Browsed by
Kategori: Line

Da min veninde glemte min fødselsdag

Da min veninde glemte min fødselsdag

Comments 9 kommentarer

I dette indlæg reklamerede jeg for historien om engang, hvor jeg spiste brunch med min veninde for at fejre min fødselsdag. Men det havde hun altså bare lige glemt… Den historie vil jeg fortælle jer i dag.

Det var min gode veninde, Lea, som jeg har kendt siden gymnasiet, og historien er nogle år gammel. Jeg havde spurgt hende dagen før min fødselsdag, om hun ville med ud at spise brunch i morgen, og det ville hun heldigvis gerne. Jeg tænkte, at hun naturligvis var klar over, at det var i anledningen af min fødselsdag. Det skulle senere vise sig, at det var hun bestemt ikke…

Jeg blev vækket om morgenen af min kæreste med gave og det hele. Derefter traskede jeg glad over til Lea for derefter at følges med hende ned til den udvalgte café. Vi havde aftalt at mødes uden for hendes hoveddør, men hun var der ikke endnu. Jeg satte mig på trappestenen for at vente.

Efter et par minutter ringede hun til mig: ”Vi har et problem. Jeg er først lige vågnet”, sagde hun. Nårh ja, det er jo, hvad der kan ske. Vi aftalte, at jeg ventede ude i det dejlige solskinsvejr, mens hun skyndte sig at gøre sig klar. Hun ønskede mig ikke tillykke med fødselsdagen i telefonen, men jeg tænkte, at hun nok ville vente til hun kom ned til mig.

Efter noget tid råbte hun ud af vinduet for at spørge, hvor varmt det var, og om hun mon skulle tage jakke på. Heller ikke her kom der et tillykke, men igen troede jeg, at hun lige ventede til hun kom ned på gaden. Men da hun endelig var færdig og kom ned til mig, kom der heller ikke noget tillykke.

Vi satte kursen mod byen, og vi gik og snakkede hele vejen. Vi snakkede helt normalt om løst og fast og efter nogle minutter gik det op for mig, at Lea altså havde glemt min fødselsdag. Jeg gik og spekulerede på, om jeg skulle fortælle hende det eller blot lade som ingenting. Til sidst besluttede jeg mig for den sidste mulighed. Jeg ville gerne tage lidt pis på hende, og jeg vidste, at hun ville kunne tage det, selvom man selvfølgelig bliver lidt flov over at glemme den slags, når man ovenikøbet er sammen på selve dagen.

Nå, men vi spiste brunch og hyggede og snakkede og grinede som enhver anden dag. Imens bippede min telefon lidt mere end normalt, og jeg tænkte over, om hun mon ville komme i tanker om det. Men det gjorde hun ikke.

Klokken 12 skulle Lea på arbejde. Lidt efter sendte hun mig en sms, og jeg tænkte, at NU var hun nok kommet i tanker om det. Men nej…

Senere på dagen tog jeg ud til min svigermor og fejrede fødselsdag. Hele aftenen gik jeg og ventede på, at Lea fik fri fra arbejde, for jeg vidste bare, at hun via facebook ville have opdaget det i løbet af dagen. Og ganske rigtigt, da klokken slog 21 ringede Lea op: ”Undskyld, undskyld, UNDSKYLD, stooooort tillykke med fødselsdagen!”. Hun havde vildt dårlig samvittighed, men jeg grinede bare, for ærlig talt så er det jo en ret god og sjov historie! Som vi stadig griner af i dag.

Desuden havde hun ikke engang set det på facebook men var derimod selv kommet i tanker om det, da hun skulle skrive dagens dato ned på et stykke papir. ”Den 28. september – fuck!! Det er sgu da Lines fødselsdag…”.

