Tag Archives: b-menneske

Noget om at fylde 26

I søndags var det som bekendt min fødselsdag (det har jeg jo også kun nævnt 7 gange på bloggen efterhånden). Dagen hvor jeg måtte forlade de gyldne 25 år og derimod nu kan skrive 26 på cv’et. Puha, det ser altså lidt skræmmende ud sådan sort på hvidt. 26. Det er altså godt på vej mod slutningen af 20’erne.

Men ih hvor jeg dog bare elsker at have fødselsdag! Ja, faktisk elsker jeg bare fødselsdage generelt. Det er så hyggeligt at gå rundt i forskellige butikker for at finde den perfekte gave til folk. Og så er jeg naturligvis også fan af selv at modtage gaver. Og at tælle ned til min fødselsdag. Og at planlægge fejringen!

Selv for et b-menneske som mig, er det ingen sag at komme op om morgenen på min fødselsdag (dog ikke helt som da man var barn, hvor man vågnede klokken fire om natten og var ved at sprænges af bare spænding). Men søndag morgen var jeg altså frisk som en havørn i det øjeblik min kæreste lagde en gave på min hovedpude – og dét selvom jeg aftenen forinden havde drukket både rosé, baileys og cuba strawberry (sidstnævnte har jeg ikke smagt siden jeg var 16 og kan meddele, at det stadig ikke smager godt).

Efter at have åbnet pakker og fået morgenmad på sengen (amen fødselsdag er jo det bedste) hoppede jeg i et fødselsdagsbad og bagefter gik jeg i gang med at stege fødselsdagsfrikadeller (JA, I læste rigtigt – svinekød!). Senere fik jeg familiebesøg, hvor vi spiste alle frikadellerne og skyllede dem ned med karrysild og varm leverdreng (man skulle jo tro, jeg blev 62).

Hen på eftermiddagen kreerede jeg denne lagkage:

line 26

Specielt køn er den jo ikke. Jeg skal vist liiiige øve den flødeskumssprøjteteknik en gang eller to mere!

Nå men kort før aftenstid kom min far også et smut forbi. Det føltes helt som at være barn igen, når man sådan så hele sin familie på sin fødselsdag. Om aftenen gik min kæreste og jeg en tur (jeg skulle jo lige se, om folk på gaden kiggede anderledes på mig, når jeg nu var 26 år), og på hjemvejen hentede vi sushi. Jeg ELSKER sushi. Resten af aftenen stod på hjemlig hygge. Alt i alt en skide god dag. Det var jo slet ikke så slemt! Jeg føler mig sgu ikke gammel.

Til gengæld er dagen efter ens fødselsdag altid lidt fesen. Så skal man vente ET HELT ÅR igen! Det er dog ikke nær så slemt som dagen efter juleaften. Den dag kan verdens største juleelsker (læs: mig) næsten ikke bære!

Jeg ligger bare lige 10 minutter mere…

For noget tid siden røbede jeg her på bloggen, at jeg er inkarneret b-menneske. I dag vil jeg afsløre, at det ikke er nok med det. Jeg er nemlig også en snoozer!alarmer

Jeg har researchet mig frem til, at mit b-menneske-gen må være medfødt. Mine forældre har nemlig fortalt mig, at jeg igennem hele min barndom har elsket at sove længe. Jeg var seriøst helt fra lille sådan et barn, der skulle vækkes om morgenen! Altså som i totalt omvendtland, hvor jeg snorksov og lod mine forældre sove igennem. Yndlingsbarn, hva’? Jeg satser i hvert fald stærkt på at videregive netop dét gen til mine egne børn.

Nå, men det var jo egentlig slet ikke dét, vi skulle tale om. Som følge af min forkærlighed for at sove længe og mine store problemer med at komme op om morgenen, når vækkeuret ringer, er jeg blevet en (meget) afhængig snoozer. Og jeg snoozer ikke kun med en enkelt alarm, nej nej nej nej. Jeg sætter en hel bunke alarmer til, fordi jeg oven i hatten også lider af kronisk angst for at komme for sent op! Der er altid sat et par ekstra alarmer til, som ikke bliver brugt. De er bare min egen lille sikkerhedsbuffer.

