Tag Archives: barnlig voksen

9 tegn på, at man ikke er helt voksen endnu

(… og jeg skal bestemt ikke kunne udelukke, at listen fortsættes en dag).

  1. Man kan umuligt sige nej tak til slik (og det kan jeg som bekendt ikke).
  2. Når man flipper helt ud over, at der er Bamse og Kylling (eller andet godt fra barndommen) på Ramasjang.
  3. Måske i det hele taget bare, når man overhovedet zapper over på Ramasjang?
  4. Når man har tusch på alle sine fingre efter at have tegnet (det skete for mig så sent som, da jeg tegnede fodboldbanen her).
  5. Når man hoppede af glæde i Føtex, da man fandt den lækre, røde saftevand, som smager nøjagtigt som den røde slush ice, man fik i den lokale idrætshal som barn:

    Her er den! Ah, den smager af barndom (aka. svømning, håndbold, gymnastik og alt det andet, man lavede i hallen!).

    Her er den! Ah, den smager af barndom (aka. svømning, håndbold, gymnastik og alt det andet, man lavede i hallen!).

  6. Man kan stadig finde på at købe et Anders And blad (rolig nu, det er nok 3 år siden jeg gjorde det – og det var altså mest fordi, der var et vildt sjovt skæg med som gave… … … den lader vi lige stå lidt …).
  7. Når man er godt i gang med en god leg med et barn, og man så selv bliver helt trist, når barnet vil lege en ny leg i stedet for (ej altså, nu leger vi jo lige så godt med køkkentingene! Skal vi ikke nok blive ved med det? Bare 10 minutter mere, kom nuuuuu).
  8. Når man stadig spiser chokoladekiks på den der barnlige måde, hvor man forsøger at gemme mest muligt chokoladecreme til sidst – i stedet for bare at tage en ganske almindelig voksenbid. Eller når man spiser lakridsgrammofoner ved at rulle den ud frem for at bide af den.
  9. Når man sidder til et fint selskab (a la konfirmation) på en fin beværtning med lækker mad og fine franske vine og hører sig selv sige til tjeneren: Undskyld, men I har vel ikke en cola? – vel at mærke som den eneste udover børnebordet!

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!

Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…