Category Archives: Ikke kategoriseret

1. januar er dagen hvor man…

– starter året med tømmermænd. 

– har ekstra slemme tømmermænd, fordi en nytårsaften bare aldrig slutter tidligt. 

– tænker: “hvorfor bringer McDonald’s ikke ud?”.

– tænker: “og hvorfor har vi ikke frysepizza i fryseren?”.

– kigger på resterne fra gårsdagens fest og undrer sig over, hvad ALT det konfetti skulle til for.

– kommer i tanker om, at champagne fører til dunkende hovedpine. 

– går på gaden og tænker på, hvilket svineri nytårsaften også er udendørs. 

– ikke kan overskue at fjerne de 10 lag glimmerneglelak der naturligvis skulle til i går. 

– daser på sofaen og ser skihop i tv, selvom man ikke går op i skisport eller ved noget som helst om det. 

– har en socialt accepteret dovendag, hvor man med samvittigheden i behold kan lave ingenting og udsætte alle sine gøremål til i morgen. 

Jeg håber, I alle har en god 1. januar og ikke laver en skid udover at dulme tømmermændene med noget snasket mad og drikkelse med brus i (og hvis I ikke har tømmermænd så er det stadig helt på sin plads med en dovendag!).

Nytårsaften er aftenen hvor man…

– har en glimrende (høhø) undskyldning for at gå amok i glimmer og glitter. 

– sutter og savler i diverse plastikdimser for at få et ‘truuut’ frem. 

– deler disse plastikdimser og dermed savl med resten af festens gæster.

– tænder fesne bordbomber til stor begejstring for hele selskabet. 

– lykkeligt glemmer hvor irriterende det er at gøre rent efter bordbomber og andet konfetti med tømmermænd den efterfølgende dag. 

– drikker champagne selvom man egentlig ikke kan lide det. 

– drikker sig i hegnet og efterfølgende går udenfor og leger med krudt. Genialt. 

– har verdens bedste undskyldning for at holde et brag af en fest! Og det håber jeg, I alle får i aften.  

GODT NYTÅR!

PS: ja, jeg lever endnu.

Hvad jeg har lært af en weekend i København

(Bedre sent end aldrig ikke?)

  • Hvis man går og tror, at en kartoffelmad er en fesen frokost, tager man grueligt fejl:

kartoffelmad

  • At holde fuldstændigt stille i en kø på motorvejen i knap en time i en brandvarm bil er ikke det fedeste.
  • … men at have børn og/eller hunde med i bilen gør det kun værre (så det ud til på diverse medbilister).
  • Ritas søn er i virkeligheden tjener på en vinbar (som også sælger mad).
  • På denne vinbar kan man spise en ellers lækker salat med JORD i uden at blive syg (jeg opdagede det først til allersidst…):

salat med jord

  • Man kan cykle langt i København på kort tid og uden at svede. Hurra for flade byer. Det kunne Århus altså godt lære noget af.
  • Det er ikke kun den famøse Bispebjerg Kirkegård, der er fyldt med flotte blomster. Se bare Assistens Kirkegården:

assistens kirkegård

  • Folk i København snakker ikke alle så københavnsk, som man kunne forestille sig herovre i det mørke Jylland.
  • Det kan derfor være en anelse grinagtigt, når man møder en ekspedient eller tjener, der taler ærkekøbenhavnsk. Det er lidt af en omvæltning for en jyde som mæ’.
  • En slikbutik FYLDT med bland selv-slik i alverdens former og farver kan virke særdeles tillokkende. Man bliver bare så grusomt skuffet, når man kommer hjem med slikposen og er ved at knække sine tænder på lortet. På 95 % af stykkerne. Not cool.
  • Kødbyen er ikke så klamt, som det lyder.

De mest geniale voksenjulekalendere

Eftersom jeg jo i sandhed ER julekalendernes ukronede dronning, er det da kun på sin plads, at jeg hjælper jer lidt ind i universet. Jeg elsker virkelig julekalendere og ser dem gerne hele året. Både dem for børn og voksne. Og ja, folk har da givet mig mange mærkelige blikke og kommentarer med på vejen, men jeg er lige så ligeglad som Medina. Julekalender ER hyggelige! Basta bum.

På mandag er det jo som bekendt den 1. december (og jeg har endnu ikke fået købt mig et kalenderlys. Yikes! Det ligner absolut ikke julemor her). Det betyder, at det nu er fuldt ud lovligt at gå julekalender-amok. Derfor har jeg udarbejdet denne lille fine guide til jer. En guide med de allerbedste voksenjulekalendere! Der skulle gerne være lidt for enhver smag. Sort humor, gamle minder OG (sort of) julestemning. Hvad mere kan man ønske sig?

Here we go (og så kan jeg da lige tilføje, at dette indlæg bliver skrevet imens jeg sidder på en stol foran mit komfur og værner om risengrøden):

 

Juletestamentet

juletestamentetDenne morsomme julekalender rullede over skærmen for første gang i 1995. Den handler om tre brødre og deres koner (eller den ene har taget en prostitueret med, men lad nu det ligge), der skal tilbringe hele december måned sammen i en uhyggelig og mystisk jagthytte for at få deres fars arv udbetalt den 24. december.

Brødrene hader hinanden, men ingen må forlade hytten. Julekalenderen bugner af mystik, spænding, kærlighed, had, utroskab, hemmeligheder, graviditetstests, sovemiddel og meget mere. Og hvad sker der med de skjulte gange, og hvorfor opfører tjeneren sig SÅ underligt?

SE DEN. Den er altså sjov. Du vil blandt andet møde Sidse Babett-Knudsen, Paprika Steen, Timm Vladimir og Lars Brygmann.

