Category Archives: Veninder

Livet er som hønsekødssuppe

Nogen vil måske hævde, at hønsekødssuppe er en kedelig ret. Der er jeg ikke enig. Det er en fantastisk ret! Alle mennesker har en favorit, når det gælder valget mellem kødboller og melboller. Hvad er jeres?

Jeg foretrækker helt klart melboller. Det er måske nok et lidt klamt koncept, men de små hvide sataner smager bare alt for godt! Kødbollerne er jeg derimod ikke tosset med. Dem spiser jeg bare, fordi de er der. Og så forsøger jeg altid at fiske flest melboller op ad gryden!hønsekødssuppe

For nogle måneder siden skulle jeg spise hønsekødssuppe med en veninde. Da vi var ude og handle, fik jeg pludselig øje på noget i køledisken. Hallo, se lige der, en stor pose kun fyldt med melboller! Skal vi ikke bare købe den? (min veninde er nemlig også på melbolle-holdet).

Min veninde kiggede på mig, og hun så ikke særligt begejstret ud. Så sagde hun: Jamen det prøvede jeg for noget tid siden. Og ved du hvad, man sætter altså ikke pris på melbollerne på samme måde, når det er det eneste, der er.

Jeg var forundret. Hvad i alverden snakkede hun om? En hel gryde fyldt med melboller – hvorfor skulle man nu ikke sætte pris på det? Hun forklarede, at det bare slet ikke var det samme, når der var et evigt lager af melboller at tage af.

Jeg var overbevist om, at hun tog fejl, og forsøgte derfor at tale melbollernes sag igen. Min veninde sagde: Jamen vi kan sagtens købe dem! Jeg har bare advaret dig nu: du vil ikke værdsætte melbollerne på samme måde, som du plejer.

Om aftenen sad vi ved bordet og sluprede hønsekødssuppe fyldt med melboller. Og her måtte jeg overgive mig. Min veninde havde dælme haft ret hele tiden.

Det var SLET ikke det samme. Der var en overflod af melboller, hvilket betød, at vi ligefrem levnede nogen. Selvom man slap for at kæmpe sig igennem kødbollerne, så var det bare ikke rigtigt det værd. For ganske rigtigt, så satte man slet ikke pris på melbollerne på samme måde, som man normalt gør, når der også er kødboller. Jeg måtte bøje mig. Min veninde havde ret.

Og hvad kan vi så lære af den historie? Jo, ser I. Det er jo med hønsekødssuppe, som det er med livet. Ja faktisk kan livet ses som én stor gryde fyldt med suppe. Igennem livet byder suppen på mange forskellige ingredienser. Det kan være de virkelig gode ting/oplevelser som melboller, og det kan være de mere fesne oplevelser som kødboller.

… Men tilsammen skaber de noget helt specielt. For hvad er melboller overhovedet, når de ikke står i kontrast til kødbollerne? Og hvordan skulle man føle glæde, hvis man ikke kendte til sorg? Hvordan skulle man sætte pris på sine penge og ejendele, hvis man var født med en bundløs guldtank i baghaven? Og hvordan ville man leve sit liv, hvis man vidste, at det ville vare for evigt?

Idéer til pakkekalender

Står du og vil forkæle din veninde/mor/søster/kæreste med en pakkekalender i december måned men har problemer med at finde på 24 små gaver? Fortvivl ej, for her kommer en lille guide med inspiration.

Forslagene retter sig hovedsagligt mod kvinder, for det er altså lidt nemmere! Vi har en større forkærlighed for småting (skrammel?!). Mine forslag er desuden meget budgetvenlige. Enjoy – og selv tak:

  1. Hårnåle. De små sataner forsvinder konstant, så dem kan man altid bruge.
  2. Strømper. De forsvinder nemlig samme sted hen som hårnålene.
  3. Hårelastikker. Af fuldstændigt samme grund.
  4. Tyggegummi. Man står ofte og trænger til et stykke tyggegummi, lige når man skal ud af døren (eller har spist noget med karry). Det er især en god idé at lægge denne gave på en søndag! Når gårsdagens bytur har belagt ens tunge med frotté, så er det altså rart med et stykke tyggegummi.
  5. Ansigtsmaske. Gerne én af de der billige nogen i plastikpakken (vi kører jo ligesom pakkekalender på budget her).
  6. Snespray. I ved det der hvide snask på dåse, man kan sprøjte på vinduerne (eller juledekorationen). I tilfælde af at vejrguderne ikke velsigner os med en hvid jul, så ordner vi det da bare selv (jeg lover, at det er overraskende nemt at vaske af igen!).
  7. Vatrondeller. Det kommer jo ALTID bag på én, når man pludselig tager den sidste. Så et back-up lager er helt perfekt!
  8. Læbepomade. Jeg er selv rimelig læbepomadeafhængig, og det er vist ikke unormalt? Og når man skal have læbepomader til at bo fast i alle jakkelommer, forskellige tasker og clutches, skrivebordsskuffen på jobbet og andre steder, så kan man altid bruge en ekstra!
  9. Fyrfadslys. Det kommer jo bag på en hver vinter, hvor mange man kan nå at bruge!
  10. Marcipanbrød. Behøver jeg forklare yderligere?
  11. Et skrabelod. Du kan jo potentielt forære en million! Hvis du altså tør…
  12. En cd med julesange. Den idé egner sig nok især, hvis modtageren er sådan en, der godt kan lide at skråle med på ”Laaaaaast christmas”, mens der bages vaniljekranse.
  13. En pose nisseskum. Hvem elsker ikke det?
  14. iPhone-cover med julemotiv. Igen her fungerer gaven nok bedst, hvis modtageren er sådan lidt en Gertrud Sand-type. Som undertegnede. Jeg fik fx dette fine cover af min kæreste sidste år: julecover
  15. Et brev kardemomme. Evt. sammen med din mormors hemmelige opskrift på brunkager. Håndskrevet naturligvis. … Kan man fornemme, at mit julehjerte udfolder sig mere og mere i løbet af denne liste?
  16. En fyrfadslighter. De små sataner løber jo altid tør, bedst som man er i gang med at tænde det helt store lysshow.
  17. Sjove køleskabsmagneter. Det kunne fx være disse fra Tiger: bogstaver
  18. Neglelakfjerner. Er der noget mere kedeligt at bruge sine penge på selv?
  19. En dvd med en julefilm. Her er Alene Hjemme en anbefalelsesværdig klassiker.
  20. Julepynt. Kogler, kugler, nissemænd, lysestager, you name it.
  21. Håndcreme. Den billige fra Netto med Aloe Vera er super!
  22. Chokolade. Simpelthen bare chokolade i en eller anden form. Om det så er en plade Marabou, en chokoladejulemand eller noget fra Kinder. Et stykke chokolade vil redde enhver mørk og kold decemberdag.
  23. En flaske rødvin. Her er der vist heller ikke behov for yderligere forklaring. Det er dog taktisk smart at placere denne gave på en lørdag.
  24. Et par hyggesokker. Ah, sådan et par kan man altid bruge. Hvis du er sej, så strikker du dem selv.

 

Hvis I har andre gode idéer, så fyr dem endelig af i kommentarfeltet!

Spice up your life

I tirsdags faldt jeg over en post på facebook fra selveste Melanie C. Hun skrev, at det var præcis 18 år siden, det første Spice Girls-album udkom. Seriøst? 18 år? Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det (sludder for jeg lå i min seng. Men det lyder godt). Jeg var da godt klar over, at det efterhånden er mange år siden, men ikke SÅ mange.Spicegirls-spice

Det fik altså sat en masse minderige tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var jo SÅ stor fan af Spice Girls. Ligesom alle de andre piger på skolen. Og ligesom mange af jer nok også var.

Vi samlede på diverse Spice Girls-ting. Jeg havde både pennalhuse, blyanter, viskelædre, lineal, t-shirts (jep, dem der stumpede på maven), plakater og selvfølgelig cd’er! Vi købte også Spice Girls-tyggegummi (til 50 øre stykket) for at få et lille klistermærke med – og selvfølgelig for at puste lyserøde tyggegummibobler ligesom Emma.

