Tag Archives: familie

Om lortecitater

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om irriterende Facebook-tendenser – dem kan man læse her, her og her. Et af punkterne omhandlede citater fyldt med stavefejl. Jeg glemte bare lige at nævne, at det ikke kun er dem med stavefejl, der er irriterende. Mange af citaterne er generelt også bare til at lukke op og skide i.

I julen faldt jeg eksempelvis over dette:

julecitat

Ej, men jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Hvad i alverden sker der?

Lad mig lige understrege, at budskabet er der jo intet i vejen med (hvis nogen da skulle sidde og være i tvivl). At ens venner og familie skal være glade og raske, dét er et rigtig godt ønske. MEN. Det ønsker ALLE sig jo! Jeg ønsker mig det personligt hvert år. Hele tiden og ikke kun ved juletid.

Og hvad sker der for formuleringen ”denne jul”? Som om det er noget nyt. Noget specielt ved netop denne jul. Noget, som man ikke plejer at ønske eller hvad? Igen; det ønsker alle sig – HVER jul.

Og så lige til sidst, skal der selvfølgelig stå ”Del hvis du er enig”. Bare nej. Så skulle ALLE dele dette billede eller hvad?

Det manglede bare, at der stod ”80 % vil ikke dele dette. Tør du?”.

… Sikke en masse galde, jeg lige kom ud med der! Ah. Det lettede.

Noget om at fylde 26

I søndags var det som bekendt min fødselsdag (det har jeg jo også kun nævnt 7 gange på bloggen efterhånden). Dagen hvor jeg måtte forlade de gyldne 25 år og derimod nu kan skrive 26 på cv’et. Puha, det ser altså lidt skræmmende ud sådan sort på hvidt. 26. Det er altså godt på vej mod slutningen af 20’erne.

Men ih hvor jeg dog bare elsker at have fødselsdag! Ja, faktisk elsker jeg bare fødselsdage generelt. Det er så hyggeligt at gå rundt i forskellige butikker for at finde den perfekte gave til folk. Og så er jeg naturligvis også fan af selv at modtage gaver. Og at tælle ned til min fødselsdag. Og at planlægge fejringen!

Selv for et b-menneske som mig, er det ingen sag at komme op om morgenen på min fødselsdag (dog ikke helt som da man var barn, hvor man vågnede klokken fire om natten og var ved at sprænges af bare spænding). Men søndag morgen var jeg altså frisk som en havørn i det øjeblik min kæreste lagde en gave på min hovedpude – og dét selvom jeg aftenen forinden havde drukket både rosé, baileys og cuba strawberry (sidstnævnte har jeg ikke smagt siden jeg var 16 og kan meddele, at det stadig ikke smager godt).

Efter at have åbnet pakker og fået morgenmad på sengen (amen fødselsdag er jo det bedste) hoppede jeg i et fødselsdagsbad og bagefter gik jeg i gang med at stege fødselsdagsfrikadeller (JA, I læste rigtigt – svinekød!). Senere fik jeg familiebesøg, hvor vi spiste alle frikadellerne og skyllede dem ned med karrysild og varm leverdreng (man skulle jo tro, jeg blev 62).

Hen på eftermiddagen kreerede jeg denne lagkage:

line 26

Specielt køn er den jo ikke. Jeg skal vist liiiige øve den flødeskumssprøjteteknik en gang eller to mere!

Nå men kort før aftenstid kom min far også et smut forbi. Det føltes helt som at være barn igen, når man sådan så hele sin familie på sin fødselsdag. Om aftenen gik min kæreste og jeg en tur (jeg skulle jo lige se, om folk på gaden kiggede anderledes på mig, når jeg nu var 26 år), og på hjemvejen hentede vi sushi. Jeg ELSKER sushi. Resten af aftenen stod på hjemlig hygge. Alt i alt en skide god dag. Det var jo slet ikke så slemt! Jeg føler mig sgu ikke gammel.

Til gengæld er dagen efter ens fødselsdag altid lidt fesen. Så skal man vente ET HELT ÅR igen! Det er dog ikke nær så slemt som dagen efter juleaften. Den dag kan verdens største juleelsker (læs: mig) næsten ikke bære!

Beretninger fra en nat i naturen

Hvad jeg lavede i går? Jo, jeg tilbragte skam aftenen og natten ude i naturen. Sammen med min far, bror og faster drog jeg på sheltertur ude midt i den mørke skov. Lige da praktikdagen var slut, satte jeg kurs mod skoven sammen med mit lille overlevelseskit; sovepose, lommelygte, varmt tøj og en fuldt opladet iPhone (kun til billeder naturligvis). bål

Jeg havde forberedt mig på det værste. For jeg er ærlig talt ikke særlig vild med insekter og småkryb. Så jeg havde brugt lidt tid på at udtænke en måde, hvorpå jeg kunne ligge helt gemt i soveposen, så der ikke kunne kravle edderkopper og den slags op i hovedet på mig, men hvor jeg stadig kunne trække vejret.

Jeg blev naturligvis gjort til grin af de andre B.S.-typer, som jeg havde med på turen. Det er åbenbart ikke særlig spejderagtigt lige at tjekke jorden/træstubben for småkryb, inden man sætter sig på den. Erfarede jeg. Det er heller ikke velset at springe op i en fart, fordi noget kravlede nede ved ens sko. Og man fjerner heller ikke mascara. Men så ved jeg jo det til en anden gang.

