Tag Archives: glad

Kunsten at spise buffet

Hvis det på mystisk vis skulle være gået nogens næse forbi, så fik jeg sommerferie i går. Det skulle naturligvis fejres, og derfor skulle en veninde og jeg ud at spise. Og vi valgte et sted med buffet. Straks gik det op for mig, at det altså ikke er lutter lagkage sådan at spise buffet!

Først begynder man at tænke over det allerede i løbet af dagen. Man skal jo helst kunne spise så meget som muligt om aftenen (man er vel fattig studerende og skal virkelig have noget ud af sine penge!). Derfor dukker det gyldne spørgsmål op; skal jeg mon sulte mig selv lidt i løbet af dagen, så der er ekstra meget plads i maven i aften? Eller får det den omvendte effekt? Burde jeg i stedet spise en masse i løbet af dagen som en slags opvarmning til i aften? Ak ja. Alle de beslutninger.

Et random billede af sushi som jeg kunne finde på min telefon.

Et random billede af sushi som jeg lige kunne finde på min telefon.

Når man så ankommer til restauranten, presser endnu flere beslutninger sig på. For man vil jo gerne smage lidt af det hele. Men på den anden side, så har man også lyst til at spise en masse af det, som man VED, at man er vild med. Skal jeg bare spise lige så meget sushi, som jeg kan? Nej for jeg skal jo også smage noget af alt det andet. Uh, dét der ser lækkert ud – men jeg må nok hellere nøjes med en lille klat. Tænk hvis det ikke smager lige så godt som alt det andet.

Man har altid en idé om, at man kan spise såååå meget. Og den plan går altid i vasken (i hvert fald for mit vedkommende). Når jeg henter den første portion, går jeg og beslutter, hvad jeg skal smage i anden, tredje og fjerde portion. Som om tredje og fjerde portion overhovedet bliver aktuelt. Midt i portion nummer to kommer mætheden snigende ind på mig. Skuffelsen breder sig i mit ansigt. Øv. I dag fik jeg HELLER ikke spist alt det, jeg havde planlagt.

Man er dog alligevel glad og tilfreds – for maden smagte jo godt, og man er stopmæt. Så går man glad derfra. Men to timer senere fortryder man.. For nu har den værste mæthed lagt sig, og pludselig kunne jeg da godt lige have spist lidt mere. Øv, hvorfor gav jeg op så tidligt? Jeg kunne da godt lige have klemt lidt mere af den gode sovs eller kyllingen ned. Og så giver jeg mig selv en lille skideballe for at være skide dårlig til at spise buffet.

Puha, ja. I kan nok høre, at det er hårdt at få sommerferie…
God weekend til alle!

Livets små glæder #3

  • Når man køber den sidste af et eller andet (man føler sig så heldig).
  • Når man står i en lang ”træk et nummer”-kø, og det viser sig, at personen med nummeret før en selv har forladt køen, og det derfor er blevet ens egen tur før tid.
  • Når man endelig gennemfører en stort set umulig bane i Candy Crush.
  • At finde et splinternyt stykke tøj i skabet, som man havde glemt, man havde købt engang (it’s like shopping without money, og det kan vi godt lide!).
  • Når man har taget chancen og købt en tilsyneladende halvfesen bakke jordbær (fordi man kom lidt sent i Føtex men stadig var fast besluttet på at fråde jordbær) og de så rent faktisk er super saftige og lækre.
  • Når man tror, man tager det sidste stykke chokolade men til sin store overraskelse opdager, at det kun var det næstsidste.
  • Når noget halvdyrt, man alligevel skulle til at købe (såsom en mascara) viser sig at være på tilbud.
  • Når det blødkogte æg til morgenmaden er kogt helt perfekt.

Livets små glæder #2

  • Når man finder en 20’er i lommen på en jakke, man ikke har brugt i lang tid
  • Når man for første gang i starten af en ny sommer har bare tæer i græsset (det havde jeg i søndags. Ahh)
  • Når der pludselig går 1700 kroner ind på kontoen, og man finder ud af, at det er feriepenge, man på mystisk vis glemte at få udbetalt året før
  • At vende sin dyne om i løbet af natten, så man får den kolde side nedad
  • Når man ankommer til busstoppestedet på samme tid som bussen og slipper for at vente
  • Når man får en forlomme i køen i Føtex af en mand med en propfyldt indkøbsvogn

Livets små glæder #1

  • At rense ører med en vatpind lige efter badet.
  • At vågne forvirret midt om natten og indse, at man kan sove fire timer mere.
  • Når der lige pludselig er hele TO pickles i cheeseburgeren fra McDonald’s (og ja ja, jeg ved godt, at mange på mystisk vis er lodrette uenige i den her).
  • Når det begynder at styrtregne, netop som man er trådt inden for døren.
  • Når man skal til at fjerne mascara om aftenen og til sin store glæde opdager, at man slet ikke har noget på.
  • Når man smider stiletterne efter at være kommet hjem fra byen.
  • Når det går op en én, at man glemte at se sidste uges afsnit af en god tv-serie og derfor pludselig har TO afsnit til gode!