Men mest af alt samlede vi på Spice Girls-billeder. Som naturligvis blev opbevaret i de originale Spice Girls-mapper. Jeg brugte alle mine lommepenge på de ih så flotte billeder. Købte pakke efter pakke. I håb om at komme i besiddelse af de allermest sjældne af slagsen (som var de sort/hvide solobilleder med autografer på, hvis nogen skulle være i tvivl). Ethvert frikvarter blev brugt på at bytte billeder med veninderne.

Som mange andre piger optrådte vi også som Spice Girls. Det skete til morgensang flere gange. Vi indøvede en koreografi og stod der og skrålede med. Og vi fik også taget vores egne Spice Girls-billeder flere gange (min venindes stakkels mor måtte flere gange bruge timevis på at tage billeder af os i forskellige poses). Jeg vekslede mellem at være Victoria og Mel C. Sommetider snobbet og andre gange mere sporty i det.

Desværre foregik alt dette før digitalkameraet kom til verden (i hvert fald til min verden) – ellers havde I naturligvis fået lov at se mig i en vaskeægte Sporty Spice-pose med benet sparket højt i vejret!

Var I også store Spice Girls-fans? Og hvem var I, hvis I skulle optræde eller have taget billeder?

 

Den klassiske tur i Ikea

Ikea er jo altså bare et fantastisk sted! De har alt (undtagen en køkkenrulleholder!), og de fleste ting er knaldbillige. I kender sikkert allerede til den klassiske ”lille smuttur” til Ikea, man sommetider tager. Som ender med at blive til alt andet end en smuttur.

Det starter altid med, at man bare lige mangler en grydeske (eller en kartoffelskræller eller en badeværelsesmåtte eller noget andet til under en 20’er). Så tager man en veninde under armen og smutter afsted. Man skulle jo tro, at det ville tage max 20 minutter (man skal jo trods alt også lige gå igennem hele labyrinten butikken).

… Det gør det dog bare aldrig. Selvom man har været i Ikea 78 gange før, skal man altid liiiige kigge på alle fucking hylder. Det kunne jo være, der var kommet noget nyt og spændende. Og straks står man der og bliver betaget af de fine ting til nærmest ikke-eksisterende priser. Lidt efter lidt putter man ting ned i den kæmpestore indkøbsvogn (som man lige tog med for en sikkerheds skyld).

Før man får set sig om, har man fyldt bunden af indkøbsvognen (som ellers er på størrelse med den gennemsnitlige studerendes badeværelse). Men man har jo kun taget småting, så det går nok. På dette tidspunkt er der gerne gået 2-3 timer. Måske mere.

Derfor er man også i mellemtiden blevet ret så sulten. Så er det jo heldigt, at Ikeas fine restaurant tilbyder diverse middagsretter til ikke ret mange penge. Pludselig finder man sig selv ved skranken, hvor man naturligvis bestiller en portion kødboller med kartoffelmos, sovs og tyttebær (sidst jeg var i Ikea, stod der to veninder foran mig, hvor den ene udbrød højt: ”Ej, hvad fanden er tyttebær? Har du hørt om det før?”).

Tilhørende retten får man sodavand ad libitum, så sådan et par glas skal man da også lige have kylet ned. Og når man først sidder der, finder man ud af, hvor træt man egentlig er. For man har jo faktisk gået ret meget rundt de sidste timer. Så man bliver da gerne siddende lidt ekstra for at hvile benene, alt imens man hyggesnakker og kigger på alle de andre mennesker, som også er blevet fanget i den store, stygge (men rare) Ikea-fælde.

Når man endelig er klar til at gå mod kassen, viser det sig som regel, at man har brugt 500 kroner. På småting. Som man ikke vidste, at man manglede.

Og således kommer man hjem 5 timer senere og 500 kroner fattigere (men en hyggelig dag rigere) og må i gang med at finde plads til alle de nye uundværlige småting, man har skrabet sammen!

I kender det godt … ikke?!

 

Lidt om solbadning

solbad 2Med sådan en imponerende lækker sommer, som vi har i Danmark i år, er der rig mulighed for solbadning. Men er jeg den eneste, der ikke er helt nede med at slikke sol?!

Jeg får altid vildt meget lyst til det, så snart solen titter frem. Især i starten af sommeren. For vi skal jo ud og nyde solen, men vi kan. Og ikke mindst skal vi have noget farve på de vinterblege kroppe!