Desuden er min blære på størrelse med en ært, og det er jo ikke sådan lige til at finde et toilet derude blandt græs, træer, fugle og rovdyr! Så også dér havde jeg lidt af en udfordring. Men hovedsagen er, at jeg overlevede, og at det var en virkelig god tur.

Vi lavede dejlig mad, hvorefter vi alle sad omkring bålet, og så var der ellers dømt fællessang. Sådan en rigtig lejrbålsstemning, I ved. Vi sang en masse sange (så godt vi nu lige kunne huske dem), som mindede os hver især om morgensang i folkeskolen, efterskoletiden eller spejderturene. Derefter blev der snakket, grinet og hygget. Vi lavede hele TO slags desserter over bål, hvoraf den ene var pandekager. Til sidst kravlede vi i soveposerne, hvor vi spiste matadormix og snakkede og grinede lidt mere. Jamen altså, what’s not to like? gryderet

Ved 4-tiden faldt der ro over lejren. Ah. Søvn i den frie natur. Jeg indrømmer det gerne: det var faktisk skide hyggeligt at ligge der midt i skoven. Allerede klokken 7 vågnede de første (de to ældste naturligvis). Shit! Jeg var ikke lige klar på at forlade min varme og insektfri sovepose endnu, så min bror og jeg nappede en time mere.

Jeg var positivt overrasket over det hele – især manglen på smådyr og insekter – så jeg er mere end klar på en tur igen en anden gang. Jeg skal bare lige udvikle lidt flere B.S.-skills, så jeg kan hamle op med de andre…

Eftersom det ikke blev til ret mange timers nattesøvn, kunne jeg naturligvis ikke holde mig vågen i toget, da jeg senere vendte snuden hjem mod Århus. Desværre har jeg åbenbart problemer med at sove på en normal, diskret og almindelig måde i offentlig transport! Først vågnede jeg med munden halvt åben (oh, skræk) og senere vågnede jeg med et sæt, fordi toget pludselig blev invaderet med nye passagerer. Derfor besluttede jeg mig for at holde mig vågen resten af turen. Jeg skulle ikke nyde noget af at udvise flere direkte ucharmerende og halvpinlige grimasser i søvne. Jeg mener, tænk hvis nogen valgte at skrive om mig på deres blog!

Endnu en uge #2

1) Er pt. på besøg hos min far og bonusmor. Da jeg drog afsted med toget i fredags, håbede jeg på at overvære en masse morsomheder (det er jo sket flere gange før, som I kan læse her og her). Jeg var dog kommet til at sætte mig i stillezonen, så det skete ikke. Jeg har aldrig rigtigt forstået konceptet i en stillezone i Arrivas helt åbne toge uden lukkede kupéer?! Der er jo for pokker ikke stille!

2) Der var dog lige to veninder, som ævlede de første minutter. Den ene fortalte begejstret om engang, hvor hun i toget hele vejen fra København til Århus havde snakket i telefon med en veninde KUN om drukture. Det må virkelig have været irriterende for de andre, sagde hun selv. Alt imens jeg spidsede ører for at høre enden på denne utroligt spændende anekdote, informerede deres nabopassager dem venligt om, at de sad i en stillezone, og straks hoppede de ned i den anden ende af toget.

3) Så var der ikke mere gratis underholdning til mig, og jeg måtte i stedet nøjes med Mads & Monopolet, kryds og tværs og Candy Crush resten af turen.

4) I denne uge er min tålmodighed virkelig blevet sat på prøve. Jeg ELSKER sommer og sol, men min tålmodighed er seriøst ikke-eksisterende, så snart jeg lægger mig ned for at slikke sol. Det er SÅ kedeligt!

5) Det er i ugens løb gået op for mig, hvor langsomt 2 minutter kan gå. På en løbetur, that is.

6) For at vedligeholde min løbemotivation (please, stay!) er jeg begyndt at lure rundt på fitness-/sundheds-/løbeblogs og tilhørende Instagram-profiler. Hvem havde nu troet det? Jeg er endda blevet sådan en fancy løber, der bruger ord som pace og den slags.

7) I morgen går jeg ind i min sidste uges sommerferie fra studiet. Det føles lidt stressende, selvom det rent faktisk er min drømmepraktik, jeg skal starte på om en uge. Og det glæder jeg mig jo alligevel til.

8) Jeg har stadig mange ting, jeg skal nå i resten af ferien: spise mere koldskål, grille noget mere, læse flere bøger, gætte flere kryds og tværs, rydde op i mit skab, få min lillebror hjem fra London og alt muligt andet.

9) I går oplevede jeg et helt crazy vejrskifte på få minutter. Selv Peter Tanev ville være imponeret! Først var der 30 grader og strålende sol. Pludselig faldt himmelen ned, og der dumpede kæmpestore hagl ned overalt. Terrassen blev oversvømmet, og det buldrede og bragede i det fjerne. Vildt og hyggeligt på samme tid.

10) Jeg har desuden erfaret, at ingen kigger skævt til én, selvom man mødes nogle stykker klokken 13 og drikker drinks på kollegiets fællesareal.

11) Derudover har jeg udviklet et mindre afhængighedsforhold til Magnum-is. Fire for en tyver i Føtex! Det er jo vanvittigt.

12) Jeg har brugt en stor del af dagen i dag på at stå i et minibadebassin og forsøge at lokke en hund op til mig. Uden succes.

13) Jeg har lige tæsket min far to gange i 500. Og er SÅ glad for, at jeg ikke valgte dart som udfordring…

14) Når jeg skal med toget hjem i aften, satser jeg på at opleve noget underholdende. Stay tuned!

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)