Lea var dog så sød, at hun året efter i al hemmelighed tog hjem og pyntede mit værelse meget festligt op:

Dét er sgu da sødt!
Dét er sgu da sødt!
Jeg hader (stadig) at løbe

Jeg hader (stadig) at løbe

Comments 12 kommentarer

Nu tror I sikkert, at jeg er virkelig mærkelig. Men jeg kan ikke fordrage at løbe! Og det virker jo en anelse sindssygt her i 2014, hvor alle mennesker ejer det perfekte løbeudstyr og deltager i minimum to styks halvmarathon hvert år. Vi må se i øjnene, at løb er kommet for at blive. Og jeg kan nok ikke blive ved med at snige mig uden om…

Hvad er der dog galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke lide at løbe ligesom alle andre normale mennesker? Okay, jeg kender faktisk godt svaret. Lad mig fortælle jer de to sande årsager:
1)     det er hårdt (læs: jeg er i dårlig form og kan ikke holde til det).
2)     det er røvkedeligt (læs: jeg keder mig, fordi jeg ikke kan tænke på andet, end hvornår jeg mon kan stoppe op og trække vejret ordenligt).

Men helt ærligt, så gad jeg virkelig godt, at jeg kunne og gad løbe byen rundt lige som alle andre. Jeg beundrer og misunder hver en løber, der løber forbi mig hver dag. Også selvom jeg måske stirrer halvsurt på jer, fordi I prikker til min dårlige løbe-samvittighed. Undskyld til alle århusianske løbere – dræberblikkene bunder altså i ren og skær misundelse.

Så glad og lettet så jeg ud for en time siden, da jeg vendte hjem fra en løbetur!
Så glad og lettet så jeg ud for en time siden, da jeg vendte hjem fra 2014’s løbetur nr. 4!

Cirka en gang om året de sidste tre år, har jeg besluttet mig for at begynde at løbe. Det foregår som regel ved, at jeg køber et par stykker smart løbetøj og løber cirka fem gange på en måned. Derefter gider jeg ikke mere før næste år. Det er bare ikke godt nok vel? Så NU gælder det. I år skal være året, hvor jeg begynder at løbe sådan rigtigt. Ikke bare fem gange!

Jeg er så ringe til at løbe, at mit første mål er en distance på fem kilometer! Nu risikerer jeg nok at blive gjort til grin i blogland, fordi jeg ikke (læs: på ingen måde) kan løbe fem kilometer og ligefrem er begyndt at træne op til det. Men ærlighed er jo vigtigt her på bloggen, og alle skal starte et sted. Og nu har jeg sørme delt mit mål her midt på det store internet, hvilket jeg virkelig håber er en motivationsfaktor.

Nå, men gode råd modtages i øvrigt med kyshånd! Indtil videre har jeg været på fire løbeture (så jeg stikker snart min rekord for et helt år), og jeg har for første gang nogensinde prøvet at løbe med en veninde. Og det var faktisk ikke så tosset. Derudover har jeg allerede taget fejl af en distance (= glædet mig for tidligt), undret mig over, om man smiler til de forbipasserende løbere og en masse andre ting.

Jeg er sikker på, at min nye “hobby” skaber inspiration til en masse blogindlæg om alt, hvad jeg oplever på min vej! Stay tuned…

Du er så flot, at du ligner en ko

Du er så flot, at du ligner en ko

Comments 0 kommentarer

… skulle det nu være et kompliment? I tror det måske næppe, men lad mig så fortælle jer en lille historie. Jeg har ret store øjne. Hvis man skal beskrive det på en pæn måde, vil man nok kalde det dådyrøjne. Det er der i hvert fald mange, der gør.

I mine teenageår var jeg ret ked af mine store øjne, fordi der var så mange, der påpegede dem og kommenterede på dem. Ja, og de gjorde det altså ved at komplimentere og misunde dem. Men det var jeg bare træt af, og ønskede mig helt normale, små øjne lige som alle andre.

Det er jo nok bare ligesom, at folk, der har glat hår, altid ønsker sig en masse store krøller, mens de, der har krøller, er trætte af det og ønsker sig helt glat hår. Man bliver jo aldrig tilfreds. Og da slet ikke i teenageårene. I dag er jeg faktisk langt om længe ret glad for mine øjne.

Nå men der var så den her dag i en samfundsfagstime tilbage i gymnasietiden, hvor min samfundsfagslærer valgte at begynde at tale om mine øjne. Han talte om en eller anden superstjerne (jeg kan simpelthen ikke huske hvem) og om, hvordan hun fik så mange fans og tilhængere, fordi hun kunne charme sig ind på alle ved hjælp af sine store øjne. Og dét fremlagde han jo som en meget positiv ting!

