Category Archives: Indkøb

Spænding i hverdagen

Kender I det, at man befinder sig i en periode, hvor tingene foregår sådan nærmest robotagtigt? Sove/træne/arbejde/spise og forfra-ish. Sådan et par uger har jeg haft på det sidste. Det virker umiddelbart sådan rimelig kedeligt, men heldigvis er mit liv ikke helt uden spænding i sådan en periode alligevel.

… Vi skal jo trods alt stadig have noget at spise. Hvilket betyder, at vi skal handle ind. Hvilket oftest foregår i Netto. Og DÉT skaber altså spænding i hverdagen! Det sætter jeg pris på, og derfor vil jeg bruge dette indlæg på at hylde Netto. Gode gamle, rodede Netto.

For man ved bare aldrig, hvilket syn, der møder én, når man træder ind i Netto, vel?
Er der mon nogle varer tilbage?
Ligger der et smadret glas rødbeder og flyder på hele gulvet?
Er vareopfylder-gutten i gang med at spærre halvdelen af frysedisken og nægter at flytte sig, så man kan komme til?
Er der kø helt ned til flaskeautomaten bagerst i butikken, men stadig kun én kasse åben?
You will never know!

Indretningen er sådan rimelig hulter til bulter. Og Netto kan jo på en dårlig dag have udsolgt af helt basale ting som mælk eller rugbrød. Se selv, hvordan rugbrødshylden engang så ud i min Netto:

 tom netto

Okay, udsolgt er jo faktisk løgn. Men det er fandme tæt på!

Man skal heller ikke altid aldrig regne med, at medarbejderne er i snakkehumør. Faktisk skal man helst ikke stille dem spørgsmål. Og hvis man gør, så svarer de kort og kontant. Og måske lyver de. Jeg har hørt personer i Netto-uniform sige ting som ”Nej, vi har ikke Mornaysauce”. Wrong again!

Hvis man nu finder en hel hylde fyldt med for gamle varer, så er det altså god stil lige at sige det, synes I ikke? Det synes den medarbejder, jeg fik fat i, tilsyneladende ikke. Hun virkede helt fornærmet, og sådan lidt ”jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det”-agtig.

Og misforstå mig nu ikke. Jeg ELSKER Netto! Og jeg er med på, at Netto netop kan sælge deres varer lidt billigere, fordi servicen ikke skal være i top og hele den sang der. Men det er sgu da lidt sjovt. Det kan jo være en oplevelse i sig selv at gå i Netto. Der sker bare ting, som man ikke oplever i Føtex. Og det giver ofte et godt grin, en god historie eller et godt blogindlæg. And we like that!

 

Psst.. Du kan læse ting, jeg har overhørt i Netto her og her.

Hørt i Netto #2

Jeg har spurgt om det før, men nu gør jeg det altså igen. Hvorfor er det lige, at jeg ALTID kommer til at stå i den kø i Netto, hvor der går et eller andet galt, og det hele går i stå? Og imens kan man så stå der og kigge ondt på alle dem ved nabokassen, som nærmest stryger lige igennem systemet (eller hvor hurtigt sådan noget nu engang kan gå i Netto…).

Sker det også for jer, eller er jeg bare evigt uheldig på den front?

Det skete for mig så sent som i går. Fra morgenstunden selvfølgelig. Da jeg bare liiige ville svinge ind forbi Netto på vej på arbejde. Og BUM. Så var der selvfølgelig bøvl med dankortmaskinen.

Det skete, mens en sød, gammel dame skulle betale for sine varer. Og så stod jeg ellers der bag i køen og trippede lidt. Jeg smilede dog for mig selv, da jeg hørte dette:

Nettomedarbejder: Nogle gange driller den her maskine bare lidt. Det er jo ellers meningen, at det skal hjælpe os det dér teknologi.
Sød, gammel dame: Jamen, DÉT gør det ikke. Det giver os kun nervesammenbrud!!

… Puha altså. Det må sgu være hårdt at leve i 2015, hvis al teknologi giver én nervesammenbrud. Og så var damen ikke engang sådan rigtig gammel-gammel, men mere semi-gammel.

 

Og pssst… Du kan læse Hørt i Netto #1 lige her

Hørt i Føtex

En mor kommer gående med sine to børn. Børnene har begge en vare i hver hånd, og moren har en pakke i den ene hånd. Moren tager en kasse slik i den anden hånd.

Mor: Så unger, nu har vi alle noget i begge hænder. Nu kan vi ikke købe mere…
(Genialt forældretrick for at få børnene til at holde op med at plage, tænker jeg og skriver det bag øret!).
Dreng: Eeej, mor! Jeg kan altså sagtens bære noget mere.
Pige: Ja, det kan jeg også.
Mor: Ja, men vi skal ikke have mere!
Kort stilhed. Drengen kigger rundt på varerne.
Drengen udbryder: Men mor, folk tror jo vi er helt vildt usunde. Prøv lige at se, hvad vi har købt.
Mor: Haha, gud ja, vi har kun købt slik og sukker. Men det er fint nok. Vi skal jo også have aftensmad!

