Tag Archives: fødselsdag

Hvad er det nu, jeg ønsker mig?

Inden længe er det min fødselsdag. Det er om 12 dage for at være helt præcis. Det betyder, at folk efterhånden begynder at spørge efter en ønskeliste. Og hvis der er noget, jeg er dårlig til, så er det altså at skrive ønskelister (… og at stå op om morgenen, at tage mig sammen til at vaske tøj og mange andre ting, som vi ikke skal komme ind på her).

For det første kommer det bag på mig hvert evigt eneste år til både jul og fødselsdag, at jeg jo ligesom skal have fikset en ønskeliste. Guuuud ja, jeg har både pyntet op til jul, bagt julekager, lavet konfekt og hørt julemusik i flere uger. Men jeg har da helt glemt at fikse en ønskeliste!

Er jeg den eneste, der altid glemmer det? Jeg har endda oprettet et dokument på min computer ved navn ”ønskeliste”, så jeg kan opdatere den løbende, hver gang jeg kommer i tanker om noget, jeg godt kunne tænke mig. Den har jeg så åbenbart bare lige glemt at ajourføre. Jeg har nemlig lige åbnet ønskelisten, og flere af tingene fik jeg til jul!

Nu ville nogen måske vove at påstå, at hvis jeg ikke engang kan forfatte en skide ønskeliste, så er det nok fordi, jeg ikke mangler noget. Det er imidlertid ikke tilfældet. Resten af året går jeg nemlig og kigger ind ad butiksvinduer og sukker efter alle de flotte/fine/uundværlige ting, som jeg virkelig gerne vil eje, men som jeg ikke lige har råd til at købe. Når jeg shopper, står jeg og laver plus/minus-lister i hovedet, fordi jeg ikke har råd til at købe alle de 3 trøjer, jeg lige har prøvet, men i stedet må jeg vælge én fra. Ergo er der masser af ting derude, som jeg virkelig ønsker mig! Jeg har bare en evne til at glemme det hele lige op til fødselsdag og jul.

Sommetider bliver jeg faktisk også lidt ”nærig” med min ønskeliste – kender I det? Forstået på den måde, at jeg måske mangler et eller andet praktisk og måske kedeligt såsom grydelapper eller håndklæder. Så kan jeg tage mig selv i at tænke: Ej, gider jeg virkelig spilde mine gaver på HÅNDKLÆDER?! Hvilket egentlig er den dummeste tanke, for jeg gider da SLET ikke selv gå ud at købe den slags…

Hvordan har I det med ønskelister? Fif til gode ønsker modtages med kyshånd i kommentarfeltet!

Endnu en uge #9

1) For anden gang (i træk!) er søndagsindlægget en dag forsinket. Jeg har simpelthen haft en endnu mere hektisk uge end sidste uge. Men det skal ikke blive en vane, det lover jeg! Min faster foreslog dog sloganet ”Søndagsindlægget… læs det mandag!”, og det er da ikke helt dumt.

2) Hvorfor er det lige, at de der skide cykelløb ALTID skal ligge på det tidspunkt i sendefladen, hvor Venner plejer at ligge? Jeg bliver SÅ skuffet, når jeg kommer hjem fra arbejde og bare liiige skal sidde på sofaen og stene tv i en halv time. Og så er der dælme cykelløb.

3) En af de andre praktikanter på min praktikplads har fortalt mig, at hun er begyndt at løbe, fordi JEG gør. Hun er blevet motiveret af MIG! Helt seriøst, hvem havde lige set den komme? Er det mon det vildeste, der er sket i min løbekarriere so far?

4) Jeg synes, jeg har lige lovlig travlt for tiden. Kunne altså godt lige bruge en enkelt dag eller to som Maude fra Matador! I ved hvor kokkepigen serverer alle måltider, og stuepigen sørger for at rydde op, rydde af og vaske op. Samtidig passer min søster mine børn (hvis jeg da havde nogen), mens manden er ude og tjene stakkevis af penge. Hvis noget ikke passer mig, går jeg bare op og lægger mig! Og ellers sidder jeg da bare og hækler. Og snakker. Og drikker kaffe. Eller går en tur med min pels.

5) Om blot 13 dage er det min fødselsdag. Og jeg har stadig ikke fået strikket en ønskeliste sammen!

6) … i det mindste har jeg fået inviteret folk til den fødselsdagsfest, jeg helt havde glemt, at jeg ville holde.

