Browsed by
Tag: for lækker til love

Endnu en uge #11

Endnu en uge #11

1) Jeg havde travlt med at agere fødselsdagsbarn i går, så derfor er søndagsindlægget først kommet til verden i dag. I morgen vil jeg naturligvis berette om, hvordan det så føltes at fylde de famøse 26.

2) I mandags var der svensk pølseret i kantinen på arbejdet. Shit, hvor er den ret bare undervurderet. Kartofler, pølser, ketchup og fløde, JA TAK!

3) Samme morgen cyklede jeg på arbejde i meget kraftig modvind. Not cool, vejrguder!

4) … Nu kunne modvindsanekdoten umiddelbart godt slutte her. Men det gør den ikke. Foran mig cyklede nemlig en pige, der havde taget lige lovligt meget parfume på. Tilmed en ret stærk parfume. Modvinden førte den skrappe lugt direkte op i mine næsebor, og jeg fik pludselig en slem kvalme. Føj! Som om modvind ikke er slemt nok i forvejen.

5) Dagen efter cyklede jeg forbi en mand, som havde gang i en ordentlig cigar. De efterfølgende 100 meter kunne jeg virkelig lugte cigarrøgen på den strækning, han netop havde tilbagelagt. Hvad sker der for min ”lugt-på-cykelture”-karma i disse dage?!

6) Min far ringede i lørdags og spurgte hvordan det gik med mit hækleprojekt. Han kunne nemlig godt tænke sig sådan nogle hæklede lapper, man kan lægge imellem tallerknerne i skabet med det finere porcelænsstel. Jeg måtte imidlertid krybe til korset og indrømme, at det faktisk allerede er lykkedes mig at glemme, hvordan man hækler (har ikke haft tid i over en måned!).

7) Apropos hækling så var det jo altså mig selv, der for halvanden måned siden spurgte min mor, om hun ikke ville hjælpe mig med at hækle et patchworktæppe. Vi skal bruge mindst 300 firkantede lapper. Indtil videre har min mor hæklet lidt over 50, mens jeg har hæklet en halv (som ligner lort). Men jeg skal nok komme efter det!

8) Som nævnt tidligere så er jeg jo begyndt at tjekke forskellige realityprogrammer ud. Som en slags research naturligvis. Og så var det, at jeg så For Lækker Til Love. Hvor en af deltagerne, en pige som angiveligt er for lækker til at finde kærligheden, proklamerede tre gange i træk, at hun ”bare gerne vil have en fyr der er lidt mere ældre”. Seriøst, TRE gange.

9) I samme program var en mandlig deltager (som også er for lækker til at finde kærligheden og som samtidig er ualmindeligt brystfikseret) på date med en pige med små bryster. Han valgte så simpelthen at tage hende med hen til en plastikkirurg for at prøve silikoneindlæg i forskellige størrelser. De to stod så og forhandlede om de forskellige bryststørrelser: ”Jeg synes, du skal have dem her” – ”Nej, de er alt for store. Jeg kan gå med til dem her, men så ikke større”. De forhandlede fuldstændigt som om de var med i Hammerslag. Jeg fik SÅ ondt af den stakkels pige.

10) Jeg er (åbenbart) gået i løbestop. Ups. Men i går fik jeg en løbejakke i fødselsdagsgave, så nu er der ingen undskyldninger. Jeg må op på hesten igen. Bagefter lærer jeg mig selv at hækle. Igen.

Noget om ”Kongerne”

Noget om ”Kongerne”

Forleden dag proklamerede jeg, at jeg havde set sæsonpremieren på Popstars, og at jeg ville skrive et separat indlæg om programmet. Jeg har imidlertid fundet ud af, at jeg efterfølgende er gået glip af afsnit 2 og 3, så jeg er jo allerede langt bagud (hvordan fanden skulle jeg også vide, at de sendte programmet ikke mindre end tre dage i træk?).

Men for at det ikke skal være løgn, valgte jeg også at se sæsonpremieren på ”Kongerne” i mandags (ja, jeg har lige fundet ud af, at vi da sørme har Kanal 5). Jeg har aldrig før set så meget som et enkelt afsnit af Kongerne. Og jeg fik ærlig talt et mindre chok, da jeg så det! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Og jeg var egentlig forberedt på det værste. Men det var åbenbart ikke nok.

Jeg havde i forvejen set ret mange små udpluk fra programmet – nemlig alle dem, der har været med i Dybvaaaad på Zulu. Jeg troede, at Dybvad-redaktionen havde fundet de ALLERMEST ekstreme klip og blondineagtige udtalelser. But no. Sådan er det seriøst hele vejen igennem! I kid you not.

Jeg sad dog med en fornemmelse af, at deltagerne oftest blot spiller uvidende og naive (gudskelov, for ellers står det virkelig slemt til!). Jeg forstår bare virkelig ikke, hvorfor folk melder sig til det program! Der er nemlig ikke særlig meget ingen handling. Der er ikke engang et konkurrenceelement. Det er bare en flok unge mennesker, der skal drikke sig stive, knalde og gå i byen i mange uger i træk for åbent tv. Man kan ikke vinde, og man kan ikke blive sendt hjem.

Noget andet, jeg ikke forstår, er følgende: Én af pigerne kunne jeg genkende, og jeg fandt ud af, at hun tidligere har været med i For Lækker Til Love. I ved, dét program, hvor deltagerne er for gudeskønne og lækre til at finde en kæreste, der er god nok til dem? Anyway, så har hun åbenbart droppet de tårnhøje tanker om sig selv, for hun valgte at kysse med ikke mindre end to af drengene (aka. Kongerne) allerede den første aften. SÅ kræsen var hun altså alligevel heller ikke…

 

PS: Hvis nogen sidder tilbage og fortryder, at de ikke fik set programmet i mandags, kan jeg da lige hurtigt opsummere handlingen for jer alle:
Deltagerne ankom én efter en.
De drak en masse Tempt Ciders.
De snakkede om hinandens bryster, numser, muskler osv.
Den store, stærke deltager ”Biggie” kom til skade med ryggen ved at løfte en pige på 52 kg.
De spiste aftensmad.
De drak sig stive og tog i byen (undtagen Biggie med ryggen, som måtte til vagtlægen).
De sad på Crazy Daisy i Kolding og havde et VIP-bord (”Det var så vildt, ALLE kom bare over til os”).
Én gik under og tog hjem før tid.
Da de andre kom hjem, tog de et SPA-bad.
Til sidst gik de i seng.

Rimelig actionpacked sæsonpremiere, hva’?