Browsed by
Tag: eventyr

Der var engang en blogger

Der var engang en blogger

(og det er der selvfølgelig stadig, men det er nu engang knap så eventyrsagtigt at skrive i nutid).

mig
Bloggeren så sådan her ud.

Bloggeren elskede sin blog. Hun elskede at skrive indlæg om alt imellem himmel og jord. Bare dét, der lige faldt hende ind. Og hun elskede at se, at folk rent faktisk gad læse med. Det kunne hun se på bloggens besøgstal, eller når læserne efterlod en kommentar på bloggen. Bloggeren var vild med det hele.

Det skete dog sommetider, at hun kom ind i en travl periode, hvor hun desværre ikke havde tid og overskud til at kaste ligeså meget opmærksomhed efter bloggen, som hun gerne ville. Og som hun normalt gjorde.

På et tidspunkt i det herrens år 2015 skete det endda for første gang i bloggens levetid, at der ikke kom nyt på bloggen i en hel uge. Det var bloggeren naturligvis ked af. Men sandheden var blot, at hun havde haft en travl uge. Og det kender alle folk jo til.

Ja, der var faktisk et par måneder i starten af 2015, hvor den stakkels blogger ikke havde været lige så meget til stede på bloggen, som hun plejede. Det nagede hende. Men bloggeren vidste, at sådan noget kunne ske engang imellem. Hun havde jo trods alt også andre aktiviteter at tage sig af. Men hun savnede at blogge.

Og hun glædede sig til, at hun forhåbentligt inden længe fik mere overskud på kontoen, så hun kunne kaste lidt mere kærlighed over sin blog. Og så ville hun i hvert fald ikke acceptere, at der igen skulle gå en hel UGE imellem skriblerierne. For dét var altså ikke optimalt!

Bloggeren ville for alt i verden ikke blive sådan en blogger, der skriver et indlæg om måneden. Men det var der heller ingen fare for. Bloggeren elskede nemlig det at blogge alt for højt til at kunne undvære det.

Så hun skrev et eventyr til sine læsere for at forklare situationen. Hun ville nemlig så gerne beholde dem. Og hun lovede dem at vende stærkt tilbage. Og den dag udgav hun hele TO indlæg. Og så levede de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.

Eventyret om den lille pige med bøjle

Eventyret om den lille pige med bøjle

Der var engang en lille pige. Hun var vel omtrent ni år gammel. Pigen var såmænd ganske almindelig, og hun var både sød og høflig. Problemet var bare, at hendes tænder ikke sad helt perfekt (jeg kan ikke huske det eksakte problem, men det var vist noget med kindtænderne).

En dag kiggede hendes vældig rare tandlæge, Birger, på hende og sagde ”Jeg tror, det er bedst, hvis du får bøjle på tænderne”. Tandlægen forventede måske, at den lille pige ville blive sur eller ked af det. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede og var glad.

Tandlægen forærede hende som sædvanligt et 3D-klistermærke til madkassen, og så tog han en snak med hendes mor og far. Her hørte den lille pige ikke rigtigt efter mere, idet hun havde travlt med at lege med alt det fede legetøj, der var i tandlægens venteværelse. Især det store labyrint-/kuglespil.

Efter nogle uger oprandt dagen, hvor den lille pige skulle have bøjle på tænderne. Denne gang skulle hun besøge en helt anden tandlæge, end hun havde været vant til hele sit liv. En tandlæge, der var ekspert i bøjler og den slags. Det tog pigen dog ikke så tungt. Nej, hun lod sig roligt synke ned i tandlægestolen, så tandlægen kunne begynde at montere den mystiske bøjle på hendes tænder.

Det var ikke en hvilken som helst bøjle, pigen skulle have. Nej, det kunne man ikke påstå. Det var sådan et ordenligt monstrum, der skulle sidde på hele hovedet. ”Nakketræk” kaldte den nye tandlæge det. Der var en metaldims, man skulle have ind i munden, og uden på den monterede man så nogle dimser, som man viklede rundt om sit hoved og nakke.