7) En dag i ugen mødte jeg simpelthen verdens mest uheldige pige. Hun stod foran mig med sin cykel og var på vej i cykelskuret. Først skulle hun dog lige have gravet et eller andet op fra bunden af tasken. Jeg stod bagved med min egen cykel og ventede på også at komme ind i skuret. Først tabte hun sin nøgle. Så tabte hun sin taske. Jeg ville hjælpe hende med at samle op, men hun klarede den selv, sagde hun med et smil. Men så var det dog som om, hun blev helt pinligt berørt over at stå der og tabe sine ting. Og så gik det først galt. Efter to sekunder tabte hun nemlig sin vandflaske. Så røg nøglen på jorden igen. Så tasken. Så var hun ved at tabe cyklen. Der blev brugt gloser som ”Fuuuck mit liv”, men efter lidt asen og masen lykkedes det og vi kom sikkert ind i cykelskuret.

8) Jeg har lyst til at få klippet kort pandehår igen. Men jeg kan ikke finde ud af, om jeg orker at stå der foran spejlet hver morgen og forsøge at få det til at sidde nogenlunde pænt. Desuden var det jo en lidt voldsom oplevelse, sidste gang jeg fik klippet pandehår – se selv, hvor chokeret jeg var:

pandehår

9) Jeg skal virkelig snart til optiker og få noget mere styrke i mine kontaktlinser. Jeg føler efterhånden ikke, at jeg kan se en skid. Det kan faktisk være ret problematisk og pinligt at gå rundt på gaden, når man ikke kan se, hvem det er, der vinker til én derovre på den anden side.

Da min veninde glemte min fødselsdag

I dette indlæg reklamerede jeg for historien om engang, hvor jeg spiste brunch med min veninde for at fejre min fødselsdag. Men det havde hun altså bare lige glemt… Den historie vil jeg fortælle jer i dag.

Det var min gode veninde, Lea, som jeg har kendt siden gymnasiet, og historien er nogle år gammel. Jeg havde spurgt hende dagen før min fødselsdag, om hun ville med ud at spise brunch i morgen, og det ville hun heldigvis gerne. Jeg tænkte, at hun naturligvis var klar over, at det var i anledningen af min fødselsdag. Det skulle senere vise sig, at det var hun bestemt ikke…

Jeg blev vækket om morgenen af min kæreste med gave og det hele. Derefter traskede jeg glad over til Lea for derefter at følges med hende ned til den udvalgte café. Vi havde aftalt at mødes uden for hendes hoveddør, men hun var der ikke endnu. Jeg satte mig på trappestenen for at vente.

Efter et par minutter ringede hun til mig: ”Vi har et problem. Jeg er først lige vågnet”, sagde hun. Nårh ja, det er jo, hvad der kan ske. Vi aftalte, at jeg ventede ude i det dejlige solskinsvejr, mens hun skyndte sig at gøre sig klar. Hun ønskede mig ikke tillykke med fødselsdagen i telefonen, men jeg tænkte, at hun nok ville vente til hun kom ned til mig.

Efter noget tid råbte hun ud af vinduet for at spørge, hvor varmt det var, og om hun mon skulle tage jakke på. Heller ikke her kom der et tillykke, men igen troede jeg, at hun lige ventede til hun kom ned på gaden. Men da hun endelig var færdig og kom ned til mig, kom der heller ikke noget tillykke.

Vi satte kursen mod byen, og vi gik og snakkede hele vejen. Vi snakkede helt normalt om løst og fast og efter nogle minutter gik det op for mig, at Lea altså havde glemt min fødselsdag. Jeg gik og spekulerede på, om jeg skulle fortælle hende det eller blot lade som ingenting. Til sidst besluttede jeg mig for den sidste mulighed. Jeg ville gerne tage lidt pis på hende, og jeg vidste, at hun ville kunne tage det, selvom man selvfølgelig bliver lidt flov over at glemme den slags, når man ovenikøbet er sammen på selve dagen.

Nå, men vi spiste brunch og hyggede og snakkede og grinede som enhver anden dag. Imens bippede min telefon lidt mere end normalt, og jeg tænkte over, om hun mon ville komme i tanker om det. Men det gjorde hun ikke.

Klokken 12 skulle Lea på arbejde. Lidt efter sendte hun mig en sms, og jeg tænkte, at NU var hun nok kommet i tanker om det. Men nej…

Senere på dagen tog jeg ud til min svigermor og fejrede fødselsdag. Hele aftenen gik jeg og ventede på, at Lea fik fri fra arbejde, for jeg vidste bare, at hun via facebook ville have opdaget det i løbet af dagen. Og ganske rigtigt, da klokken slog 21 ringede Lea op: ”Undskyld, undskyld, UNDSKYLD, stooooort tillykke med fødselsdagen!”. Hun havde vildt dårlig samvittighed, men jeg grinede bare, for ærlig talt så er det jo en ret god og sjov historie! Som vi stadig griner af i dag.

Desuden havde hun ikke engang set det på facebook men var derimod selv kommet i tanker om det, da hun skulle skrive dagens dato ned på et stykke papir. ”Den 28. september – fuck!! Det er sgu da Lines fødselsdag…”.

Lea var dog så sød, at hun året efter i al hemmelighed tog hjem og pyntede mit værelse meget festligt op:

Dét er sgu da sødt!

Dét er sgu da sødt!

Om at huske fødselsdage

I dag kom jeg til at tænke på dét at huske fødselsdage. Kan I huske jeres venners og veninders fødselsdage? Jeg indrømmer gerne, at det kan jeg ikke (mere). Som i slet ikke. Nu til dags (shit, man lyder partout gammel, når man bruger udtrykket nu til dags) har man jo facebook til at minde én om den slags.

Og tak for det facebook, for det er da egentlig meget praktisk. Så slipper man for selv at bøvle med det. Og ens kalender behøver ikke være fyldt op med fødselsdage.

Men alligevel er det altså ikke udelukkende en fordel. Netop fordi man har facebook, slår man jo nærmest hjernen fra på det punkt. Og hvad nu hvis det glipper? Hvis man en dag ikke er på facebook? Pudse pudse glorie, se mig, jeg er ikke afhængig af facebook, og jeg bruger det sleeeet ikke hver dag – NOT. Nej okay, men det kan jo stadig glippe. Hvis man ikke lige tjekker fødselsdagene på facebook dagligt. Og der er jo også nogen, der ikke er på facebook (ja, de findes faktisk). Det er da synd, hvis man bare glemmer dem…

Det var sgu noget andet i folkeskolen. Der havde vi altid sådan en stor kalender på opslagstavlen, hvor alle klassens elevers fødselsdage stod på. Og for at det ikke skal være løgn, så kan jeg stadig huske de fleste af dem. For dengang blev man jo nødt til selv at huske dem – eller i hvert fald skrive dem ned i sin fine Diddl-kalender med forskelligfarvede kuglepenne. Det fik åbenbart min hjerne til at memorere dem.

Det har så gjort, at jeg stadig den dag i dag kan huske de fleste af mine gamle klassekammeraters fødselsdage (selvom jeg flyttede fra den skole, da jeg fik i 7. klasse). Så engang imellem når jeg vågner op om morgenen og ser dagens dato på min telefon, så tænker jeg lige ”Gud, i dag er det jo Andreas’ fødselsdag”-ish. Og så kan jeg selvfølgelig også huske fødselsdagene i min familie og bare generelt de folk, jeg lærte at kende, før facebook så dagens lys.

En anden dag vil jeg fortælle jer om den dag, jeg var ude at spise brunch med min gode veninde i anledningen af min fødselsdag. Det havde min veninde bare lige glemt…

Jagten på den perfekte kærestegave

I dag har min søde kæreste fødselsdag. Hip hip hurra for det. Men det betyder også, at jeg har været igennem en både spændende og lidt problematisk proces. Nemlig hele den store gavejagt. Og jeg kan da umuligt være den eneste, der har svært ved at finde den perfekte gave?!

For det er jo ikke engang bare den perfekte gave, man skal finde. Som i én gang. Man skal jo ligesom finde den igen og igen. Der er både jul og fødselsdag år efter år. Jeg elsker generelt at købe gaver. At kigge i alverdens butikker og forsøge at finde noget, som folk vil blive virkelig glade for. Jeg elsker især at købe gaver til min kæreste, men samtidig er det altså også noget af en udfordring!flag

For hvordan er det lige, man køber den perfekte kærestegave? Man har jo altid en eller anden smuk, lyserød forestilling om, at man skal købe noget kæresteagtigt! Det må ikke være en mor-agtig gave, for det er da ikke særlig romantisk. Sengetøj, håndklæder og strømper samt alt i den kategori er ligesom udelukket. Det skal nemlig være noget specielt. Noget, der betyder noget. Og meget gerne noget, han kan bruge hver dag (eller i hvert fald tit), imens han tænker på mig.