… Han forsatte dog med følgende sætning (og her er jeg ret sikker på, at jeg citerer ham 100 % ordret): ”Hun har jo fandme lige så store øjne som Line. Det er jo faktisk næsten KOØJNE”. Den 17-årige Line, som endnu ikke helt havde accepteret sine øjne, blev naturligvis meget fornærmet. Resten af klassen syntes selvfølgelig, at det var sjovt. Og som de sagde ”Det var jo pænt ment”. Og bevares, det var det skam også. Men jeg var nu alligevel ikke helt tilfreds.

Det gjorde ikke situationen bedre, da jeg samme dag efter skoletid mødte op på arbejde i en bagerforretning, hvor de netop samme dag lancerede en ny kage ved navn koøje…

Når man har svært ved at styre sine bevægelser

Når man har svært ved at styre sine bevægelser

Comments 0 kommentarer

I tirsdags var jeg ude at spise med min kæreste. Sådan en rigtig lækker treretters med vin og hele molevitten. Da jeg på et tidspunkt gik ned på toilettet, gik det dog op for mig, at jeg åbenbart ikke altid kan styre min krop på den mest elegante måde.

Først lykkedes det mig at gå ind i en toiletdør. Seriøst, en dør! Ej, men hvad sker der? Det var lige med kinden ind i kanten af døren, og det gjorde virkelig ondt og efterlod en tyk, sort og beskidt streg på min kind. Så stod jeg ellers der helt febrilsk og lænede mig ind over håndvasken og forsøgte at vaske beviserne af min stakkels, ømme kind. Gudskelov var der ikke andre på toilettet, så ingen så mig. Så langt, så godt…

Desværre skulle det ikke blive ved det. Jeg spankulerede glad op ad trappen igen, men pludselig skete der noget. Jeg faldt op af trappen! Ej okay, jeg snublede faktisk kun – jeg blev trods alt på benene. Mit superseje stunt resulterede i, at det kærestepar, som sad og spiste oppe for enden af trappen fik sig et godt grin. Bestemt ikke et hånligt grin, men mere et lille venligt og medfølende grin, mens de kiggede på mig… De grinede med mig – ikke af mig (og tak for det!).

Og selvom jeg selvsagt blev lidt flov over mig selv, så var det faktisk befriende, at kæresteparret så mig, og at de turde begynde at grine. For på den måde kunne jeg jo grine sammen med dem – altså grine af mig selv. Så slap jeg nemlig for at lave den klassiske ”okay-jeg-faldt-lige-men-jeg-er-alene-og-har-ikke-nogen-at-grine-sammen-med-så-jeg-lader-bare-som-ingenting”-grimasse… For den kender I da godt, ikke?

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Comments 2 kommentarer

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!
Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…

Et stakkels, naivt barn

Et stakkels, naivt barn

Comments 2 kommentarer

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!

Random facts om mig

Random facts om mig

Comments 7 kommentarer

Det er lige gået op mig, at jeg mangler noget væsentligt her på bloggen; fuldstændigt random facts om mig selv! Det har de fleste andre bloggere, og jeg synes faktisk, at det er ret sjovt. Så her kommer den første omgang:mig selv

  1. Jeg ELSKER jul og er seriøst den ultimative julefreak
  2. Da jeg var yngre, sov jeg en sjælden gang imellem med halvåbne øjne, hvis jeg var helt vildt træt (det var ved at skræmme livet af flere veninder til filmaftener og sleep-overs!)
  3. Jeg er usandsynligt vild med marcipanbrød fra Anthon Berg
  4. Jeg slider mine tandbørster op på rekordtid (Undskyld hr. tandlæge, jeg skal nok tage den lidt med ro fremover)
  5. Jeg har aldrig haft brækket nogen kropsdele – men da jeg var barn, ville jeg så gerne prøve at brække benet, så jeg kunne få gips på (don’t ask)
  6. Jeg er ikke den store kødspiser
  7. Jeg foretrækker klart at vaske op frem for at tørre af
  8. Som 10-11-årig gav jeg mig selv ”kælenavnet” SuperLine – det bruger jeg stadig som alias fx i iPhone-spil og på sociale medier
  9. Jeg har mere end 50 par sko
  10. Jeg er vildt god til at huske mine drømme
Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Comments 2 kommentarer

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)