Noget om at fylde 27 år
I mandags havde undertegnede fødselsdag (bare lige til info, hvis det skulle været fløjet over hovedet på nogle af jer). Det har resulteret i, at jeg nu er 27 år gammel.
I får allernådigst lov til at se den kagemand, jeg biksede sammen, da familien kom på fødselsdagsvisit allerede i søndags. Jeg sværger, at jeg havde formet den som en fin kagekone, før den kom i ovnen. Den havde både arme, kjole og ben. Men det tog ikke ret meget mere end 10 minutter i ovnen, før den havde forvandlet sig til én stor røv med hoved.
“Ork, det skjuler jeg da bare med slik og glasur”, tænkte jeg optimistisk. Jeg vil nu ikke sige, at den blev specielt kønnere. Men til gengæld smagte den skide godt, hvis jeg selv skal sige det. Da gæsterne tog hjem, var der kun et halvt hoved tilbage!
Nå. Tilbage til det med alderen. Jeg synes, at 27 virker meget ældre og meget mere voksent end 26 år. Ja, jeg har det altså som om, springet fra 26 til 27 er meget større end springet fra 25 til 26.
27 lyder altså ret så voksent. Det er jo ret tæt på 28. Som er tæt på 29. Som er faretruende tæt på 30. Yikes!
Indtil videre har jeg desuden spekuleret en del over, hvorvidt 27-årige mon kategoriseres som værende midt i 20’erne eller sidst i 20’erne? Hvad siger I?
Selve dagen blev fejret med en masse skønne ting. Morgenmad, gaver og hygge med min kæreste. Senere var jeg ude at spise sushi til frokost med en veninde. Til aften stod den på flæskesteg med det hele, og denne gang var svigermor på visit.
På den måde sørgede jeg for at fejre dagen både sådan lidt ungt og smart med sushi, men også sådan lidt gammeldags og mormoragtigt med flæskesteg, rødkål og masser af brun sovs. En perfekt kombination hvis I spørger mig (ja altså ikke samtidig). Men nu var det jo sådan set også mig selv, der havde valgt det.
Jeg kan konkludere, at det ikke var så slemt at fylde 27, som jeg lige havde frygtet. Det kan sagtens anbefales.