Min kæreste er faktisk rigtig god til at skrive ønskelister, så det er bestemt ikke fordi, jeg mangler noget at vælge imellem. Men ofte sidder jeg ganske ubevidst og fravælger mange af ønskerne, fordi de ikke er ”kæresteagtige”. Hvad er det lige for en underlig logik? Det er jo for dælen dét, manden ønsker sig og derfor gerne vil have. Hvorfor føler jeg så en trang til at vride hjernen og finde på noget helt andet og mere kærestet? Please sig, at I også har det sådan!

Jeg har endda været så langt ude, at jeg ikke ville give ham noget, jeg har givet ham før. Fx et par sko. Hvor dumt er det lige? Jeg tror, det er halvandet eller to år siden, jeg sidst gav ham et par sko. Manden har jo naturligvis fået behov for nye sko i mellemtiden! Men på en eller anden måde virker det bare for uopfindsomt. Altså lige indtil det går op for mig, at jeg ville blive superglad, om jeg så fik sko i hver evig eneste jule- og fødselsdagsgave (nu er jeg selvfølgelig også af hunkøn, men alligevel).

Så den ”regel” er ligesom stemt ude. For helt ærligt, hvis man ikke må give det samme i gave to gange (eller flere), bliver det nok en anelse problematisk i længden. Hvad fa’en er der så lige tilbage at vælge imellem, når man når til sølvbrylluppet? En dåseåbner eller en gardinstang (i netop dét tilfælde bør man nok gå efter dåseåbneren).

En hyldest til Dronning Margrethe

I dag er det selveste dronningens fødselsdag. Hip hurra og tillykke herfra! Jeg er fan af Dronning Margrethe. Tænk engang, at vi i Danmark har en vaskeægte dronning. Det er da for sejt. Vores kongehus er blandt de ældste monarkier i hele verden. Hvorfor blærer vi os ikke lidt mere med det?dronningen

I stedet blærer vi os med H.C. Andersen og alle hans eventyr, som stort set udelukkende handler om dronninger, konger, prinsesser og andre med en smule blåt eller violet blod i årerne. Og nå ja, der var godt nok lige Den Grimme Ælling og Grantræet, men let’s face it: Den gode Hans Christian var royalist helt ind til benet. Han kunne simpelthen ikke få nok af (halve) kongeriger og adelige arter. Starstrucked type alligevel.

Men hvorfor vælger vi at blære os med hans royalistiske eventyr, når vi i virkeligheden har det hele lige for næsen af os? I en mere realistisk form, jovist, men det hele er der! Kongeriget, slottet, dronningen, prinserne og prinsesserne. Hestevognene er dog blevet skiftet ud med Krone-bilerne. Selv kongehuset må jo følge med tiden. Kongen er blevet skiftet ud med Prins Henrik – men kun indtil Frede engang overtager tronen.

Så får vi dælme en vaskeægte konge. Det er der altså også pænt meget coolness over. Så tror jeg godt, vi kan regne med, at Danmark bliver endnu mere attraktivt globalt. En af klassens populære piger. For det kan godt være, at USA har Steve Jobs og Bill Gates, men vi får sgu en konge, der lige har gennemført en ironman. Endda sammen med alle os (ha!, som om jeg selv var med) andre dødelige.

Tilbage til dronningen. Det fede ved vores kongehus i forhold til H.C. Andersens eventyr er, at det hele er langt mere realistisk. I eventyrerne kommer prinsen på den hvide hest altid ridende i det rette sekund. I virkeligheden måtte stakkels Frede flyve hele vejen til Sidney for at finde sin prinsesse. Der havde det trods alt været lidt lettere at springe op på krikken og smutte i skoven (you know, ligesom i Snehvide).

flag

Samtidig er Dronning Margrethe en meget mere ”nede-på-jorden”-kind of queen end nogle af de stramme tanter fra eventyrerne. Selvom hun går i store, flotte kjoler og diademer og taler et fint sprog, så er hun alligevel menneskelig. Hun ryger lidt for mange smøger og har deraf fået lidt for gule tænder. Hun har præsteret at komme til at bande på åbent tv. Hun bliver nervøs, når hun skal holde nytårstale. Gang på gang beviser selveste Dronning Margrethe, at hun bare er et menneske som os andre. Og dét selvom hun har et ualmindeligt stort talent for at vinke og klippe snore over.