 

The Julekalender

the julekalender

Denne julekalender er jo en absolut klassiker, som man bare MÅ og SKAL se hver jul (og det ved TV 2 heldigvis godt!). Jeg kan grine af den igen og igen.

Først er der jo Gertrud Sand, der elsker julepynt og snakker lidt rigeligt i telefon (hun er jo mig!). Og som hele tiden bekymrer sig over, om hun mon når at få pyntet op til jul – for hvor i alverden er den store kasse med julepynt blevet af? Hendes mand Oluf er glad for sin lænestol og sin pibe, og derudover puster han ret ofte grise op og laver en fandens masse sort kartoffelavl.

Den jyske idyl bliver kun brudt af københavneren Benny, som er nissehader og godt kan lide at drikke snaps eller sprit, eller hvad vi nu lige har. Og så er der naturligvis de tre nisser i skoven, som har deres helt eget dansk-engelske sprog, der virkelig er alt for sjovt!

Som navnet siger, så er dette altså bare THE julekalender. Den er bår’ dæjlig, og den skal alle selvfølgelig se.

 

Familien Andersens Julehemmelighed 

fam- andersenI kan godt huske julekalenderen med Putte, gas- og vandmesteren og alle de andre, ikke? Den er fra 1993, og sidste år udkom den endelig på dvd. Og den er absolut et gensyn værd!

Julekalenderens omdrejningspunkt er familien Andersen, som hader julen. Men hvorfor gør de egentlig det? Hvad skete der egentlig det år, hvor familien holdt jul for allersidste gang?

Igen har vi at gøre med en hylemorsom julekalender med masser af virkelig plat og sort humor. Fx Åse Andersen, som altid præsenterer sig med sit fulde navn, når telefonen ringer: ”Ja, det er Åse Andersen”, hvorefter hendes søster i den anden ende af røret altid spørger forundret: ”H. C. Andersen?!”. Samtidigt er datteren Putte i gang med at spare op til nye bryster, mens faren bruger meget tid nede i den hemmelige kælder…

Hvis I kan huske den (bare svagt), så ved I, at I skal se den igen!

 

Jul på Vesterbro

jul på v

Til sidst vil jeg lige nævne Anders Matthesens julekalender, hvor han selv er indehaver af ikke mindre end alle rollerne. Dette er uden tvivl den mindst julede julekalender på listen, men det gør den ikke mindre sjov.

Her møder vi blandt andet pølsemanden Stewart Stardust og hans søn Danny, som er på prøveløsladelse. Derfor holder socialforvalteren Arne skarpt øje med familien. I kælderen er araberen Kefir i gang med at reparere pølsevognen, og dagligt kommer viceværten Greta op og klager over familiens manglende betaling af huslejen. Bliver det mon overhovedet jul på Vesterbro, eller bliver familien sat på gaden? Og hvad laver Kefir egentlig nede i kælderen?

 

God fornøjelse! Jeg synes naturligvis, at I skal se dem alle sammen. Hvad er jeres yndlingsjulekalender?

 

Endnu en uge #14

1) Ugens søndagsindlæg udkommer først i dag, fordi jeg i går havde intet mindre end de værste tømmermænd i mit liv. Og det er ikke en engang løgn. Jeg kunne stadig mærke dem tidligere i dag. Fuck nu af!

2) De kom af, at jeg i lørdags holdt fødselsdagsfest for 10 piger. Det siger da trods alt noget om, at selvom man er blevet 26 og alt det der, så kan man stadig finde ud af at holde et brag af en fest.

3) I kender godt de der facebook-selfies, hvor folk ganske tilfældigt liiiige har fået deres kavalergang med på billedet, ikke? (Who am I kidding, selvfølgelig kender I dem!). Her den anden dag, så jeg et så ekstremt tilfælde, at jeg først troede, der var tale om to babyhoveder i bunden af billedet. But no. It was boobies.

4) I mandags cyklede jeg hjem fra byen i øsende regnvejr. Jeg var gennemblødt og havde mascara løbende ned ad kinderne. Og her må jeg indrømme, at jeg sgu blev lidt småsur. Det var da pisseirriterende! Men så måtte jeg huske mig selv på dette indlæg, og jeg forsøgte atter at holde humøret højt. Jeg skulle trods alt hjem til stearinlys og min kærestes madlavning!

5) I onsdags holdt jeg totalt hyggefridag med marcipan, julekalender og risengrød. Bare fordi jeg kunne. Optur!

6) I løbet af ugen har jeg erfaret, at det der med at handle ind eller måske ligefrem shoppe i uge 42 er et absolut no go! Der er børn, forældre og bedsteforældre overalt. Og de har ikke travlt med at komme hurtigt fremad, skulle jeg hilse at sige.

7) På det kvarter jeg var i Føtex i torsdags, nåede de at kalde moren og mormoren til TO forskellige børn, der var blevet væk.

8) Fredag så jeg desuden en ung fyr, der stod lige udenfor Netto og drak sødmælk direkte af kartonen. Mon det var en mærkelig tømmermændscraving? Eller var han blot tørstig og vild med sødmælk?

9) I dag lykkedes det min næse at blive forkølet-ish på mindre end en halv time. Jeg sad til møde på arbejdet, og pludselig da jeg lukkede munden op, havde min stemme ændret sig til sådan en rigtig ”snot-stemme”, og min næse var totalt stoppet.

10) … og vi har altså optagelser fra næste uge, så jeg skal bare IKKE være syg nu. Derfor har jeg lige indtaget en ordentlig portion suppe og vil være at finde på sofaen allieret med min næsespray resten af aftenen.