Browsed by
Tag: cykling

Erfaringer fra en uge med cykelhjelm

Erfaringer fra en uge med cykelhjelm

Så er der gået en uge, siden cykelhjelmen indtog mit kranium. Når jeg cykler altså! Jeg har ikke planer om at blive en af dem, der render rundt med cykelhjelmen på inde i Netto/H&M/biografen. Den klub vil jeg meget nødigt meldes ind i.

Nu: safety first!

Nå, men hvordan har det så været? Jeg kan lige så godt breake det allerede nu: det er altså ikke sådan helt uden besvær at være cykelhjelmsbruger. Især som pige. Og især som en meget langhåret pige som mig. For den satan accepterer jo mildest talt ikke ret mange former for håropsætninger. Jeg er glad for både hestehale og knold (læs: jeg er for doven til smarte håropsætninger og vælger derfor det allerhurtigste og letteste) og har normalt én af de to frisurer næsten dagligt.

… Den går imidlertid ikke længere. Jeg har derfor udviklet en ny og cykelhjelmsvenlig frisure! Eller udviklet og udviklet, det kan man vist ikke sige. Der er nemlig tale om en ganske almindelig fletning. Det er også okay. Og ellers kan man jo altid sætte en knold eller hestehale i løbet af dagen (og pille den ud, når turen går hjem igen…).

Derudover er cykelhjelme ikke særlig rare i regn og slud, skulle jeg hilse at sige. Det er også lidt koldt at cykle om morgenen, fordi jeg ikke har plads til hue eller pandebånd indenunder. Og regnen løber desuden lige ned i øjnene på mig. Ikke rart. Så cykelhjelm og regnvejr er en dårlig kombination. Cykelhjelm, regnvejr og mascara er en endnu dårligere kombination, kan jeg afsløre.

Når det går op ad bakke (hvilket min hjemtur gør stort set hele vejen), så er sådan en hjelm altså også ret varm på trods af diverse lufthuller. Og vi er kun i marts måned. Puha, den bliver slem til sommer!

Nå men hvad så? Det kan da godt være, den er upraktisk for håret. Og at den giver mig regn i øjnene eller svedig hårbund. Og at den er træls at slæbe rundt på. Men who cares? Den passer jo på mig og gør mig mere sikker i trafikken. Og så føler jeg mig altså også lidt sej med den på. Sådan lidt: ”Se mig, jeg passer på mig selv”-agtig. Det er jo skide fornuftigt og klogt. For som der står på bagsiden ”I love my brain”.

Har I egentlig lagt mærke til, hvor mange der rent faktisk cykler med cykelhjelm? Det er jeg begyndt at holde øje med nu, og det er overraskende udbredt! Hurra – jeg er ikke alene med cykelhjelmsproblemerne.