Jeg fandt enden af tunnelen!
Hovsa, tænker I.. Hvor i alverden blev Line dog af?
Jo, ser I.
Jeg forsvandt såmænd bare ind i eksamensverdenen. Ind i den lange, mørke eksamenstunnel, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Man kan kun bevæge sig frem. Frem mod deadline.
Eller det vil faktisk sige, at man sommetider går en lille omvej. En omvej, som man troede var en smutvej. Men som viser sig ikke at være så smart alligevel. Pludselig er man faret vild. Og så må man traske hele vejen tilbage og fortsætte mod målet.
En stor del af tiden føles det som om, man bevæger sig i sneglefart. Gad vide om man overhovedet når at krydse målstregen, inden tiden er gået?
MEN. Heldigvis når man det altid. På den ene eller anden måde! Og det gjorde jeg også denne gang. Nærmere bestemt i går!
Det føles bare godt hver eneste gang. Som at blive 100 kg lettere på få sekunder.
Så frygt ej. Jeg er igen klar til at holde liv i bloggen!
… Men hvorfor vendte du så ikke tilbage i går? Vil nogen sikkert spørge.
Jo, ser I.
Efter sådan en periode i eksamenstunnelen kan det godt se ud som om, der er nogen der har sprunget en bombe i ens lejlighed.
For det er jo altså ikke lige alle, der bruger deres overspringshandlinger på rengøring og tøjvask!
I hvert fald ikke hjemme hos os.
Så gårsdagen skulle altså lige bruges på at få de 50 kvadratmeter til at ligne et hjem igen!
Og det gør det nu.