Alt og ingenting

I tirsdags var jeg ude at spise med min kæreste. Sådan en rigtig lækker treretters med vin og hele molevitten. Da jeg på et tidspunkt gik ned på toilettet, gik det dog op for mig, at jeg åbenbart ikke altid kan styre min krop på den mest elegante måde.

Først lykkedes det mig at gå ind i en toiletdør. Seriøst, en dør! Ej, men hvad sker der? Det var lige med kinden ind i kanten af døren, og det gjorde virkelig ondt og efterlod en tyk, sort og beskidt streg på min kind. Så stod jeg ellers der helt febrilsk og lænede mig ind over håndvasken og forsøgte at vaske beviserne af min stakkels, ømme kind. Gudskelov var der ikke andre på toilettet, så ingen så mig. Så langt, så godt…

Desværre skulle det ikke blive ved det. Jeg spankulerede glad op ad trappen igen, men pludselig skete der noget. Jeg faldt op af trappen! Ej okay, jeg snublede faktisk kun – jeg blev trods alt på benene. Mit superseje stunt resulterede i, at det kærestepar, som sad og spiste oppe for enden af trappen fik sig et godt grin. Bestemt ikke et hånligt grin, men mere et lille venligt og medfølende grin, mens de kiggede på mig… De grinede med mig – ikke af mig (og tak for det!).

Og selvom jeg selvsagt blev lidt flov over mig selv, så var det faktisk befriende, at kæresteparret så mig, og at de turde begynde at grine. For på den måde kunne jeg jo grine sammen med dem – altså grine af mig selv. Så slap jeg nemlig for at lave den klassiske ”okay-jeg-faldt-lige-men-jeg-er-alene-og-har-ikke-nogen-at-grine-sammen-med-så-jeg-lader-bare-som-ingenting”-grimasse… For den kender I da godt, ikke?