Tag Archives: desperate housewives

De der lørdag formiddage

Jeg elsker virkelig lørdag formiddage. Det gør I da også, ikke? Man har sådan en helt speciel følelse i kroppen! Man kan bare mærke, at det er weekend. Selv i alle mine år som studerende, hvor jeg også har haft mange hverdage uden undervisning, har lørdag formiddag stadig været noget særligt.

Engang eksisterede lørdag formiddage ikke for mig. Der lå jeg jo altid med tømmermænd og var oftest slet ikke vågnet, før formiddagen for længst var slut. Og pludselig blev jeg bartender og kom ofte først i seng ved 7-tiden i weekenderne, og der var lørdag (og søndag) formiddage heller ikke en del af mit ugentlige program.

Nu er jeg imidlertid blevet sådan en lidt halvvoksen type med en rigtig hverdag – én der sætter ekstra meget pris på weekenderne. Det skyldes især mine praktikophold. At gå i byen er heller ikke længere et must i hver weekend (eller hver anden for den sags skyld!), og pludselig er lørdag formiddage blevet en del af mit liv.

Og jeg er SÅ glad for det bekendtskab. Lørdag er fedt. Lørdag formiddag er mega fedt! Man har en helt fridag foran sig, og man skal ikke engang tidligt op i morgen. Måske sov man endda længe i morges.

Man har så god tid på lørdag formiddage. Ofte i hvert fald. Man kan gøre ting i sit eget tempo. Drikke kaffe, spise morgenmad, se morgen-tv, høre Mads & Monopolet, stene sociale medier, læse blogs, planlægge dagen. Ah. Jeg er fan!

I morges vågnede jeg allerede klokken 8.22. Først blev jeg lidt ærgerlig. Nu kunne jeg endelig sove længe, og så burde jeg jo virkelig udnytte det (big troubles). Men på den anden side, så betød det jo, at jeg fik endnu mere lørdag formiddag at nyde.

Så jeg stod op og spiste morgenmad. Langsomt. Imens jeg stenede fjernsyn. Så drak jeg et par kopper te i sofaen. Bagefter gik min kæreste og jeg over i vores lokale storcenter, hvor vi kiggede i forskellige butikker og købte de ting, vi manglede. Jeg købte en lækker pose bland selv-slik, som jeg skal indtage i aften! Vi har også vasket tøj. Nu sidder jeg på sofaen under et tæppe og drikker te. Og ser Desperate Housewives. Og blogger. Og jeg ved sgu ikke lige, hvornår jeg har tænkt mig at rejse mig igen. Jeg elsker det!

Hvad laver I lørdag formiddag?

De der skide overspringshandlinger

Ja, her sidder jeg så midt i min eksamen. Og når man sådan burde sidde med fjæset helt nede i bøgerne konstant, så finder man virkelig ud af, hvor sindssygt fedt ens liv normalt er. Altså når man ikke sidder med en (lorterøvs)opgave.IMG_5034

ALLE tænkelige aktiviteter virker pludselig mere tiltrækkende. Jeg kunne da godt lige ordne negle. Og bagefter kan jeg forberede aftensmaden. Hov, der er Border Security på TV 2. Og bagefter rykker SKAT eller fødevarekontrollen sikkert ud. Vasketøjskurven er også ret fuld, mon jeg lige skulle sætte et par vaske over? Så kan jeg lige tage opvasken imens!

… og inden man har fået set sig om, er dagen omme. Og dagen efter sker der det samme.

Men er jeg mon den eneste, der faktisk bliver sådan lidt ”nærig” med overspringshandlingerne? Folk kommer altid med den der kliché om, at de pludselig har gjort hovedrent bare for at få en pause fra opgaven. I ved den der ”ja, pludselig virker hovedrengøring bare som verdens bedste idé”. Holder den overhovedet? Gør I det?

For lad mig indrømme noget. Mine overspringshandlinger er altså opstillet i et helt bestemt hierarki! Og rengøring og opvask kommer bestemt ikke først. Jeg bliver sådan helt ”Ej, hvis jeg nu alligevel skal holde to timers pause fra opgaven, så vil jeg da hellere ligge på sofaen og se Desperate Housewives”. Og spise slik (eksamen er jo synd for mig).

Sommetider bliver der da også vasket op og gjort rent, men det er nu ikke de huslige pligter, der fylder mest, når jeg overspringshandler. Nej, faktisk springer jeg selv mine planlagte overspringshandlinger over! Hvor ironisk… Jeg kan godt gå i seng en aften og tænke ”i morgen kan jeg lige skifte sengetøj, støvsuge og vaske håndklæder, når jeg skal holde eksamenspauser”. Dagen efter kommer Desperate Housewives-argumentet (som trumfer)!

Af samme årsag kan jeg bedst lide at sidde på uni, når jeg skal skrive. Der er ikke helt lige så mange fede overspringshandlinger, man kan tage sig til. Så slipper man også for at gå ud og åbne køleskabet hver halve time for at tjekke, om nogen mon på magisk vis har fyldt nye varer derind, siden man sidst tjekkede…

Random facts om mig #3

  1. I folkeskolen spillede jeg Stinne i ”Frode og alle de andre rødder”.
  2. … og på efterskolen spillede jeg en heks i ”Lighter” (moderne udgave af Fyrtøjet). Og her kunne jeg altså flyve på min kost!OLYMPUS DIGITAL CAMERA
  3. Jeg er en melbolle-fan. Som i at jeg klart foretrækker melboller frem for kødboller, når vi snakker hønsekødssuppe. Som jeg by the way er kæmpe fan af!
  4. Jeg er venstrehåndet. I folkeskolen skulle jeg derfor altid have en speciel saks, og jeg hadede det!
  5. Min ultimative yndlingstv-serie er Desperate Housewives. Jeg bliver aldrig træt af den.
  6. … Jeg har faktisk engang skrevet en eksamensopgave om genreforholdene i serien!
  7. Jeg er medlem af 8-10 forskellige kundeklubber. Det stopper lige nu!
  8. Jeg er 100 % hundemenneske frem for kattemenneske.
  9. Jeg har i skrivende stund 55 apps på min iPhone.
  10. Min rigtige hårfarve er en røvsyg leverpostejsnuance (baconpostej fra Tulip for at være helt præcis).

 

Pssst: Du kan læse #1 her og #2 her.