Det var altså ingen diskret bøjle, som man lige kunne skjule ved at holde munden lukket. Heldigvis havde den lille pige heller intet imod dette. Hun var derimod pavestolt. Tænk at hun var så stor, at hun skulle gå rundt med den slags! Det var jo ellers kun dem i de store klasser, der havde det (altså de seje børn!).

Så da den lille pige kom hjem om eftermiddagen med sit nye metalapperat monteret i hele hovedet, valgte hun at cykle en tur. For ligesom at vise den frem til hele byen, ikke? Det manglede da bare!

Den lille pige beholdt metalkonstruktionen i mange måneder. Hun holdt så meget af den, at hun sov med den om natten (eller også var det grundet tandlægens ordre). Selvom den forhindrede hende i at spise karameller og tyggegummi, blev den ikke skrottet.

Den dag, den endelig blev fjernet, fik hun i øvrigt hele NI pakker tyggegummi og en pose karameller af sin mor og far. SÅ var lykken gjort, og derefter levede hun lykkeligt til sine dages ende.

Slut, prut. Godnat og sov godt.

En hyldest til Dronning Margrethe

En hyldest til Dronning Margrethe

I dag er det selveste dronningens fødselsdag. Hip hurra og tillykke herfra! Jeg er fan af Dronning Margrethe. Tænk engang, at vi i Danmark har en vaskeægte dronning. Det er da for sejt. Vores kongehus er blandt de ældste monarkier i hele verden. Hvorfor blærer vi os ikke lidt mere med det?dronningen

I stedet blærer vi os med H.C. Andersen og alle hans eventyr, som stort set udelukkende handler om dronninger, konger, prinsesser og andre med en smule blåt eller violet blod i årerne. Og nå ja, der var godt nok lige Den Grimme Ælling og Grantræet, men let’s face it: Den gode Hans Christian var royalist helt ind til benet. Han kunne simpelthen ikke få nok af (halve) kongeriger og adelige arter. Starstrucked type alligevel.

Men hvorfor vælger vi at blære os med hans royalistiske eventyr, når vi i virkeligheden har det hele lige for næsen af os? I en mere realistisk form, jovist, men det hele er der! Kongeriget, slottet, dronningen, prinserne og prinsesserne. Hestevognene er dog blevet skiftet ud med Krone-bilerne. Selv kongehuset må jo følge med tiden. Kongen er blevet skiftet ud med Prins Henrik – men kun indtil Frede engang overtager tronen.

Så får vi dælme en vaskeægte konge. Det er der altså også pænt meget coolness over. Så tror jeg godt, vi kan regne med, at Danmark bliver endnu mere attraktivt globalt. En af klassens populære piger. For det kan godt være, at USA har Steve Jobs og Bill Gates, men vi får sgu en konge, der lige har gennemført en ironman. Endda sammen med alle os (ha!, som om jeg selv var med) andre dødelige.

Tilbage til dronningen. Det fede ved vores kongehus i forhold til H.C. Andersens eventyr er, at det hele er langt mere realistisk. I eventyrerne kommer prinsen på den hvide hest altid ridende i det rette sekund. I virkeligheden måtte stakkels Frede flyve hele vejen til Sidney for at finde sin prinsesse. Der havde det trods alt været lidt lettere at springe op på krikken og smutte i skoven (you know, ligesom i Snehvide).

flag

Samtidig er Dronning Margrethe en meget mere ”nede-på-jorden”-kind of queen end nogle af de stramme tanter fra eventyrerne. Selvom hun går i store, flotte kjoler og diademer og taler et fint sprog, så er hun alligevel menneskelig. Hun ryger lidt for mange smøger og har deraf fået lidt for gule tænder. Hun har præsteret at komme til at bande på åbent tv. Hun bliver nervøs, når hun skal holde nytårstale. Gang på gang beviser selveste Dronning Margrethe, at hun bare er et menneske som os andre. Og dét selvom hun har et ualmindeligt stort talent for at vinke og klippe snore over.