Browsed by
Tag: butik

Tid til shopping

Tid til shopping

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…

Hvem sagde køkultur?

Hvem sagde køkultur?

Forleden dag stod jeg i køen i Netto, da en velkendt situation udspillede sig. I kender det nok alle sammen. Man står i en voldsomt lang kø, der næsten strækker sig helt ned til køleafdelingen, fordi man (igen) er kommet til at handle ind lige før spisetid. Ligesom alle andre. Allerede dér er man en anelse irriteret. Både lidt på sig selv, fordi man gik ind i et supermarked på dette hellige tidspunkt. Og ikke mindst på alle de andre kunder i køen – særligt dem, der står foran en selv. Enten fordi de er langsomme, har købt irriterende store mængder varer eller noget helt tredje.

Nu har jeg efterhånden bevæget mig godt frem i køen. Og sker det magiske. En Nettomedarbejder bringer meddelelsen ”Jeg åbner en ekstra kasse”. Jeg når lige akkurat at ånde lettet op. Efter at have tilbragt 6-7 minutter i køen og have leget ”Kender du typen?” (inde i hovedet selvfølgelig) på samtlige kunder på baggrund af indholdet i deres indkøbskurv, er ventetiden nu endelig snart forbi…

Man ak, nej. For hvem spæner frem mod den kasse, der netop skal til at åbne? Selvfølgelig dem, der står aller bagerst i køen og maksimalt har ventet i 30 sekunder. Lige ind foran alle os andre, som har ventet mindst ti gange så længe. Undskyld mig, men siden hvornår er det blevet i orden? Og jeg ved skam godt, at det ikke er en ny tendens. Men jeg bliver lige overrasket hver gang, de bagerste folk i køen kommer spurtende op og springer hen til den nyåbnede kasse lige for næsen af mig.

Det burde da være logik for burhøns, at man lader dem, der har ventet længst tid, komme til først. Men tror I, jeg brokkede mig? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er ikke en sur mokke, der ikke kan overleve at vente fem minutter ekstra. For det kan jeg sagtens! Jeg forstår bare virkelig ikke, hvordan man kan have så travlt, at man snyder foran andre mennesker? Står man lige der og vurderer, at ens tid er vigtigere end de andre kunders?

I sådan en situation begynder jeg i stedet helt automatisk at tænke, så det knager. Ordene flyver rundt i hovedet på mig og danner sætninger på kryds og tværs. Det vrimler pludselig med tanker, undren, forbavselse og idéer. Det samme sker på mange andre tidspunkter og i mange andre situationer. Og fra nu af skal alt det ikke længere gå til spilde – takket være bloggen her.

Velkommen til!