Så jeg pakker straks de nødvendige ting til en dag på græsplænen i strålende sol. Imens går jeg og glæder mig til rigtigt at nyde sommeren. Hvor bliver det lækkert, tænker jeg. Dernæst tager jeg en veninde eller min kæreste under armen. Vi smider os i solens stråler, og de første 30 sekunder går med, at jeg tænker Ah, hvor er det skønt det her. Dét er livet!

Men uden at lyve går der max de der 30 sekunder, før jeg tænker Åh nej! Her keder jeg mig seriøst allerede og kommer i tanker om, at jeg jo ikke kan holde det ud. Jeg har virkelig ikke tålmodighed til at ligge der og vente på at blive lækker brun. Det er også for varmt, og jeg kan kun ligge og tænke på, hvor meget jeg sveder. Og at jeg savner en pool. Og keder mig!

Dette forsøger jeg at imødekomme ved at lave noget ”aktivt”, imens jeg soler. Det kan være at læse, gætte kryds og tværs, spille kort eller den slags. Så bliver det altså lige en tand sjovere og lidt mere udholdeligt.

Sådan undgår du at få sol i øjnene.

Tip: sådan undgår du at få sol i øjnene.

Mine veninder derimod! DE kan fandme sole, skulle jeg hilse og sige. Jeg forstår det slet ikke. De ligger der som forstenede i lang, lang tid. Og de NYDER det. De bliver ikke utålmodige og behøver ikke vende og dreje sig hvert andet minut. Jeg fatter virkelig ikke, hvordan de kan holde til det? De ligger i den helt rette vinkel i forhold til solen, og de har nøje styr på, hvornår de skal ligge på maven og ryggen for at blive lige brun på begge sider.

Imens ligger jeg misundeligt ved siden af og keder mig langsomt ihjel, samtidig med at jeg er ved at smelte. Alligevel bliver jeg ved med at gå ud for at solbade, så snart solen titter frem. For vi skal jo have noget ud af solen, mens den er her. Jeg er nok bare bedst til at lave noget, imens jeg nyder solen.

Hvad med jer, er I vilde med solbadning? Eller keder I jer også hurtigt ligesom mig?

Da min veninde glemte min fødselsdag

I dette indlæg reklamerede jeg for historien om engang, hvor jeg spiste brunch med min veninde for at fejre min fødselsdag. Men det havde hun altså bare lige glemt… Den historie vil jeg fortælle jer i dag.

Det var min gode veninde, Lea, som jeg har kendt siden gymnasiet, og historien er nogle år gammel. Jeg havde spurgt hende dagen før min fødselsdag, om hun ville med ud at spise brunch i morgen, og det ville hun heldigvis gerne. Jeg tænkte, at hun naturligvis var klar over, at det var i anledningen af min fødselsdag. Det skulle senere vise sig, at det var hun bestemt ikke…

Jeg blev vækket om morgenen af min kæreste med gave og det hele. Derefter traskede jeg glad over til Lea for derefter at følges med hende ned til den udvalgte café. Vi havde aftalt at mødes uden for hendes hoveddør, men hun var der ikke endnu. Jeg satte mig på trappestenen for at vente.

Efter et par minutter ringede hun til mig: ”Vi har et problem. Jeg er først lige vågnet”, sagde hun. Nårh ja, det er jo, hvad der kan ske. Vi aftalte, at jeg ventede ude i det dejlige solskinsvejr, mens hun skyndte sig at gøre sig klar. Hun ønskede mig ikke tillykke med fødselsdagen i telefonen, men jeg tænkte, at hun nok ville vente til hun kom ned til mig.

Efter noget tid råbte hun ud af vinduet for at spørge, hvor varmt det var, og om hun mon skulle tage jakke på. Heller ikke her kom der et tillykke, men igen troede jeg, at hun lige ventede til hun kom ned på gaden. Men da hun endelig var færdig og kom ned til mig, kom der heller ikke noget tillykke.

