Category Archives: Shopping

Om alt for meget tøj og et alt for lille et klædeskab

I dag besluttede jeg mig for at rydde op i mit klædeskab. Det var jo som tidligere nævnt begyndt at vise tegn på at brase sammen inden længe, så et eller andet måtte jeg gøre. Desuden var det proppet til randen, og jeg var efterhånden godt træt af at skulle lege tetris hver gang jeg havde købt så meget som et par nye sokker.klædeskab

Jeg tror, vi tager indlægget i tankeform. Så her får I et helt exceptionelt indblik i mine tanker under oprydningsprocessen:

Sikke en god idé. Så kan jeg rigtigt få overblik over, hvad jeg egentlig har.

Det kommer nok til at tage en times tid.

Jeg starter med at tømme hylderne og lægge alt indholdet på sengen. Så kan jeg sortere det hele bagefter.

Hvor er det sjovt.

Det er jo som at shoppe helt gratis.

Sikke en masse tøj, jeg ikke anede, at jeg havde.

Hold da op, hvor er der egentlig meget tøj her.

Det fylder jo HELE sengen. Hvordan har det nogensinde kunnet være inde i det lille lorteskab?

Jeg kan faktisk ikke helt overskue det alligevel.

Jeg har fortrudt. Øv.

Nu ligger der tøj og flyder på hele sengen, og jeg gider ikke rydde op i det.

Men vi skal jo nok i seng på et eller andet tidspunkt i aften.

For fanden, hvorfor var det lige, jeg gik i gang med det projekt?

Det her kommer til at tage 100 år.

Nå. Jeg må i gang.

Hvorfor i alverden har jeg 11 par leggins?

Har jeg overhovedet haft leggins på inden for de sidste to år?

HER var min sidste sorte Samsøe basistop. Jeg har kun kunnet finde de to andre i flere måneder!

Jeg kommer vist ikke til at mangle strømpebukser lige med det første.

Her er en kjole med prismærke i.

Hvorfor ejer jeg SÅ mange næsten ens bluser?

Her er FLERE leggins! Hvad sker der?

Hvorfor har jeg cirka 40 sommertoppe? Jeg bruger måske fem hver sommer.

Hvornår får jeg nogensinde brug for den her stramme nederdel igen?

Hvad i alverden tænkte jeg på, da jeg købte den her kjole?

Mon jeg har forsøgt at slå en verdensrekord i at eje flest sorte bukser?

Her er endnu en kjole med prismærke i. Og én til.

Hold da op, hvor er smid ud-bunken efterhånden stor.

Men hey, vent lige…

Kan jeg nu også smide alt det ud?

Hvad hvis jeg kommer til at savne det? Hvad hvis jeg skal male eller sådan noget?

Jeg må hellere tjekke det igennem igen.

Nu er jeg heldigvis snart færdig. Det har også kun taget 3 timer.

 

 

 

 

 

Hørt i køen

Imerco
Svigermor og svigerdatter står i køen. De får øje på Royal Copenhagen mega mussel-stellet.

Svigermor: Se, det er dét der, som Oles fætter samler på. Det ER sgu da mærkeligt for en 18-årig dreng!!

H&M
Køen var meget, meget lang. Mor og datter står i køen og når at snakke om mange ting. Hvem skylder hinanden penge for hvad, hvorfor er køen så lang og hvad mon resten af familien laver? Datteren begynder at snakke om børneopdragelse (på grund af en situation, der udspiller sig et andet sted i køen).

Mor: Vil du da holde op med at sige sådan noget?!
Datter: Nej! Jeg må da sige, som det passer mig. Det er den eneste frihed, vi har tilbage i det her land!!
Mor: …

Bog & idé
Faren står i køen, og sønnen går og kigger ved siden af.

Søn: Men far, tror du overhovedet, at personalet kan hjælpe med en skid, hvis jeg spørger?
Far: Ja, det går jeg da ud fra.
Søn: Det tror jeg sgu ikke. Men okay, jeg prøver så… [Går hen mod ekspedient og spørger om hjælp].

Vero Moda
Mor og datter er på shopping. Datteren prøver en jakke, mens de står i køen.

Datter: Ej, hvor er den fed!
Mor: Ja. Den klæder dig også.
Datter: Og den sidder bare skide godt på mig.
Mor: Ja, det gør den godt nok!
Datter beundrer sit eget spejlbillede.
Mor: … Men tror du ikke lige, du skulle prøve et nummer større?
Datter: Øh, nej mor. Jeg har jo ligesom en trøje på indenunder!