… og dette indlæg er altså ikke skrevet for at dømme familien (hvis nogen da skulle tro det). Tværtimod. De så sunde, raske og glade ud. Og de grinede. De var sjove, og de gav mig et smil på læben. Men hvor atypisk er det ikke lige, at et barn ikke bare er lykkelig over alt det slik, de har købt, men derimod bekymrer sig over, hvad andre mennesker tænker? 8-årige mig havde altså bare tænkt ”Orv, hvor må alle de andre være misundelige på os lige nu”.

Du kan læse “Hørt i Netto” lige her.

Flere irriterende typer i et supermarked

”Jeg skal læse varedeklarationen på alt, og jeg flytter mig ikke imens”-typen = Hvor har jeg stået på række to ved mælkekøleren alt for mange gange, fordi personen foran bruger 300 år på at vælge produkt og ikke har øje for, at der i mellemtiden har dannet sig en mindre kø af andre mælketørstige kunder bagved.

”Mit barn må gerne løbe op og ned ad gangene”-typen = Undskyld alle mødre. Generelt elsker jeg børn, men er det ikke netop sådan noget, jeg har ret til at irritere mig over (bare en lille smule) indtil jeg selv får børn?

”Jeg har travlt med at pakke mine poser, så jeg betaler lige senere, selvom der er 10 i kø”-typen = Muligvis én af de allerværste typer. Det virker simpelthen SÅ provokerende overfor alle os andre, der står og venter.

”Guuuud, jeg skal da betale for varerne og derfor grave min pung frem fra bunden af min weekendtaske, og ja, det kommer bag på mig, selvom jeg lige har stået i kø i 5 minutter”-typen = Denne type minder lidt om den ovenstående. Nogen mennesker vælger simpelthen at bruge deres tid i køen på at stå og glo på, at kasseekspedienten bipper samtlige varer ind og først efter sætningen ”Så bliver det 372 og en halv”, snøvler de sig sammen til at finde den skide pung frem. Argh. Hverdagsirritation når det er bedst værst!

”Alle poserne faldt på gulvet, da jeg tog min, men jeg lader da bare som ingenting”-typen = Dette sker ALT for tit i Netto. Tænk at voksne mennesker kan finde på den slags! Jeg bliver helt flov på deres vegne, når sådan noget sker. Jeg siger ikke noget til det, men jeg samler dem som regel gerne op for folk. Og så håber jeg på, at de bliver lidt flove – og selv samler op næste gang…

 

Psst… Du kan læse om flere irriterende typer i supermarkedet her. Og i bussen her!

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Snøfler to go

Jeg er pænt vild med trøffelkugler, snøfler, romkugler, træstammer og alt i den dur. Og jeg fatter ikke folk, der ikke er. For det er da bare det bedste! ”Jamen ved du godt, at bageren har samlet kagerester op fra gulvet og lavet det til trøfler?”. Neeej, han har ej! Tror I selv på den? (og jeg har arbejdet i to forskellige bagerforretninger i mine unge dage, så jeg HAR tjekket).

Nå, men det, jeg egentlig lige kiggede ind for at skrive om, er de der forholdsvist nye ”Snøfler to go”, som er dukket op i Netto. Dem her:

snøfler

Er jeg den eneste, der ikke lige forstår konceptet 100 %? Hvor kommer ”to go” ind i billedet, og er det ikke en anelse overflødigt? Jeg mener, er ALLE Nettos varer måske ikke ”to go”? Godt nok er jeg pænt tosset med snøfler, men jeg har dog alligevel aldrig fortæret dem, FØR jeg forlod butikken…

 

Og så lige lidt bonusinfo: Jeg er faktisk så skør med sammenpressede kagerester, at jeg engang kastede mig ud i at lave trøfler selv – og se lige resultatet:

trøfler

Er de ikke flotte? Jeg sværger, de smagte lige så godt som bagerens udgave!

Folks irriterende opførsel i supermarkedet

Det er efterhånden sket flere gange (blandt andet her), at jeg har fortalt historier om Netto her på bloggen. Og jeg skal da gerne indrømme, at disse anekdoter ikke altid har udstillet Nettomedarbejderne på allerbedste vis (og undskyld for det, men det ER altså bare ikke de skarpeste knive i skuffen, jeg er stødt på i de nævnte tilfælde).

I dag skal det dog i stedet handle om alle de irriterende kunder, som også er at finde i supermarkederne rundt omkring i landet. For måske er det i virkeligheden DEM og deres virkelig egoistiske og mærkværdige indkøbsopførsel, der er skyld i, at visse medarbejdere simpelthen ikke kan tænke klart?!