Vi satte kursen mod byen, og vi gik og snakkede hele vejen. Vi snakkede helt normalt om løst og fast og efter nogle minutter gik det op for mig, at Lea altså havde glemt min fødselsdag. Jeg gik og spekulerede på, om jeg skulle fortælle hende det eller blot lade som ingenting. Til sidst besluttede jeg mig for den sidste mulighed. Jeg ville gerne tage lidt pis på hende, og jeg vidste, at hun ville kunne tage det, selvom man selvfølgelig bliver lidt flov over at glemme den slags, når man ovenikøbet er sammen på selve dagen.

Nå, men vi spiste brunch og hyggede og snakkede og grinede som enhver anden dag. Imens bippede min telefon lidt mere end normalt, og jeg tænkte over, om hun mon ville komme i tanker om det. Men det gjorde hun ikke.

Klokken 12 skulle Lea på arbejde. Lidt efter sendte hun mig en sms, og jeg tænkte, at NU var hun nok kommet i tanker om det. Men nej…

Senere på dagen tog jeg ud til min svigermor og fejrede fødselsdag. Hele aftenen gik jeg og ventede på, at Lea fik fri fra arbejde, for jeg vidste bare, at hun via facebook ville have opdaget det i løbet af dagen. Og ganske rigtigt, da klokken slog 21 ringede Lea op: ”Undskyld, undskyld, UNDSKYLD, stooooort tillykke med fødselsdagen!”. Hun havde vildt dårlig samvittighed, men jeg grinede bare, for ærlig talt så er det jo en ret god og sjov historie! Som vi stadig griner af i dag.

Desuden havde hun ikke engang set det på facebook men var derimod selv kommet i tanker om det, da hun skulle skrive dagens dato ned på et stykke papir. ”Den 28. september – fuck!! Det er sgu da Lines fødselsdag…”.

Lea var dog så sød, at hun året efter i al hemmelighed tog hjem og pyntede mit værelse meget festligt op:

Dét er sgu da sødt!

Dét er sgu da sødt!

Om tjenere med dårlig timing

I dag var jeg ude at spise brunch med en flok veninder. Eller det vil egentlig sige, at vi var ude for at spise frokost men endte med en god gang brunch. Det ved man sgu, hvad er.

Her var vi naturligvis igennem den obligatoriske situation, hvor tjeneren altid når at komme og spørge efter bestillinger, før man overhovedet har fået åbnet menukortet. Vi skulle jo lige catche up. Så sker der jo som bekendt det, at man straks åbner menukortet efter tjenerens visit og begynder at kigge på varerne.

Random brunch-billede.

Random brunch-billede.

Og det gør man så lige i max fire sekunder, indtil én stiller et vigtigt spørgsmål såsom hvordan gik det egentlig med din sidste eksamen? eller har du fået købt solcreme til din ferie? Straks bryder alle atter ud i tøsesnak om karakterer, solfaktorer, benzinpriser, weekendens udskejelser eller hvad det nu måtte være. Alle snakker løs og morer sig og glemmer pludselig alt om menukort, sult og tjenere.

… Men pludselig sniger tjeneren sig som en ninja ind på bordet og står der igen! Han spørger høfligt: Har I fundet ud af, hvad I kunne tænke jer? Alle bliver helt overraskede over, hvordan man sådan kunne glemme, at man rent faktisk var i færd med beslutte, om man skulle bestille kyllingesalat, spicy sandwich eller lækker brunch.

Her siger man pænt Ej undskyld, vi har slet ikke fået kigget på det. Vi skal nok gøre det nu. Og så går tjeneren igen, og alle kigger ned i menukortene og fokuserer på at beslutte sig hurtigst muligt. Her skynder man sig nemlig, så man igen kan få gang i snakken.

Problemet er bare, at nu giver tjeneren sig rigtig god tid, fordi man var så langsom først. Så bedst som man sidder der ved sit skønne (og vippende) bord i solens stråler og endelig har besluttet sig for, hvad man kunne tænke sig at indtage, så kan man naturligvis ikke få øje på en tjener i miles omkreds. For han er sgu nok blevet lidt halvirriteret over, at den storsnakkende venindeflok ikke kunne tage sig to minutters snakkepause til lige at kigge i det forbandede menukort. Og så regner han nok med, at det tager et kvarter mere, før nogen har brug for hans hjælp…

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!

Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…