Toiletkø
Barnebarn (pige) og bedstemor står i en lang toiletkø.

Barnebarn: Ej, og ham der jeg fortalte dig om ikke? Han bliver bare ved og ved med at skrive til mig på facebook. Han skriver ”søde” og sådan noget. Jeg tænker bare fuuuuuck nu af. Ej men for helvede altså…
Bedstemor: …

 

Tænk sig, hvad man ikke kan opleve, når man køber alle sine julegaver på én dag!

Jul det’ cool

Da jeg i eftermiddags trådte ind i mit lokale storcenter, erfarede jeg til min store glæde, at der var blevet pyntet op til jul. Det vrimlede med juletræer, julegran, lyskæder og julekugler. Og hvilket syn!IMG_0989

… men det er jo også nemt for mig at sige. Jeg er jo julefreaken. Selvfølgelig bliver jeg glad, når butikkerne pynter op til jul – selvom det er tidligt. For ja, jeg er med på, at det ikke er jul endnu (og jeg har da heller ikke selv fundet pynten frem endnu). Men det gør vel ikke noget at glæde sig, vel?!

Problemet er bare, at de færreste deler den holdning. Nu skal vi nemlig til at høre på alle de der brokrøve, der udfolder sig hvert år ved denne tid. Du kan genkende dem ved én af følgende 3 sætninger:

  1. Tænk, at butikkerne pynter op til jul allerede nu. Det er jo aaaaalt for tidligt” (denne sætning er oftest efterfulgt af nr. 2 eller 3).
  2. ”Det ødelægger julestemningen – man bliver jo træt af jul inden den 24. december” (så er man jo gal i skralden).
  3. ”Jeg synes, de pynter op til jul en uge tidligere hvert år” (helt ærligt, prøv lige at regne efter engang. They don’t. Det har du desuden sagt i så mange år, at de snart burde pynte op allerede i april, hvis det var sandt).

Hvorfor er det lige, at det seriøst kommer bag på nogle folk hvert eneste år? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Og hvorfor gider folk generelt brokke sig over det år efter år? Det må da træls at gå og hidse sig op over noget så harmløst som lidt gran og kogler.

For helt ærligt, hvad er så egentlig værst? At butikkerne pynter tidligt op til jul eller de folk, der altid flyver op i det røde felt over det? (eller er det måske ligefrem de folk, der brokker sig over dem, der brokker sig over julepynten? Høhø). Ja, jeg spørger bare …

Den klassiske tur i Ikea

Ikea er jo altså bare et fantastisk sted! De har alt (undtagen en køkkenrulleholder!), og de fleste ting er knaldbillige. I kender sikkert allerede til den klassiske ”lille smuttur” til Ikea, man sommetider tager. Som ender med at blive til alt andet end en smuttur.

Det starter altid med, at man bare lige mangler en grydeske (eller en kartoffelskræller eller en badeværelsesmåtte eller noget andet til under en 20’er). Så tager man en veninde under armen og smutter afsted. Man skulle jo tro, at det ville tage max 20 minutter (man skal jo trods alt også lige gå igennem hele labyrinten butikken).

… Det gør det dog bare aldrig. Selvom man har været i Ikea 78 gange før, skal man altid liiiige kigge på alle fucking hylder. Det kunne jo være, der var kommet noget nyt og spændende. Og straks står man der og bliver betaget af de fine ting til nærmest ikke-eksisterende priser. Lidt efter lidt putter man ting ned i den kæmpestore indkøbsvogn (som man lige tog med for en sikkerheds skyld).

Før man får set sig om, har man fyldt bunden af indkøbsvognen (som ellers er på størrelse med den gennemsnitlige studerendes badeværelse). Men man har jo kun taget småting, så det går nok. På dette tidspunkt er der gerne gået 2-3 timer. Måske mere.

Derfor er man også i mellemtiden blevet ret så sulten. Så er det jo heldigt, at Ikeas fine restaurant tilbyder diverse middagsretter til ikke ret mange penge. Pludselig finder man sig selv ved skranken, hvor man naturligvis bestiller en portion kødboller med kartoffelmos, sovs og tyttebær (sidst jeg var i Ikea, stod der to veninder foran mig, hvor den ene udbrød højt: ”Ej, hvad fanden er tyttebær? Har du hørt om det før?”).

