Hos frisøren

Hos frisøren

Størstedelen af mine veninder elsker at gå til frisør. De synes, det er lækkert at blive passet, plejet og nusset om. Sådan en lille luksusting i hverdagen.

Det fatter jeg ingenting af! Puha, nej. Det står i hvert fald ikke på min Top100-liste over fede ting i livet. Og da SLET ikke, hvis man skal have vasket hår. Tænk at folk gladeligt betaler i dyre domme for at få lov at ligge med hovedet i en mærkelig håndvask og få hold i nakken. ”Jamen Line, man får jo lækker hovedbundsmassage!”. Det kan sgu godt være, men man kan jo ikke nyde det. I stedet ligger man der helt anspændt og nervøs for at få vand og sæbe i øjnene. Eller endnu værre; ned langs nakken. Det henholdsvis svier og kilder. Så det bliver et kæmpe nej tak herfra. Til hårvask i hvert fald.

Desuden oplever jeg jævnligt, at frisører ikke har den ønskede mængde empati for mig og mit hår. Nogle gange ER det faktisk en ret stor beslutning, hvad der skal ske. For et par år siden gik jeg og overvejede at få klippet kort pandehår. Da jeg kom til frisør, sagde jeg ordret: ”Jeg overvejer lidt, om jeg skulle forsøge mig med pandehår”. Her søgte jeg at få en fagpersons vurdering af, hvorvidt det ville klæde mit ansigt, og om det overhovedet kunne fungere i min manke. Men fra jeg lukkede munden op, til hun satte saksen i mit pandehår, gik der max et minut. ÉT MINUT!

Jeg ved ikke, om hun var halvdøv eller bare havde travlt den dag. For jeg forsøgte ligesom at indlede en samtale, hvor vi kunne snakke om fordele og ulemper og sammen beslutte, hvad der skulle ske med mit hår. Det skulle vi ikke. Hun hørte det tydeligvis, som om jeg sagde: ”Jeg vil gerne have klippet mit pandehår kort, og det skal gå stærkt, så jeg ikke når at fortryde!”.

I det mindste lærte jeg da noget af episoden. Nu kommer jeg ikke længere med den slags udmeldinger, når jeg HAR sat mig i stolen. Jeg bliver stående og forklarer, indtil min frisør og jeg er nået til enighed om, hvad der skal ske. Desuden skiftede jeg naturligvis frisør efter pandehårsoplevelsen – det blev en engangsfornøjelse. Tænk, hvis jeg helt ude af kontekst kom til at nævne ordet gryde næste gang.

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares