Browsed by
Tag: brok

Om lortecitater

Om lortecitater

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om irriterende Facebook-tendenser – dem kan man læse her, her og her. Et af punkterne omhandlede citater fyldt med stavefejl. Jeg glemte bare lige at nævne, at det ikke kun er dem med stavefejl, der er irriterende. Mange af citaterne er generelt også bare til at lukke op og skide i.

I julen faldt jeg eksempelvis over dette:

julecitat

Ej, men jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Hvad i alverden sker der?

Lad mig lige understrege, at budskabet er der jo intet i vejen med (hvis nogen da skulle sidde og være i tvivl). At ens venner og familie skal være glade og raske, dét er et rigtig godt ønske. MEN. Det ønsker ALLE sig jo! Jeg ønsker mig det personligt hvert år. Hele tiden og ikke kun ved juletid.

Og hvad sker der for formuleringen ”denne jul”? Som om det er noget nyt. Noget specielt ved netop denne jul. Noget, som man ikke plejer at ønske eller hvad? Igen; det ønsker alle sig – HVER jul.

Og så lige til sidst, skal der selvfølgelig stå ”Del hvis du er enig”. Bare nej. Så skulle ALLE dele dette billede eller hvad?

Det manglede bare, at der stod ”80 % vil ikke dele dette. Tør du?”.

… Sikke en masse galde, jeg lige kom ud med der! Ah. Det lettede.

Jul det’ cool

Jul det’ cool

Da jeg i eftermiddags trådte ind i mit lokale storcenter, erfarede jeg til min store glæde, at der var blevet pyntet op til jul. Det vrimlede med juletræer, julegran, lyskæder og julekugler. Og hvilket syn!IMG_0989

… men det er jo også nemt for mig at sige. Jeg er jo julefreaken. Selvfølgelig bliver jeg glad, når butikkerne pynter op til jul – selvom det er tidligt. For ja, jeg er med på, at det ikke er jul endnu (og jeg har da heller ikke selv fundet pynten frem endnu). Men det gør vel ikke noget at glæde sig, vel?!

Problemet er bare, at de færreste deler den holdning. Nu skal vi nemlig til at høre på alle de der brokrøve, der udfolder sig hvert år ved denne tid. Du kan genkende dem ved én af følgende 3 sætninger:

  1. Tænk, at butikkerne pynter op til jul allerede nu. Det er jo aaaaalt for tidligt” (denne sætning er oftest efterfulgt af nr. 2 eller 3).
  2. ”Det ødelægger julestemningen – man bliver jo træt af jul inden den 24. december” (så er man jo gal i skralden).
  3. ”Jeg synes, de pynter op til jul en uge tidligere hvert år” (helt ærligt, prøv lige at regne efter engang. They don’t. Det har du desuden sagt i så mange år, at de snart burde pynte op allerede i april, hvis det var sandt).

Hvorfor er det lige, at det seriøst kommer bag på nogle folk hvert eneste år? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Og hvorfor gider folk generelt brokke sig over det år efter år? Det må da træls at gå og hidse sig op over noget så harmløst som lidt gran og kogler.

For helt ærligt, hvad er så egentlig værst? At butikkerne pynter tidligt op til jul eller de folk, der altid flyver op i det røde felt over det? (eller er det måske ligefrem de folk, der brokker sig over dem, der brokker sig over julepynten? Høhø). Ja, jeg spørger bare …

”Følte sig pragtfuldt til mode”

”Følte sig pragtfuldt til mode”

Så er det endnu engang tid til at lukke lidt facebook-galde ud. I dag skal det handle om de folk, der som supplement til en statusopdatering/billede/video/link skriver ”føler sig lykkelig”, ”føler sig underholdt”, ”føler sig vred” og så fucking videre.

På forhånd undskyld til de folk, jeg træder over tæerne i dette indlæg. Men jeg MÅ simpelthen dele min frustration over denne latterligt overflødige funktion på facebook.

Hvorfor er det nogensinde relevant at tilføje, hvilket humør man er i, grundet det man nu end vælger at dele på facebook? Burde det ikke ligesom allerede ligge implicit i dét, man skriver?

Hvis man nu fx deler den klassiske ”Juhuuu, jeg er gravid, og vi skal være forældre til marts, og vi glæder os helt vildt sindssygt meget, og det bliver fantastisk at blive en lille familie”. Så er det da 100 % overflødigt lige at tilføje med grå skrift, at man altså føler sig lykkelig/glad/ovenpå?

Omvendt hvis man deler et billede af en p-bøde eller skriver, at man lige er blevet fyret fra sit job (ha, som om nogen nogensinde har skrevet det) – lur mig om folk så ikke godt kan regne ud, at man nok føler sig sur/vred/ked/andre følelser i den ende af skalaen.

Det er nærmest som om, at de der følelsesforklaringer er en videreudvikling af smiley’en. Først begyndte vi at bruge smileys konstant for ligesom at understrege, hvordan det skrevne skulle læses og forstås. Nu er det åbenbart ikke tilstrækkeligt længere, og derfor giver facebook os mulighed for lige selv at tilføje en fortolkning af vores opdateringer. HVIS der nu sad nogen derude, som var i tvivl om, hvordan fx de to ovenstående eksempler skulle tolkes. En parkeringsbøde? Gad vide om Lone er glad for den eller sur over den?

Nå, det var nok brok for denne gang. Kan I så have en helt fantastisk fredag aften alle sammen!

… Hvis man vil læse om andre irriterende facebook-tendenser, kan man kigge her og her.