Tilhørende retten får man sodavand ad libitum, så sådan et par glas skal man da også lige have kylet ned. Og når man først sidder der, finder man ud af, hvor træt man egentlig er. For man har jo faktisk gået ret meget rundt de sidste timer. Så man bliver da gerne siddende lidt ekstra for at hvile benene, alt imens man hyggesnakker og kigger på alle de andre mennesker, som også er blevet fanget i den store, stygge (men rare) Ikea-fælde.

Når man endelig er klar til at gå mod kassen, viser det sig som regel, at man har brugt 500 kroner. På småting. Som man ikke vidste, at man manglede.

Og således kommer man hjem 5 timer senere og 500 kroner fattigere (men en hyggelig dag rigere) og må i gang med at finde plads til alle de nye uundværlige småting, man har skrabet sammen!

I kender det godt … ikke?!

 

Jeg kigger bare lige … med dankortet

Det kan godt være, at jeg tidligere har givet jer et indtryk af, at jeg hader at shoppe. Men det gør jeg jo i virkeligheden slet ikke (min bankdame ville i hvert fald til hver en tid vidne om det modsatte) – og det er nok heller ikke gået jeres næse forbi, at ironi er et tilbagevendende element her på bloggen.

I virkeligheden er jeg nok nærmere en anelse shopaholic. Altså ikke på den sygelige ”jeg-dør-hvis-jeg-ikke-køber-denne-designertaske”-måde, men mere på ”jeg-skal-bare-lige-kigge-i-H&M-men-kommer-til-at-købe-alt-for-meget”-måden.

Problemet ligger nok i, at hver gang jeg går i min lokale Føtex, så går jeg lige forbi H&M. Og så kunne man jo godt lige gå ind for at kigge lidt. Altså bare kigge. Men H&M er jo ikke sådan en butik, man bare kigger i. Det er så billigt, at man jeg ikke kan lade være med at købe noget. Bare lidt. Den her top koster jo kun 129 kroner. Eller se her – et par solbriller til kun 69 kroner.

Og så bruger jeg de der klassiske argumenter over for mig selv. Det er jo næsten dumt ikke at købe det. Jeg skal jo bruge solbriller hele sommeren. Og en top mangler man jo altid. Det er utroligt så nemt det er at overbevise sig selv om, hvad man virkelig mangler/får brug for engang/vil se godt ud i/ikke kan undvære.

Heldigvis er det ”bare” i H&M, jeg ikke helt kan styre mig. Tænk hvis det var i Gucci eller den slags. Det ville sgu være en tragisk kombination med SU’en. Én ny ting den første og så ellers havregrød (uden bær og andre lækkerier) resten af måneden.

Derfor har jeg udviklet et had-/kærlighedsforhold til H&M. Mest kærlighed. Man bruger jo aldrig ret mange penge ad gangen derinde – for man får virkelig noget for pengene. Men til gengæld kommer man nemt og tit til at gå ind og købe en enkelt ting. For det er jo bare en enkelt lille ting. Og endnu en enkelt ting to dage efter…

 

 

Jagten på den perfekte kærestegave

I dag har min søde kæreste fødselsdag. Hip hip hurra for det. Men det betyder også, at jeg har været igennem en både spændende og lidt problematisk proces. Nemlig hele den store gavejagt. Og jeg kan da umuligt være den eneste, der har svært ved at finde den perfekte gave?!

For det er jo ikke engang bare den perfekte gave, man skal finde. Som i én gang. Man skal jo ligesom finde den igen og igen. Der er både jul og fødselsdag år efter år. Jeg elsker generelt at købe gaver. At kigge i alverdens butikker og forsøge at finde noget, som folk vil blive virkelig glade for. Jeg elsker især at købe gaver til min kæreste, men samtidig er det altså også noget af en udfordring!flag

For hvordan er det lige, man køber den perfekte kærestegave? Man har jo altid en eller anden smuk, lyserød forestilling om, at man skal købe noget kæresteagtigt! Det må ikke være en mor-agtig gave, for det er da ikke særlig romantisk. Sengetøj, håndklæder og strømper samt alt i den kategori er ligesom udelukket. Det skal nemlig være noget specielt. Noget, der betyder noget. Og meget gerne noget, han kan bruge hver dag (eller i hvert fald tit), imens han tænker på mig.

Min kæreste er faktisk rigtig god til at skrive ønskelister, så det er bestemt ikke fordi, jeg mangler noget at vælge imellem. Men ofte sidder jeg ganske ubevidst og fravælger mange af ønskerne, fordi de ikke er ”kæresteagtige”. Hvad er det lige for en underlig logik? Det er jo for dælen dét, manden ønsker sig og derfor gerne vil have. Hvorfor føler jeg så en trang til at vride hjernen og finde på noget helt andet og mere kærestet? Please sig, at I også har det sådan!