Lad mig præsentere de forskellige røvirriterende kunder:

”Fik-ikke-helt-stillet-Dublo-trangen-som-barn”-typen = personen, der insisterer på at samle alle sine varer i en høj pyramide, når de lægges op på båndet. SLAP NU AF, menneske. Det er stressende for den rare kasseekspedient, der bliver prop på varebåndet og din ekspedition kommer IKKE til at gå hurtigere.  Nøjes nu bare med et enkelt lag!

”Her-går-jeg-altså-så-du-må-lige-gå-udenom”-typen = dem, der partout SKAL slæbe deres indkøbsvogne med ned langs de mindste gange og ikke er meget for lige at gå ind til siden. De har heller ikke noget imod at stille vognen på tværs og dermed lave en form for afspærring. Desuden skal de også helst skubbe vognen med hen foran alle hylderne, så vi andre ikke har en chance for hverken at se eller købe varerne.

”Er-altid-klar-med-en-tyndslidt-joke”-typen = dem, der lige skal komme med en kæk kommentar til kassedamen. Og som tilsyneladende tror, at de selv har opfundet den ellers meget gængse (og derfor irriterende) kommentar. Det gælder fx ”Nej tak (til kvitteringen), jeg kan nok ikke trække det fra i skat alligevel, høhø”.

”Vi-står-lige-og-snakker”-typerne = de mennesker, der står og fører en meget vigtig samtale (ofte om weekendens begivenheder eller deres veninde Hanne, som er lidt af en bitch) og derfor ikke lige kan flytte sig. Og så er de altså ligeglade med, om de står og spærrer fuldstændigt foran mælken eller bananerne!

”Det-bliver-hurtigere-min-tur-hvis-jeg-stiller-mig-helt-oppe-i-nakken-af-dig”-typen = den type, der står og ånder én i nakken gennem hele køen. Mon de virkelig regner med, at ventetiden er overstået hurtigere? Hallo mester, hold venligst lidt afstand her. Du skal hverken læse mine sms’er eller aflure min dankortkode. Eller ånde på mig. So back off!

Hørt i Netto

Følgende to episoder udspillede sig, da jeg stod i køen i Netto i dag:

En kunde spørger kvindelig Nettomedarbejder efter palmin.
Den kvindelige Nettomedarbejder råber til en mandlig Nettomedarbejder: Ved du, om vi har palmin – og hvor?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder svarer: Palmin.. åhh.. ja, det er de der piller, ikke?
Forvirret kunde: øh nej.. altså det er sådan noget, jeg skal bruge til at bage med?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: Nå okay. Så ved jeg det ikke. Men prøv at kigge der hvor der står natron (udtalt som citron, red.).

To minutter senere:

Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder kan ikke finde stregkoden på en vare. Han spørger kunden: Kan du huske hvad den kostede?
Kunde: Sorry, what?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: How much for this?
Kunde: I don’t remember…
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: How much do you think – maybe 20 or 25?
Kunde: Why don’t you just go check it?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: Let’s just say 20.
Derefter taster han en 20’er ind.

 

Endnu en tanke om køkultur

Jeg er kommet i tanker om endnu en irriterende situation, der kan opstå i forbindelse med, at man står i kø. Denne gang er det ikke i Netto, det finder sted, men derimod hos fx Paradis Is en varm sommerdag eller på McDonald’s i de sene nattetimer. For er der mon noget værre, end når man står i en evigt lang kø (måske har man endda overvejet at give op flere gange), og det endelig snart er ens tur, men så ved personen foran én gudhjælpemig ikke, hvad han/hun skal bestille? Det er en af de få situationer, der rent faktisk kan sætte mig pis i kog.

Jeg får en lille smule lyst til at hive dem lidt i skjortekraven eller hestehalen. Bare for at pisse dem lidt af også. Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre? Jeg forstår virkelig ikke, hvad den slags mennesker lige har brugt de sidste 10 minutter af deres liv på?! Jeg mener bare; man kan vel for pokker ikke sådan lige glemme, hvor man er/hvad man laver (eller at man lige om lidt skal afgive sin bestilling!). Det er jo ikke ligefrem, fordi det er superhyggeligt, at stå der på McDonald’s klokken 4.30 og tilsyneladende være med til at stikke verdensrekorden i lange køer – så brug da for filan tiden på at tage en beslutning.

Hvorfor findes der endnu ikke en regel om, at når den slags situationer opstår, så er det bare om bag i køen igen. Ingen kære mor her! Spred budskabet, mine damer og herrer. Og tro mig! Så snart den regel træder i kraft, bliver køerne rundt omkring i landet meget kortere. Fordi folk i stedet for står i en kæmpe rundkreds rundt om den nu lille kø, alt imens de forsøger at bestemme sig for, hvad de dog skal have.

En anden dag kan vi så tage diskussionen om, hvordan i alverden det kan være en så stor beslutning for folk, om de skal have en Big Mac eller en McFeast, eller om de skal vælge kuglen med jordbærsmag eller den med hindbær. I. Just. Don’t. Get. It.

 

 

Tid til shopping

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…