Browsed by
Tag: 26 år

Flashback til september 2014

Flashback til september 2014

Gad egentlig vide, hvad jeg ævlede om her på domænet i september sidste år? Det kan vi skam hurtigt finde ud af …

Jeg brokkede mig (no shit) over folks irriterende opførsel i supermarkedet. Det omhandlede blandt andet ”Det-bliver-hurtigere-min-tur-hvis-jeg-stiller-mig-helt-oppe-i-nakken-af-dig”-typen”.

Jeg undrede mig over hele “Snøfler to go”-konceptet (og nu fik jeg virkelig lyst til snøfler…).

snøfler

Jeg undrede mig også over #likeforlike-hashtagget. Og her et år efter synes jeg altså stadig, det er noget mærkeligt noget.

Jeg omskrev endnu flere af de gode gamle ordsprog. Blandt andet Tab og vind med samme sind, som blev til: “uanset om dit yndlingsfodboldhold taber eller vinder, så undlad venligst at smide 5+ statusopdateringer på Facebook under og efter kampen”.

Jeg så et afsnit at Kongerne på Kanal 5. Bare ét enkelt afsnit. Det kom der et helt indlæg ud af.

Jeg opstillede en liste over 8 alt for udbredte stavefejl. Den burde jeg da egentlig kunne fortsætte!

Jeg delte mine erfaringer med at fylde 26 år. Senere i aften vil jeg dele mine erfaringer med at fylde hele 27 år. Shit.

line 26

 

Noget om at fylde 26

Noget om at fylde 26

I søndags var det som bekendt min fødselsdag (det har jeg jo også kun nævnt 7 gange på bloggen efterhånden). Dagen hvor jeg måtte forlade de gyldne 25 år og derimod nu kan skrive 26 på cv’et. Puha, det ser altså lidt skræmmende ud sådan sort på hvidt. 26. Det er altså godt på vej mod slutningen af 20’erne.

Men ih hvor jeg dog bare elsker at have fødselsdag! Ja, faktisk elsker jeg bare fødselsdage generelt. Det er så hyggeligt at gå rundt i forskellige butikker for at finde den perfekte gave til folk. Og så er jeg naturligvis også fan af selv at modtage gaver. Og at tælle ned til min fødselsdag. Og at planlægge fejringen!

Selv for et b-menneske som mig, er det ingen sag at komme op om morgenen på min fødselsdag (dog ikke helt som da man var barn, hvor man vågnede klokken fire om natten og var ved at sprænges af bare spænding). Men søndag morgen var jeg altså frisk som en havørn i det øjeblik min kæreste lagde en gave på min hovedpude – og dét selvom jeg aftenen forinden havde drukket både rosé, baileys og cuba strawberry (sidstnævnte har jeg ikke smagt siden jeg var 16 og kan meddele, at det stadig ikke smager godt).

Efter at have åbnet pakker og fået morgenmad på sengen (amen fødselsdag er jo det bedste) hoppede jeg i et fødselsdagsbad og bagefter gik jeg i gang med at stege fødselsdagsfrikadeller (JA, I læste rigtigt – svinekød!). Senere fik jeg familiebesøg, hvor vi spiste alle frikadellerne og skyllede dem ned med karrysild og varm leverdreng (man skulle jo tro, jeg blev 62).

Hen på eftermiddagen kreerede jeg denne lagkage:

line 26

Specielt køn er den jo ikke. Jeg skal vist liiiige øve den flødeskumssprøjteteknik en gang eller to mere!

Nå men kort før aftenstid kom min far også et smut forbi. Det føltes helt som at være barn igen, når man sådan så hele sin familie på sin fødselsdag. Om aftenen gik min kæreste og jeg en tur (jeg skulle jo lige se, om folk på gaden kiggede anderledes på mig, når jeg nu var 26 år), og på hjemvejen hentede vi sushi. Jeg ELSKER sushi. Resten af aftenen stod på hjemlig hygge. Alt i alt en skide god dag. Det var jo slet ikke så slemt! Jeg føler mig sgu ikke gammel.

Til gengæld er dagen efter ens fødselsdag altid lidt fesen. Så skal man vente ET HELT ÅR igen! Det er dog ikke nær så slemt som dagen efter juleaften. Den dag kan verdens største juleelsker (læs: mig) næsten ikke bære!

Endnu en uge #10

Endnu en uge #10

1) Hurra, søndagsindlægget kom til tiden i dag! Jeg holder nemlig total afslapningssøndag, og jeg elsker det.

2) Det lykkedes mig i ugens løb at få skrevet den satans ønskeliste. Og den blev faktisk overraskende lang, selvom jeg i første omgang virkelig ikke anede, hvad jeg skulle ønske mig.

3) Har brugt lidt tid på at overveje, hvorfor man ikke køber 10 pakker vatrondeller ad gangen? Man VED jo, at man skal bruge dem igen og igen. Og det kommer bag på mig, HVER gang jeg pludselig tager den sidste i pakken. Hvorfor opdagede jeg ikke i går, at nu var der kun én tilbage?

4) … Det samme gælder i øvrigt ansigtsrens/make-up fjerner, hårlak, shampoo og alt i den dur!

5) Bedst som jeg følte mig en anelse ramt af, at jeg om kort tid fylder 26 år, skete det, at jeg blev spurgt om ID. I et supermarked midt om dagen. Altså som i at den unge ekspedient simpelthen lige skulle tjekke, om jeg nu også var fyldt 18 år! Og jeg blev faktisk helt oprigtigt glad. Tænk sig, at jeg (i hvert fald i én persons øjne) kan ligne en på 17-18 år? Så er det jo intet problem at forlade de gyldne 25 år.

6) Forleden morgen da jeg cyklede afsted mod arbejde, opdagede jeg pludselig til min store skræk, at der sad en motherfucker af en edderkop på mit cykelstyr. Jeg indrømmer gerne, at jeg gik i panik. Intet mindre. Først forsøgte jeg febrilsk at sparke den ned på jorden, mens jeg endnu cyklede. Det lod sig dog ikke gøre, så jeg måtte holde ind til siden og fikse situationen! Pyha, det var nær ude med mig.

7) … Da jeg endelig nåede sikkert frem til mit arbejde og skulle parkere min cykel, blev jeg angrebet af en hveps. Som IKKE gad skride. Så jeg måtte hoppe lidt rundt og løbe et par gange rundt om cyklen, før jeg kunne få fred til at låse min cykel og nuppe min taske.

8) Efter jeg skrev dette indlæg i går, har jeg ikke kunnet få min trang til snøfler ud af hovedet (på trods af at pakken på billedet blev indkøbt og fortæret så sent som i torsdags!).

9) Jeg var i København fra søndag til mandag og tog mig selv i at være totalt jydeagtig. Sagde ting som ”Sikke hurtigt bilerne kører her inde i byen!” og ”Man skal lige vænne sig til, at alle snakker SÅ københavnsk”.

10) På trods af det dejligt lune efterårsvejr, som ingen ende vil tage, så er jeg pt. i gang med at koge risengrød. Julefreaken er da ligeglad!