Jeg har endda været så langt ude, at jeg ikke ville give ham noget, jeg har givet ham før. Fx et par sko. Hvor dumt er det lige? Jeg tror, det er halvandet eller to år siden, jeg sidst gav ham et par sko. Manden har jo naturligvis fået behov for nye sko i mellemtiden! Men på en eller anden måde virker det bare for uopfindsomt. Altså lige indtil det går op for mig, at jeg ville blive superglad, om jeg så fik sko i hver evig eneste jule- og fødselsdagsgave (nu er jeg selvfølgelig også af hunkøn, men alligevel).

Så den ”regel” er ligesom stemt ude. For helt ærligt, hvis man ikke må give det samme i gave to gange (eller flere), bliver det nok en anelse problematisk i længden. Hvad fa’en er der så lige tilbage at vælge imellem, når man når til sølvbrylluppet? En dåseåbner eller en gardinstang (i netop dét tilfælde bør man nok gå efter dåseåbneren).

Prøverummets forbandelse

I går beskrev jeg et lille udpluk af de oplevelser, man udsættes for, så snart man træder ind i en tøjbutik (se indlægget her). Når man så har gennemgået dét forløb, er man klar til noget endnu værre. Nu er tiden nemlig kommet til at bevæge sig ned mod prøverummene. Da da da daaaaam. Behøver jeg næsten sige mere?

Jeg prøver altid forsigtigt at snige mig derned uden at blive opdaget. Så slipper man måske for, at de kommer rendende i tide og utide. Men ak. Deres øjne har jo nærmest ikke sluppet én, siden man trådte ind i butikken, så selvfølgelig er man opdaget. Jeg forsøger ellers optimistisk hver gang. Så står jeg og lader som om, jeg kigger på det tøj, der hænger aller tættest på prøverummene, og pludselig springer jeg som en ninja ind bag gardinet. Det virker dog næsten aldrig. Selv de ekspedienter, der står og smalltalker om deres veninde, Tykke Lone, opdager mig sommetider. Eller også tjekker de bare prøverummene en gang i timen for at sikre sig, at de veninder, de står og bagtaler, ikke er derinde? Det er nok alligevel mere sandsynligt.

Helt ærligt, så er der jo virkelig ikke noget mere stressende end at stå i et prøverum. Det føles som et kapløb med tiden. Man står der og kæmper for at slå rekorden i hurtigst muligt at få et stykke tøj af og et nyt stykke på. Ja, man kan sgu næsten komme helt til at svede af det. For man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ekspedient og trækker gardinet til side. Man ved bare, at man ikke vil stå med (næsten) bar røv, når det sker.

Oftest kommer ekspedienten enten alt for tidligt eller alt for sent (nogle gange endda begge dele!). ”Hvordan går det herinde ved dig?”. Øh, jeg er kun lige ved at tage min vinterjakke af, og det går da okay med det. Men tak for tanken. Eller også kommer de, bedst som man er på vej i sit eget tøj igen. ”Har du brug for hjælp herinde?”. Nej ellers tak, eller jo du må da gerne lige binde mine snørebånd?

Men what’s the fucking difference egentlig? Når det endelig lykkes dem at komme til undsætning, imens man rent faktisk er ved at prøve noget af butikkens tøj, så kan man jo ikke bruge deres hjælp alligevel. Der er jo pludselig ingen grænser for, hvor flot alting sidder, og hvor meget det klæder én. ”Den er såååå god til dig, den der”. Øh ja, det er en sort og helt basic bluse? Den kan alle forhåbentligt bære. Og ligegyldigt hvor hæsligt noget sidder, så har ekspedienten med garanti aldrig set noget flottere. Alt er smart, sidder flot, klæder mig eller fremhæver min talje. Jeg ville seriøst købe meget mere, hvis jeg fik hjælp af en ærlig ekspedient. En, der turde sige, når noget ikke lige passer til mig. For man ved jo ikke, hvornår de virkelig mener, at noget er flot, og hvornår de i virkeligheden er ved at dø af grin indeni?!

I det mindste er der én fordel ved det: hvis man en dag har lidt underskud på selvtillidskontoen, skal man da bare tage ud og prøve en masse tøj. Så kan man lidt igen!

 

(PS: Jeg kan mærke, at jeg på ingen måde er færdig med at reflektere over dette emne. Så bliv nu ikke skuffet, hvis der en dag dukker mere op!).

 

Tid til shopping

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…