På billedet kan I se de alarmer, jeg slår til. Og der er altså i virkeligheden lidt flere end dem, der kunne komme med på screenshottet… I kan nok regne ud, at det derfor bliver til en hel del gange, min alarmtone bliver afspillet hver morgen. Det har imidlertid medført, at jeg er blevet delvist immun overfor netop dén tone. Hvilket resulterer i, at jeg slår den fra i søvne. Vildt praktisk, ja. Det sker endda sommetider flere gange i træk. Men på mystisk vis kommer jeg aldrig for sent op (7-9-13 og bank under bordet).

Det skal stoppe nu alt det snoozeri. Jeg tror, jeg tager en kold tyrker. Men hvad nu hvis jeg kommer til at slå alarmen fra i søvne? Min underbevidsthed er jo vant til, at det er helt okay, for der ringer jo normalt en ny alarm om max 10 minutter. Fuck. Jeg er kommet ind i noget af en ond cirkel her. What to do?!

Livet som b-menneske

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er B-menneske. Med et meget stort B. At sove er noget af det bedste jeg ved. Bare dét at skrive om det nu, giver mig seriøst lyst til at nappe en lille morfar! Ih, hvor jeg elsker at sove. Men jeg det skal være, når jeg har lyst, og ikke bare fordi klokken slår 22. Hvis jeg først bliver træt klokken 03, går jeg først i seng klokken 03. Og så står jeg måske først op klokken 10 eller 11 dagen efter.

Lad os så sige, at jeg tager i skole/på arbejde/på besøg hos en veninde/noget andet klokken 12. Her møder jeg folk med et ”Godmorgen”. Straks kigger nogen forbavset på mig: ”Godmorgen?! Klokken er 12! Er du først lige stået op?”. Og som I nok har gættet, så er det naturligvis A-mennesker, der kommer med den slags kommentarer. For i deres hoveder giver det jo slet ingen mening at sove så længe. ”Man sover jo hele dagen væk!”.

Når disse situationer udspiller sig, føler jeg mig faktisk sommetider stemplet som doven. Fordi jeg godt kan lide at sove længe. Men hvis man tæller efter, så sover jeg jo ikke flere timer, end A-mennesker gør – jeg sover bare på et andet tidspunkt. Jeg elsker at sidde oppe sent om aftenen og natten. Der er så stille og ingen forstyrrelser. Man kan gøre, hvad man vil – måske lige undtagen at tage på shoppetur og den slags (et godt råd, hvis shopaholic-genet skal tilfredsstilles på den tid af døgnet = webshops). Og jeg nægter simpelthen at ændre min døgnrytme, fordi ”normen” siger det. Eller okay, jeg har forsøgt i gymnasietiden, hvor bussen gik klokken 7.10 hver morgen, og det lykkedes ikke. Dengang kom jeg i stedet ind i den der supergode rytme, hvor man sover fem timer hver nat og tager en middagslur på to timer hver eftermiddag. Vild ungdom!

Men nu er det jo ikke fordi, alle A-mennesker går og kalder mig doven. Bestemt ikke. Men det føles bare lidt sådan. Som om det er A-menneskerne, der er velfungerende, og B-menneskerne, der er helt forkert på den. Jovist, jeg kan da godt se, at A-mennesker følger døgnets naturlige rytme i forhold til solopgang og solnedgang og den slags. Men det fungerer bare ikke for os andre.

Jeg foreslår derfor, at vi lige her og nu slutter fred mellem A-mennesker og B-mennesker.  I stopper med at grine af os, fordi vi sover længe, og så stopper vi med at fnise, når I går tidligt i seng (selvom det først er dér, det sjove sker. Høhø). Basta. I virkeligheden er A-mennesker og B-mennesker jo et fantastisk team: tilsammen kan vi klare hele døgnet!

Og husk så lige at udnytte de kompetencer, som jeres døgnrytmer lægger op til! Hvis du alligevel vågner klokken 6 hver morgen, så nap en tjans som avisbud. Jeg har derimod før i tiden brugt mit ”være-vågen-om-natten”-gen til at udfolde mig som bartender i det Århusianske natteliv. Vi må jo alle træde til, hvor vi kan.