jo en absolut klassiker, som man bare MÅ og SKAL se hver jul (og det ved TV 2 heldigvis godt!). Jeg kan grine af den igen og igen.

Først er der jo Gertrud Sand, der elsker julepynt og snakker lidt rigeligt i telefon (hun er jo mig!). Og som hele tiden bekymrer sig over, om hun mon når at få pyntet op til jul – for hvor i alverden er den store kasse med julepynt blevet af? Hendes mand Oluf er glad for sin lænestol og sin pibe, og derudover puster han ret ofte grise op og laver en fandens masse sort kartoffelavl.

Den jyske idyl bliver kun brudt af københavneren Benny, som er nissehader og godt kan lide at drikke snaps eller sprit, eller hvad vi nu lige har. Og så er der naturligvis de tre nisser i skoven, som har deres helt eget dansk-engelske sprog, der virkelig er alt for sjovt!

Som navnet siger, så er dette altså bare THE julekalender. Den er bår’ dæjlig, og den skal alle selvfølgelig se.

 

Familien Andersens Julehemmelighed 

fam- andersenI kan godt huske julekalenderen med Putte, gas- og vandmesteren og alle de andre, ikke? Den er fra 1993, og sidste år udkom den endelig på dvd. Og den er absolut et gensyn værd!

Julekalenderens omdrejningspunkt er familien Andersen, som hader julen. Men hvorfor gør de egentlig det? Hvad skete der egentlig det år, hvor familien holdt jul for allersidste gang?

Igen har vi at gøre med en hylemorsom julekalender med masser af virkelig plat og sort humor. Fx Åse Andersen, som altid præsenterer sig med sit fulde navn, når telefonen ringer: ”Ja, det er Åse Andersen”, hvorefter hendes søster i den anden ende af røret altid spørger forundret: ”H. C. Andersen?!”. Samtidigt er datteren Putte i gang med at spare op til nye bryster, mens faren bruger meget tid nede i den hemmelige kælder…

Hvis I kan huske den (bare svagt), så ved I, at I skal se den igen!

 

Jul på Vesterbro

jul på v

Til sidst vil jeg lige nævne Anders Matthesens julekalender, hvor han selv er indehaver af ikke mindre end alle rollerne. Dette er uden tvivl den mindst julede julekalender på listen, men det gør den ikke mindre sjov.

Her møder vi blandt andet pølsemanden Stewart Stardust og hans søn Danny, som er på prøveløsladelse. Derfor holder socialforvalteren Arne skarpt øje med familien. I kælderen er araberen Kefir i gang med at reparere pølsevognen, og dagligt kommer viceværten Greta op og klager over familiens manglende betaling af huslejen. Bliver det mon overhovedet jul på Vesterbro, eller bliver familien sat på gaden? Og hvad laver Kefir egentlig nede i kælderen?

 

God fornøjelse! Jeg synes naturligvis, at I skal se dem alle sammen. Hvad er jeres yndlingsjulekalender?

 

Hvad man kan gøre, hvis man har brug for et skud selvtillid

Hvad man kan gøre, hvis man har brug for et skud selvtillid

Jeg har lagt mærke til, at det er populært blandt bloggere at lave guides til alt muligt. Og det vil jeg altså også være med til…

Så NU er den her! Guiden til at komme igennem enhver ”dårlig-hår”-dag, ”jeg-dur-jo-ikke-til-noget”-dag eller andre dage med en lidt underskud på selvtillidskontoen.

  • Gå ind i en tøjbutik og prøv noget tøj i prøverummet – så skal ekspedienten nok komme og fortælle dig, hvor godt du ser ud, og at tøjet sidder såååå godt på dig. Lur mig om hun ikke også selv har blusen/kjolen/bukserne derhjemme!
  • Hvis du er heldig, prøver hun at overbevise dig om, at du skal prøve bukser i størrelse ekstra small (NEJ, siger jeg! Det lader sig ikke gøre).
  • Se noget reality-tv – om det så er Paradise Hotel eller Mig og Min Mor. Du skal nok føle dig som Einstein ret hurtigt.
  • Du kan også vælge at se Luksusfælden! Jeg lover, at uanset hvordan din økonomi ser ud, så vil den pludselig synes intet mindre end fantastisk. Og ikke mindst din økonomiske sans (“WHAT? Er der høje renter på et Quick-lån? Det sagde de sgu da ikke noget om i tv-reklamen”…).
  • Brug Photo Booth-app’en og gør dit ansigt skævt/tykt/grimt/underligt (Det kunne trods alt være meget værre).
  • Tag briller på! Ganske simpelt. (Jeg bruger normalt kontaktlinser og har briller på engang imellem. Når jeg tager mine briller på, bliver alting lidt mindre end det er, og alle ser så slanke ud – inkl. mig selv. Mine fødder ligner også en lille fin størrelse 37. Smart!).
  • Se billeder fra et tidspunkt i dine yngre dage, hvor du virkelig ingen stil havde (please sig, at alle har haft sådan en periode…).
  • Spis et stykke kage. Det må man godt på sådan en dag!