Browsed by
Tag: edderkop

Endnu en uge #10

Endnu en uge #10

1) Hurra, søndagsindlægget kom til tiden i dag! Jeg holder nemlig total afslapningssøndag, og jeg elsker det.

2) Det lykkedes mig i ugens løb at få skrevet den satans ønskeliste. Og den blev faktisk overraskende lang, selvom jeg i første omgang virkelig ikke anede, hvad jeg skulle ønske mig.

3) Har brugt lidt tid på at overveje, hvorfor man ikke køber 10 pakker vatrondeller ad gangen? Man VED jo, at man skal bruge dem igen og igen. Og det kommer bag på mig, HVER gang jeg pludselig tager den sidste i pakken. Hvorfor opdagede jeg ikke i går, at nu var der kun én tilbage?

4) … Det samme gælder i øvrigt ansigtsrens/make-up fjerner, hårlak, shampoo og alt i den dur!

5) Bedst som jeg følte mig en anelse ramt af, at jeg om kort tid fylder 26 år, skete det, at jeg blev spurgt om ID. I et supermarked midt om dagen. Altså som i at den unge ekspedient simpelthen lige skulle tjekke, om jeg nu også var fyldt 18 år! Og jeg blev faktisk helt oprigtigt glad. Tænk sig, at jeg (i hvert fald i én persons øjne) kan ligne en på 17-18 år? Så er det jo intet problem at forlade de gyldne 25 år.

6) Forleden morgen da jeg cyklede afsted mod arbejde, opdagede jeg pludselig til min store skræk, at der sad en motherfucker af en edderkop på mit cykelstyr. Jeg indrømmer gerne, at jeg gik i panik. Intet mindre. Først forsøgte jeg febrilsk at sparke den ned på jorden, mens jeg endnu cyklede. Det lod sig dog ikke gøre, så jeg måtte holde ind til siden og fikse situationen! Pyha, det var nær ude med mig.

7) … Da jeg endelig nåede sikkert frem til mit arbejde og skulle parkere min cykel, blev jeg angrebet af en hveps. Som IKKE gad skride. Så jeg måtte hoppe lidt rundt og løbe et par gange rundt om cyklen, før jeg kunne få fred til at låse min cykel og nuppe min taske.

8) Efter jeg skrev dette indlæg i går, har jeg ikke kunnet få min trang til snøfler ud af hovedet (på trods af at pakken på billedet blev indkøbt og fortæret så sent som i torsdags!).

9) Jeg var i København fra søndag til mandag og tog mig selv i at være totalt jydeagtig. Sagde ting som ”Sikke hurtigt bilerne kører her inde i byen!” og ”Man skal lige vænne sig til, at alle snakker SÅ københavnsk”.

10) På trods af det dejligt lune efterårsvejr, som ingen ende vil tage, så er jeg pt. i gang med at koge risengrød. Julefreaken er da ligeglad!