Der var engang en blogger
(og det er der selvfølgelig stadig, men det er nu engang knap så eventyrsagtigt at skrive i nutid).
Bloggeren elskede sin blog. Hun elskede at skrive indlæg om alt imellem himmel og jord. Bare dét, der lige faldt hende ind. Og hun elskede at se, at folk rent faktisk gad læse med. Det kunne hun se på bloggens besøgstal, eller når læserne efterlod en kommentar på bloggen. Bloggeren var vild med det hele.
Det skete dog sommetider, at hun kom ind i en travl periode, hvor hun desværre ikke havde tid og overskud til at kaste ligeså meget opmærksomhed efter bloggen, som hun gerne ville. Og som hun normalt gjorde.
På et tidspunkt i det herrens år 2015 skete det endda for første gang i bloggens levetid, at der ikke kom nyt på bloggen i en hel uge. Det var bloggeren naturligvis ked af. Men sandheden var blot, at hun havde haft en travl uge. Og det kender alle folk jo til.
Ja, der var faktisk et par måneder i starten af 2015, hvor den stakkels blogger ikke havde været lige så meget til stede på bloggen, som hun plejede. Det nagede hende. Men bloggeren vidste, at sådan noget kunne ske engang imellem. Hun havde jo trods alt også andre aktiviteter at tage sig af. Men hun savnede at blogge.
Og hun glædede sig til, at hun forhåbentligt inden længe fik mere overskud på kontoen, så hun kunne kaste lidt mere kærlighed over sin blog. Og så ville hun i hvert fald ikke acceptere, at der igen skulle gå en hel UGE imellem skriblerierne. For dét var altså ikke optimalt!
Bloggeren ville for alt i verden ikke blive sådan en blogger, der skriver et indlæg om måneden. Men det var der heller ingen fare for. Bloggeren elskede nemlig det at blogge alt for højt til at kunne undvære det.
Så hun skrev et eventyr til sine læsere for at forklare situationen. Hun ville nemlig så gerne beholde dem. Og hun lovede dem at vende stærkt tilbage. Og den dag udgav hun hele TO indlæg. Og så levede de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.
